Private leverandører af hjemmeplejeydelser skal til at forberede sig på, hvordan de hurtigere end forventet kan omstille sig til at levere frit valg under helhedspleje-begrebet i kommunerne. Det fremgår af det netop fremsatte lovforslag til ældrelov.
I udkastet til lovforslaget, som blev sendt i høring i sommers kunne man ellers læse, at de private leverandører først skulle levere helhedspleje fra 1. januar 2027.
De fik med andre ord en latens og omstillingsfase, men Ældreministeriet har siden vurderet på baggrund af en række høringssvar, at bestemmelsen om en overgangsperiode frem til 2027 udgår af lovforslaget.
”Det vurderes at være realistisk, at en væsentlig andel af de private leverandører kan nå at omstille sig til kravet om at levere helhedspleje på de 8 måneder, der går fra fremsættelsen til lovens ikrafttrædelse. Samtidig vil det efter ministeriets vurdering være den mest ubureaukratiske løsning,” skriver ministeriet i et høringsnotat der følger med loven.
Hos arbejdsgiverforeningen KA Pleje, som repræsenterer en del hjemmeplejeleverandører, finder man det rimeligt.
”Vi støtter den ændring, for det synes vi sådan set er rimeligt nok, når man ser det i et borgerperspektiv. Det er vel ret beset rimeligt, at hvis en kommunal leverandør udsættes for nogle krav, så skal den private kunne møde og håndterer de samme,” siger administrerende direktør i KA Pleje Karsten Høgild.
Lige adgang til puljemidler
Men der er ifølge KA Pleje nogle forudsætninger som skal opfyldes, hvis det her skal kunne lade sig gøre, hvilke man også har tilkendegivet over for ministeriet i høringsperioden.
”Den ene er, at de puljemidler der er afsat til at kunne gennemføre denne omstilling. Dem skal de private leverandører have direkte adgang til. Det vil sige i stedet for, at pengene bliver kanaliseret ud i små portioner via taksterne, så skal de private kunne søge dem direkte i staten,” siger Karsten Høgild.
Det skal bl.a. ske for at ligestille de private leverandører med de kommunale leverandører. Men er det realistisk?
”Det har jeg sådan set en god fornemmelse af i forhold til den dialog, vi har haft med ministeriet. Hvis det ikke sker, skal de private leverandører jo til at investere i en omstilling, før de får betaling for deres ydelser og det er ikke en farbar vej,” siger Karsten Høgild.
Medlemmerne bakker op
Det andet krav som KA Pleje har stillet, handler om at de private leverandører også reelt får mulighed for at levere helhedspleje.
”Det har de nemlig i princippet ikke endnu. For så længe man ikke har ændret sundhedsloven med delegation af sygeplejeydelser, så er det jo fortsat kommunerne der sidder på den del af helhedsplejen,” siger Karsten Høgild.
Nogen ville nok sige, at det bliver en vanskelig øvelse for de private leverandører at omstille sig næsten halvandet år før man oprindeligt havde tænkt sig, men i følge Karsten Høgild bakker medlemmerne i KA Pleje op omkring fremrykningen.
”De synes sådan set det er fair nok, at man bliver ligestillet på det her punkt,” siger Karsten Høgild.
Han understreger dog, at det en forudsætning, at de private leverandører har adgang til opstartsmidlerne, ”er der en latenstid og vi først kan få dem længe efter, at lovgivningen er trådt i kraft, så bliver der et problem, for vores medlemmer skal jo i gang med at omstille sig ligesom kommunernes leverandører,” slutter han.