Markedet for frit valg i hjemmeplejen er i bevægelse – og tempoet stiger i takt med, at den nye ældrelov træder i kraft 1. juli.
Det seneste år har budt på både opkøb, markedsafgange og en bemærkelsesværdig redningsaktion, der samlet peger i retning af en stille, men stadig øget konsolidering blandt de lidt større private aktører.
I foråret 2024 overtog Svane Pleje opgaverne efter Attendo i Københavns Kommune. Siden meldte velfærdskoncernen Carelink sig på banen med opkøb af to jyske hjemmeplejevirksomheder – Kær.dk og Privatplejen – og dannede et nyt selskab med leverancer i otte kommuner.
Senest har Cura Pleje overtaget 60 medarbejdere og opgaver i Gribskov og Halsnæs kommuner efter en konkurs, så de nu er oppe på seks kommuner. Det skete med rekordfart og blev muliggjort af straks-godkendelser i begge kommuner
“Vi glæder os til at videreføre det tillidsfulde samarbejde med kommunerne, de dygtige medarbejdere og borgerne, som de plejer i dag,” siger driftsdirektør Jakob Damsgård til OPS-Indsigt i forbindelse med overtagelsen.
Han lægger ikke skjul på, at det har været et intenst arbejde, men han er rigtig glad for udvidelsen.
Læs også: Privat aktør overtager konkursramt konkurrent og sparer kommunen en masse besvær
En ny æra for private aktører
For ganske få år siden var der flere hundrede private aktører på hjemmeplejeområdet og mange, hvor de fleste tilhørte kategorierne små eller mindre.
Lige nu tegner der sig et billede af, at aktører med større kapacitet og mere robuste strukturer vinder frem. Der er ikke tale om en kæmpe bevægelse, men en organisk udvikling, hvor vi først lige er begyndt at se flere opkøb og egentlige overtagelser.
Det hænger bl.a. nært sammen med de krav, den nye ældrelov stiller, især om leverance af helhedspleje, hvor særligt kravet om pleje/sygepleje og træning presser i retning af større leverandører
OPS-Indsigt skrev i efteråret 2024 om, at de private aktører havde fået otte måneder til at omstille sig til en kæmpe reform, hvor de både skal kunne levere bredere ydelser og håndtere øget dokumentation og koordinering. Det kræver investeringer og organisatorisk robusthed – noget de små aktører sjældent har i samme grad som de større.
Konsolidering som overlevelsesstrategi
Carelinks opkøb og Svane Plejes ekspansion kan ses som strategiske positioneringer. I stedet for at vente på, at nye krav marginaliserer mindre konkurrenter, sikrer man sig volumen og geografi på forhånd.
Cura Plejes hurtige overtagelse af opgaver og medarbejdere efter Det Skønne Livs konkurs er et andet eksempel – her reagerede markedet proaktivt og aflastede kommunen.
Meget tyder på, at vi er ved at bevæge os i retning af et marked med færre og større leverandører, der kan matche kompleksiteten i ældrelovens krav. Det kan styrke kvalitet og robusthed, men rejser også spørgsmål om valgfrihed og konkurrence i de ca. 25 kommuner, hvor der ikke ser ud til, at være en privat leverandør klar til ældrelovens ikrafttrædelse den 1 juli.
Læs også: Analyse: Ministeriet skruer op for retorikken – men virkeligheden ser anderledes ud