Midt blandt regeringsgrundlagets mange forslag om boliger, velfærd og lokalsamfund gemmer sig en formulering, som næppe har fået mange overskrifter.
Regeringen vil: “afdække mulighederne for privat medfinansiering af lokalplejehjem.”
Ved første øjekast ligner det en teknisk detalje. Men for dem, der følger udviklingen på ældreområdet, kan formuleringen vise sig at være langt mere interessant. Særligt efter at vi har haft debatten om Herlev-Modellen.
For den udfordrer den grundlæggende fortælling om, hvad lokalplejehjem egentlig er.
Lokalplejehjem blev født som et alternativ
Da lokalplejehjemmene blev introduceret, var ambitionen at skabe en ny model inden for den kommunale sektor.
Tanken var ikke at privatisere ældreplejen. Tværtimod.
Modellen skulle give mere lokal ledelse, større frihed og mindre bureaukrati uden at flytte ejerskabet væk fra kommunen.
På mange måder blev lokalplejehjemmet præsenteret som et alternativ til friplejehjemmene. Et kommunalt svar på ønsket om frisættelse.
Nu opstår spørgsmålet, om den skillelinje er ved at blive mindre tydelig.
Når privat kapital flytter ind
Regeringsgrundlaget stopper ikke ved lokalplejehjemmene. På boligområdet lægges der også op til nye modeller, hvor man vil:
“Give kommuner og regioner bedre muligheder for at tilbyde offentligt støttede tjenesteboliger til udvalgte medarbejdergrupper. Det kan f.eks. ske ved en ny form for ”velfærdsbolig”, hvor kommunalt grundsalg, privat kapital og regulering af huslejen og/eller købsprisen skal sikre kernevelfærds- medarbejdere førsteret til attraktive boliger til nedsat pris,” skriver man.
Det peger mod en bredere tankegang.
Er det i virkeligheden OPS i ny udgave?
Mange vil instinktivt afvise sammenligningen. Lokalplejehjem og velfærdsboliger til kommunale medarbejdere er ikke OPP.
Der er ikke tale om klassiske design-, bygge-, drifts- og finansieringskontrakter. Men ser man på de grundlæggende elementer, begynder lighederne at træde frem.
Kommunen fastlægger opgaven. Den offentlige sektor leverer eller styrer driften. Private investorer bidrager med kapital.
Risici og ansvar fordeles mellem flere aktører.
Det minder om nogle af de OPS-modeller, der gennem de seneste to årtier er blevet anvendt inden for blandt andet byggeri, infrastruktur og ejendomme.
Måske ikke OPS 1.0, men måske OPS 2.0.
Kapital bliver den nye mangelvare
Bag diskussionen gemmer sig en mere jordnær virkelighed. Danmark står foran en betydelig udbygning af plejeboligkapaciteten.
Mange kommuner oplever allerede voksende pres fra demografien. Samtidig er kommunernes anlægsrammer begrænsede. Og flere steder er det ikke nødvendigvis driften, men finansieringen af nye bygninger, der udgør den største udfordring.
Set i det lys kan privat kapital blive mindre et ideologisk spørgsmål og mere en praktisk nødvendighed.
Hvis pensionskasser og andre langsigtede investorer kan bidrage til finansieringen, kan det gøre det muligt at etablere flere plejeboliger hurtigere, end kommunerne selv kan løfte opgaven.
