Skip to main content

Denne uge sluttede næsten ligesom sidste uge med et medieangreb på lægehuskoncernen Alles Lægehus og hurtigt herefter var sundhedsminister Sophie Løhde (V) ude og signalere handlekraft og klar til en lovændring efter afsløringer om snyd, skriver DR.

”Jeg synes, at det er en alvorlig mistanke om snyd, der er rejst. Snyd med skatteborgerens penge er uacceptabelt, siger Sophie Løhde,” til mediet.

Hun vil nu drøfte med Danske Regioner, hvordan man kan indrette en ny form for stærkere kontrol med lægerne og bemærk her, at det ikke kun er hos de såkaldte partnerskabsklinikker.

Det er ganske interessant i perspektiv af, at PLO`s formand  Jørgen Skadborg i en pressemeddelelse opfordrer regionerne til at følge op på DR’s afsløringer, samtidig er det bemærkelsesværdigt, at formanden peger på, at alle læger bare skal følge den 40 siders vejledning, som PLO og RLTN har udgivet i fællesskab i januar 2022.

Altså ikke et ord om, at man muligvis skal se på om situationen i Alles Lægehus også er noget der findes i resten af branchen. Det ser vi nærmere på i næste uge.

Læs også: DR`s udsendelse om privat lægehus får ikke samme vinkel på den jyske vestkyst

Det var også i denne uge, at lynet slog ned samme sted for anden gang nemlig i Slagelse Kommune.

Endnu en konkurs ramte et byggeri af et friplejehjem i Slagelse, kun tre måneder efter, at et andet byggeri blev ramt.

Og på amager uddelte renovationsvirksomheden Verdis torsdag Genvinderprisen 2024.

”Vi har det som efterspørges. En konkurrencedygtig og patenteret teknologi i et umodent marked, hvor de fleste konkurrerende teknologier er på lab- eller pilotskala,” lyder det fra Frederik Lykkebo, der er CTO i Textile Change og som torsdag vandt Genvinderprisen.

Lige op til prisuddelingen talte OPS-Indsigt med ham om det helt særlig projekt med genanvendelse af tekstiler, han og syv andre har arbejdet på i fem år.

Endelig ser det ud til, at Vejdirektoratet har lyttet til kritikken fra Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen om, at den måde man udbyder ladestandere langs motorvejene kan medføre monopol.

Det kan man nemlig tolke ud af en udtalelse, der er kommet i forbindelse med, at en ladeoperatør har ønsket større udbud langs de danske motorveje.

Offentligt- privat samarbejde var også i fokus i andre medier og platforme. Vi bringer i det følgende nedslag fra ugen der gik.

Kommunal produktivitet kan øges via samarbejde om AI

Dansk Erhverv har offentliggjort en ny analyse, hvor de har spurgt 58 kommunaldirektører, hvor vigtigt de vurderer, at samarbejdet mellem det offentlige og private er for brugen af AI-løsninger i henholdsvis borgernære og administrative opgaver.

Analysen er bl.a. interessant fordi tre ud af fire kommunaldirektører vurderer, at kunstig intelligens kan øge produktiviteten i deres kommune.

Over 80 pct af de adspurgte kommunaldirektører vurderer, at samarbejdet mellem det offentlige og private på en eller anden vis er enten meget eller ret vigtigt for brugen af AI-løsninger til administrative opgaver, som eksempelvis sagsbehandling, afgørelser m.v. Kun 14 pct mener det er mindre vigtigt.

Når vi bevæger os ud i den kommunale drift mener 81 pct. af kommunaldirektørerne, at samarbejdet er enten meget vigtigt eller ret vigtigt for brugen af AI i borgernære opgaver som ældrepleje, undervisning og dagtilbud.

Men hvor befinder kommunaldirektørerne sig?

Ulrik Andersen der er kommunaldirektør i Thisted Kommune, er en af dem, der ifølge NB-Økonomi er lidt skeptisk over al den snak om AI. Alligevel mener han, at kommunen skal have en strategi for området i løbet af det næste år.  

Men først skal han og de kommunale ledere klædes på fremgår det.

“AI-teknologien forandrer sig så hurtigt, så vi må bare konstatere, at vi ikke ved, hvad vi vil implementere om tre år. Det er svært ledelsesmæssigt at håndtere. Vi har taget hul på det, men vi forsøger at skabe et overblik over, hvad AI er for noget, hvad er potentialet? Men det er på begynderstadiet i mit hoved. Så vi er ikke endnu rustet til at tage den her meget komplekse problemstilling ind. Det kræver noget mere end et par konferencedage,” siger Ulrik Andersen. til NB-Økonomi.   

CO-PI fyldte ti år

Center for offentlig privat innovation (CO-PI) fyldte ti år og det blev fejret. OPS-Indsigt var desværre forhindret i at deltage, men af et opslag på LinkedIn fremgår det, at de ti år blev fejret med maner.

Lone Ank, erhvervsøkonomisk direktør i Erhvervsministeriet og formand for CO-PI’s bestyrelse, sagde bl.a. i sin tale om den rejse CO-PI har været igennem:

“Hvad er det egentlig, CO-PI er sat i verden for? Ja, det er jo at finde løsninger og gøre det i fællesskab. Det er at være limen, der binder offentlige organisationer sammen, så vi kan opnå større skala allerede fra start – og dermed gøre det mere attraktivt og perspektivrigt også for private aktører at være med på rejsen.”

Lone Ank understregede, at innovation er i CO-PI’s DNA. Og har været det gennem alle 10 år:

I Odense tager endnu en omgang med leverandørerne

Hos Odense Kommune har man haft fokus på at øge innovationen gennem offentlige-private samarbejde og forsøgt sig med bl.a innovationsklausuler, fremgår det af et opslag på LinkedIn.

”Men vi har ikke fundet “the state of art” metode endnu,” skriver udbudschef Cecilie Førby.

Derfor har man efter en leverandørdag og respons fra leverandørerne besluttet at afholde endnu en workshop på Odense Rådhus, hvor man vil gå mere i dybden med formen og Odense Kommunes andel i at fremme de innovative samarbejde.

GPS til borgerens frie valg i hjemmeplejen

Regeringen har netop præsenteret en kommende reform af ældreplejen. Kodeordet er frihed. Men hvordan navigerer du som borger i markedet?

Den landsdækkende søge- og kvalitetsplatform, pleje.dk, som vi tidligere har beskrevet her på OPS-Indsigt, gik i luften den 1. marts.

Der er populært sagt tale om en ”trust-pilot”,  men modsat den vil teamet bag Pleje.dk selv stå inde for kvalitetsvurderingerne, idet de løbende vil lave kontrolopkald til et udvalg af borgere for at sikre, at de rent faktisk har benyttet den leverandør, som de har anmeldt på hjemmesiden.

Ligeledes vil de undersøge, om virksomheder og kommuner lever op til kravene om medarbejdertrivsel og økonomisk bæredygtighed.

Initiativtagerne til pleje.dk er ikke i tvivl om, at deres nye hjemmeside kan bidrage til at føre visionerne i ældrereformen ud i livet.

”Med åbningen af pleje.dk får vi et fælles implementeringsbarometer for ældrereformen, der måler temperaturen på den borgeroplevede kvalitet og på den enkelte leverandørs omstilling af plejen,” siger Esther Mørup, som er en af stifterne bag www.pleje.dk

Vil du læse resten af artiklen?

Prøv OPS-Indsigt gratis i 4 uger

Få adgang med det samme - ingen binding - ingen kreditkort 4 ugers gratis prøveperiode

Log ind