Skip to main content

“Der er blevet taget godt imod vores produkt, og nu har vi fået et godt tilbud fra en investor, som både har segmentet som sit kerneområde og en langsigtet investeringshorisont. Det skaber gode, stabile rammer for operatørerne og de ældre, og derfor passer salget os godt,” siger Mohamad Awad, Investment Director hos ejendoms- og bygningsudvikleren NREP.

Udtalelsen falder i forbindelse med salget af en portefølje bestående af seks friplejehjem to daginstitutioner og 23 seniorboliger til en fond under kapitalforvalteren Northern Horizon.

Salget er interessant, fordi antallet af kommuner, som har enten planer om etablering af friplejehjem eller planer om at afsøge muligheden nærmere, stiger. Det viser en undersøgelse som vi tidligere har skrevet om her på OPS-Indsigt.

Den viser bl.a., at næsten en fjerdedel inden for de seneste tre år har nedfældet deres interesse for friplejehjem i deres budgetaftaler.

 

En af de aktører der dukker op på radaren

I den offentlige debat om friplejehjem, har man for det meste fokus på plejeoperatørerne. De virksomheder som leverer ældrepleje, men på investeringssiden, byggerådgivningssiden og entreprenørsiden har flere selskaber det med at gå under radaren i den offentlige debat om friplejehjem. 

OPS-Indsigt har tidligere skrevet om, hvordan vi er ved at udvikle et marked, hvor vi får stadigt mere erfarne virksomheder udi investering og byggeri af friplejehjem der kender hinanden.

NREP er en af de ejendoms- og bygningsudviklere på friplejeboligområdet, der jævnligt er dukket op og som ganske hurtigt har skabt sig en portefølje af friplejehjem. Det er den portefølje, som nu er solgt til Northern Horizons fjerde plejehjemsfond, der har en samlet investeringskapacitet på 4,8 mia. kr. 

Prisen for NREP´s portefølje er ukendt, men plejehjemsfonden oplyser i en pressemeddelelse, at den har fokus på nye bygninger i Norden, der er optimeret til plejehjemsdrift og seniorboliger og omfatter i forvejen 17 aktiver i Norden. 

Investeret i over 100 plejehjemsbygninger

Northern Horizon har siden 2007 været en pioner inden for plejehjemssektoren, hvor man har investeret i mere end 125 plejehjemsbygninger i Norden. Der er altså tale om erfaren investor inden for friplejehjem i Norden, hvor den nye portefølje med de seks friplejehjem, to daginstitutioner og 23 seniorboliger repræsenterer en mulighed for at cementere deres position i Danmark.

”Vi er meget begejstrede for handlen, der er den største plejehjemstransaktion på det danske marked nogensinde. Aftalen er meget attraktiv for os, bl.a. fordi aktiverne passer godt til vores investeringsstrategi. De har en rigtig god beliggenhed i vækstbyer, de er enten nyopførte eller under etablering, og så har de en høj klima- og ESG-standard,” siger Kasper Wehner, der er Co-Fund Manager i Northern Horizon til OPS-Indsigt.Han understreger, at det er NREP der færdiggør de igangværende byggerier. Det betyder, at Northern Horizon først overtager eksempelvis plejehjemmet Fribo Greve, når byggeriet står færdigt og plejeoperatør og beboere flytter ind i sommeren og efteråret 2023.

Vil fortsat opsøge kommuner mhp at bygge friplejehjem

Det er værd at bemærke, at NREP på lige godt fire år har vist sig aktiv i ikke mindre en fem plejehjemsbyggerier og det er mere end nogen kommune i Danmark inden for samme tidsperiode.

Men selvom NREP lige har solgt hele sin portefølje af friplejehjem, så agter man at fastholde interessen og specialekendskabet for at udvikle nye friplejehjem i fremtiden.

”Vores interesse for nye projekter er uændret, og vi vil fortsat opsøge samarbejder med kommuner om nye friplejehjem – både som enkeltstående projekter og i særdeleshed som led i større udviklingsprojekter. Dermed forventer vi fortsat at ville levere de fysiske rammer for kvalitetspleje og -omsorg, ligesom vi vil gøre det med en fortsat skærpet miljø- og klimaprofil,” siger Mohamad Awad.Der er dermed ikke utænkeligt, at det ikke er sidste gang, at Northern Horizon køber et friplejehjem som NREP har udviklet og bygget.

Porteføljeoversigt

Her er den portefølje som Northern Horizon har overtaget fra NREP og som de ønsker at udvide

  1. Fribo Holte (Plejeoperatør Altiden)
  2. Plejehjemmet Ida Marie, Odense (Plejeoperatør Mariehjemmene)
  3. Plejehjemmet Magdalena Marie, Sorø (forventet overdragelse juni 2023)  (Plejeoperatør Mariehjemmene)
  4. Fribo Greve + daginstitution (forventet overdragelse september 2023)(Plejeoperatør Altiden)
  5. Plejehjemmet Helene Marie, Helsinge + 23 seniorboliger, Hasselhøjen Helsinge (forventet overdragelse december 2023) (Plejeoperatør Mariehjemmene)
  6. Friplejehjem, Kolding + daginstitution (forventet overdragelse maj 2025) (Plejeoperatør Mariehjemmene)

Som det fremgår har fire ud af de seks plejehjem sammen plejeoperatør, nemlig Fonden Mariehjemmene.

Vil du læse resten af artiklen?

Prøv OPS-Indsigt gratis i 4 uger

Få adgang med det samme - ingen binding - ingen kreditkort 4 ugers gratis prøveperiode

Log ind

Leave a Reply