Da regeringen i sit nye politiske grundlag varslede, at den vil undersøge mulighederne for privat medfinansiering af lokalplejehjem, lød det umiddelbart som endnu en diskussion om offentlige og private aktører.
Flere har endda set det som en bagdør ind i markedet for den såkaldte Herlev-model.
Læs også: Professor ser Herlev-modellen i regeringsgrundlaget
Men bag formuleringen gemmer sig en langt mere teknisk – og potentielt langt vigtigere – diskussion. For når fremtidens plejeboliger skal bygges, handler det ikke kun om, hvem der ejer dem eller driver dem.
Det handler også om, hvem der låner pengene til dem. Og til hvilken rente.
Pengene kommer ikke nødvendigvis fra forskellige steder
I den offentlige debat bliver finansiering ofte fremstillet som et valg mellem offentlige og private penge, men virkeligheden er mere kompliceret. Derfor har vi talt med flere bankfolk, som til baggrund, har givet os et lidt mere nuanceret perspektiv på, hvad der ligger i “privat finansiering”.
Det er sådan, at når staten låner penge, sker det ved at sælge obligationer til investorer, som i sagens natur er private. – Finansieringen er dermed privat.
Når realkreditinstitutter finansierer boligbyggeri, sker det ved at sælge obligationer til investorer, som også er private. Og endelig når pensionskasser investerer i friplejehjem, kommer pengene fra pensionsopsparernes indbetalinger, med andre ord fra private penge.
Kapitalen kommer derfor i vid udstrækning fra de samme finansielle markeder. Den afgørende forskel ligger ofte et andet sted. Nemlig i hvem der udlåner pengene – og hvilken rente de kan opnå.
Kommunale plejeboliger: Billig kapital med statsgarantier
Langt størstedelen af de kommunale plejeboliger i Danmark er opført som almene plejeboliger. Her spiller kommunerne en central rolle.
Kommunerne stiller typisk garanti for størstedelen af finansieringen gennem KommuneKredit, som er kommunernes og regionernes finansieringsselskab, og byggerierne kan ad den vej opnå meget gunstige lånevilkår.
I praksis betyder det adgang til noget af den billigste kapital på markedet.
Her er den enkle forklaring: Det er staten der står bag garantien i KommuneKredit og da Danmark har en af verdens stærkeste økonomier, giver det staten den højest mulige kreditvurdering (AAA/Aaa). Det betyder, at staten har meget høj troværdighed som låntager, og investorerne står i kø for at låne staten penge.
Det giver, firkantet sagt, lave renter. Og lave renter betyder lavere samlede udgifter over de 20-30 år, som finansieringen typisk løber ift et plejehjemsbyggeri.
Friplejehjem: Samme opgave – anden finansiering
Friplejehjem løser i praksis den samme samfundsopgave som kommunale almene plejehjem, nemlig levering af pleje til den ældre befolkning
Her stilles det ofte ensartede krav til kvalitet og drift, når myndighederne fører tilsyn, men når vi kigger på finansieringen, ser det ofte anderledes ud.
Her er det typisk pensionskasser, ejendomsselskaber eller andre investorer, som finansierer byggeriet. Det betyder adgang til en anden form for privat kapital end den, de almene plejehjem finansieres med.
I byggerierne ligger der også et krav om afkast, hvor investorerne skal have en forrentning af deres investering. Dermed bliver kapitalomkostningen typisk højere end ved de klassiske almene plejeboliger.
Det betyder ikke nødvendigvis, at friplejehjem er dyrere at drive i plejen, men det betyder, at selve bygningen ofte finansieres på andre vilkår og det smitter af på den husleje som friplejeoperatøren og borgeren betaler. – Det vender vi tilbage til.
Lokalplejehjem: Den nye spiller midt imellem
Lokalplejehjem blev introduceret som en ny model under den tidligere regering. Tanken var at skabe en mellemform mellem det traditionelle kommunale plejehjem og friplejehjemmet.
Kommunen ejer fortsat aktiviteten og bærer risikoen. Men organiseringen adskiller sig fra de klassiske almene plejeboliger ved at det bl.a. skal organiseres med en bestyrelse i et “aktieselskabsformat”.
Det er netop her, den aktuelle diskussion opstår, for i loven om Lokalplejehjem §10, fremgår det at kommunen ikke må yde lån til aktieselskabet eller stille garanti for lån, som det kommunale aktieselskab optager.
Det betyder, at lokalplejehjem hverken passer helt ind i den ene eller den anden finansieringsmodel. Det viser sagen omkring Herlev-modellen, så derfor skal man afdække finansieringsmulighederne i det, som beskrives som private.
Hvem betaler egentlig regningen?
Et af de mest oversete forhold i debatten er, hvem der i sidste ende betaler for finansieringen.
Når et nyt plejehjem, hvad enten det er kommunalt alment eller privat, står færdigt, betaler beboerne naturligvis husleje. Men en stor del af boligudgiften dækkes gennem boligstøtte og andre offentlige ordninger.
Huslejens faktiske størrelse har ingen egentlig betydning for borgeren, der lidt firkantet sagt kun betaler en form for brugerbetaling. Den store regning for de nye og dyre plejehjemsbyggerier, hvad enten de er bygget som friplejehjem eller et kommunalt alment plejehjem, dækkes af bolig-tilskudssystemet i Danmark. Det vil sige stat og kommune.
Herved sikrer man, at borgerens husleje altid har et “overkommeligt niveau”.
Dermed er det i mindre grad beboere, der påvirkes af højere renter ved låntagningen til et plejehjemsbyggeri. Det betyder, at finansieringsomkostninger ikke kun er et spørgsmål for investorer og långivere. De bliver også et spørgsmål om offentlige budgetter. Lidt firkantet kan man sige:
Jo højere kapitalomkostninger – Jo højere samlet regning til skatteborgerne.
Derfor kan Kommunekredit blive den store joker
Det er her, debatten begynder at blive interessant. For hvis flere plejehjemstyper får adgang til den samme billige finansiering via KommuneKredit, som de klassiske almene plejeboliger historisk har haft adgang til, kan det ændre markedet markant.
Nogle ser det som mere konkurrence. Andre ser det som mindre. For konkurrence-paradokset er, at den billigste finansiering ofte vil være den mest attraktive.
Læs også: “Plejehjem skal konkurrere på kvalitet – ikke på finansiering”
Hvis alle får adgang til den samme billige kapital, bliver konkurrencen om finansieringen mindre vigtig. – Potentielt forsvinder den –
Til gengæld flytter konkurrencen i plejehjemssektoren mellem offentlig og privat sig over på noget andet. Kvalitet – Drift – Innovation og service.
Med andre ord de forhold, som borgere og kommuner typisk interesserer sig mest for.
Derfor er finansiering blevet et velfærdsspørgsmål
Mens antallet af borgere over 80 år er steget fra lidt over 227.000 i 2010 til knap 334.000 i dag, er antallet af plejeboliger faldet.
Danmark råder idag over 44.502 plejeboliger ifølge Danmarks Statistik. Hvis det nuværende forhold mellem ældre og plejeboliger skal opretholdes, skal der opføres omkring 13.000 nye plejeboliger frem mod 2035.
Det gør finansieringen til mere end en teknisk diskussion. For når tusindvis af nye boliger skal opføres over de kommende år, kan selv små forskelle i renteniveau få betydning for milliardbeløb.
Derfor følger både forskere, branchefolk, investorer og politikere nu udviklingen tæt. For den næste store debat på plejehjemsområdet kan vise sig ikke at handle om, hvem der driver fremtidens plejehjem. Men om hvem der får lov til at finansiere dem.
