Skip to main content

Med tirsdagens valgresultat er der langt fra sat punktum i den dynamik og spænding, de sidste fire ugers valg har lagt op til.

Rød blok har ganske vist vundet første stafet i dronningerunden og kan med nød og næppe kalde valget en sejr, men den er baseret på et spraglet grundlag fra den yderste venstrefløj til det nordligste Grønland. – Og udfordringerne for det danske velfærdssamfund står så meget i kø, at det kræver, at man mere end blot taler om at se hen over midten. – Det kræver en reformregering, lyder det fra flere partiledere.

Politiske reformer har det karakteristika, at de for det meste kræver, at man kan gå på kompromis og ikke er for fundamentalistisk, hvad enten det drejer sig om minimumsnormeringer, grøn omstilling og infrastruktur eller det frie valg, som det ser ud i dag.

De næste uger i dansk politik vil derfor vise om, der er tale om en løfteraket eller en fuser, holdt nede af valgflæsk og manglende evne til at hæve sig i helikopteren og indgå kompromisser, der også kan ende med at skære en bid af enkeltpartiernes mærkesager i en potentiel samlingsregering hen over midten.

Brug for en reformregering

Det politiske spil er altså fortsat i gang, men hos erhvervsorganisationerne står hverdagens udfordringer tinderne klart, når en ny regering engang er fundet.

Vi har kriser, som krig, klima, inflation, energi og manglen på arbejdskraft, som ikke stopper deres fremmarch medens de på Christiansborg forsøger at sammensætte den næste regering. I den seneste valgperiode er arbejdsudbuddet kun vokset med 1700 personer ifølge Dansk Erhverv. 

”Det har været som at skyde med en lille vandpistol på et brændende bål. En ny regering må og skal gøre det til sin primære opgave at håndtere manglen på arbejdskraft, så der er hænder og hoveder i fremtiden til at styrke vores velfærd, vores virksomheder og den grønne omstilling. Så Danmark reelt kan mere,” siger administrerende direktør Brian Mikkelsen i en kommentar.

Kort sagt: Danmark har brug for en reformregering og ifølge Brian Mikkelsen skal en ny regering forpligte sig til at øge arbejdsudbuddet med mindst 50.000. 

Et modigt og samarbejdende folketing

Hos Dansk Industri er budskabet det samme som hos Dansk Erhverv:

”Først og fremmest skal vi sikre, at vi har hænder og hoveder til alt det, vi gerne vil, og derfor bør en hver ny regering hæve arbejdsudbuddet med 50.000 personer i denne valgperiode. Det bør med i regeringsgrundlaget. Og jeg håber inderligt, at den nye regering vil handle på det meget snart,” siger administrerende direktør Lars Sandahl Sørensen i en kommentar.

Han peger på, at det kræver et samarbejdende folketing med høje ambitioner, der har modet til de nødvendige reformbeslutninger. 

”Danmark står på et sårbart sted i historien. Vi kan ikke længere tage de gode tider for givet. De nyvalgte politikere har med en ansvarlig politik muligheden for at lægge grundstenen til et fortsat velstående, balanceret og unikt Danmark. Men det kræver beslutsomme, modige og handlekraftige politikere,” siger Lars Sandahl Sørensen.

Bemærk her, at han peger på mod – og mod handler netop om at kunne se ud over sine egne mærkesager.

Ingen sektor har patent på den rigtige løsning

Vi skal med andre ord have reformeret vores samfund i det format vi kender det, hvad enten det drejer sig om arbejdsmarkedet, uddannelsessektoren, sundhedsvæsnet osv. Altså den samlede offentlige sektor så det bliver enkelt og attraktivt for virksomhederne at investere i fx digitalisering, grøn omstilling og udvikling.

Men når vi reformerer, skal vi hele tiden have for øje, at ingen sektor har patentet på den rigtige løsning. 

Kodeordet, for de reformer der måtte komme, er samarbejde.

”Hvis vi skal styrke og udvikle vores velfærdssamfund, så er det dybt nødvendigt med et tættere samarbejde mellem det offentlige og det private. Opgaven med at sikre velfærdssamfundet kan kun løftes i fællesskab,” siger Brian Mikkelsen.

Han mener desuden, at Danmark oven i alle de andre reformer der banker på, også har brug for en frihedsreform, der skal sikre frit valg på hele velfærdsområdet.

Vil du læse resten af artiklen?

Prøv OPS-Indsigt gratis i 4 uger

Få adgang med det samme - ingen binding - ingen kreditkort 4 ugers gratis prøveperiode

Log ind

Leave a Reply