En automail fra en fratrådt chef i plejevirksomheden Attendo har fået kommunale samarbejdspartnere til at undre sig.
De er nemlig på ingen måde blevet orienteret om, at driftschefen i Danmark, Thomas Lendrell er fratrådt. Den oplysning har de først fået, da de modtager et autosvar, ved et forsøg på at komme i kontakt med Attendos danske ledelse. Her står der bl.a.:
“Thank you for your message!
I no longer work with Attendo and will therefore not be able to answer your email. Instead, please contact regional operations manager Camilla Henneryd,……”
Flere kommuner vil drøfte sagen
I Hørsholm Kommune er velfærdsdirektør Jan Dehn noget overrasket over fremgangsmåden.
”Jeg har været i kontakt med to andre kommuner i hovedstadsområdet, der har samarbejde med Attendo og vi er enige om, at vi stikker hovederne sammen, for selvom det er en privat virksomhed med egen ret til at hyrer og fyrer, så indgår de jo i et samspil med nogle offentlige samarbejdspartnere,” siger velfærdsdirektør Jan Dehn til OPS-Indsigt.
Det er ikke fordi han og hans kollegaer har behov for, at træder rundt i de problemer som Attendo måtte have internt, men han synes bare, at når der sker større rokader i private velfærdsvirksomheder, så som opsigelser på det her niveau, så bør man orientere samarbejdspartnerne.
Vil sende direkte besked fremover
Hos Attendo skriver pressechef Linda Bengtsson til OPS-Indsigt:
”Hver virksomhed i Danmark har sin lokale leder. Kontaktoplysninger for dem skal være tilgængelige på hjemmesiden. Peter Lynel er ansvarlig for vores danske drift. Malin Fredgardh, den overordnede leder af ældreplejen i hele Skandinavien, har base i Malmø.”
Hun understreger desuden, at alle berørte interessenter skal modtage direkte opdateringer, når der er ændringer i Attendos organisation. ”Hvis nogen føler, at det ikke er sket, sørger vi selvfølgelig for det fremover,” skriver hun.
Fremgangsmåden går ikke i en dansk kontekst
Flere af de kommuner OPS-Indsigt har været i kontakt med, ser frem til, at Attendo kommer med en officiel orientering.
”Det er jo ikke længe siden, at vi stod i den samme situation og ikke vidste hvem, vi skulle tale med,” lyder det.
Dengang drejede det sig om den daværende danske direktør Søren Andersen og her var der ligeledes en række kommuner og samarbejdspartnere, der ikke fik besked om, at man dengang havde opsagt direktøren og lagt om i organiseringen.
”Jeg kan heller ikke huske, at vi fik nogen som helst orientering, da direktøren pludselig trådte fra i sommers og det er ikke et godt signal, at en virksomhed bare lukker ned og sige ingenting i en dansk kontekst,” siger Jan Dehn.Læs også: Mystik om svensk plejeleverandør
Jan Dehn peger desuden på, at det her bliver bemærket på politisk niveau. ”Kommunerne har så at sige behov for en betryggelse fra Attendos side, hvor virksomheden lige forklare, hvad der er sket uden at gå i alle mulige detaljer, men samtidig udstikke en plan for hvad der efterfølgende sker og hvor kommunen så kan henvende sig,” siger Jan Dehn.
Hos Attendo svarer man på mail, at Attendo har opereret i Danmark i over 25 år. ”Vi har for nylig åbnet et plejehjem i Helsingør, hvilket betyder et engagement på mindst 20 år. Vi styrker nu opbakningen omkring den danske drift med flere ressourcer fra det centrale forretningsområde, hvilket viser vores langsigtede perspektiv.”