På et stort pressemøde før skolernes efterårsferie fremlagde alle partiledere i blå blok et udspil om mere frit valg.
Lanceringen af mere frit valg endte i nogen forvirring, da det blandt andet tog en afstikker i medierne, der handlede mere om og tørklæder, mandlige og muslimske sosu-hjælpere samt borgernes ret til at vælge en hjemmehjælper fra. En problemstilling der ifølge BT ikke fylder eller genkendes hos de fleste kommuner.
Men forvirringen sluttede ikke med debatten om tørklæder, religion og køn.
På pressemødet foreslog de seks partier blandt andet, at alle kommuner skulle have mindst et friplejehjem for at øge det frie valg mellem private og kommunale plejehjem. OPS-indsigt har tidligere afdækket, at kun 40 kommuner har et friplejehjem og mange af fremtidens ældre ønsker netop et ikke-kommunalt plejehjem.
Friplejehjem – Valgbluf og matematik
Budskabet om at man politisk vil have friplejehjem i alle kommuner fik nemlig borgmester Kasper Ejsing Olesen (S) i Kerteminde Kommune op af stolen med en udtalelse i NB-Økonomi om, at det i bedste fald var et valgbluf og i værste fald en bombe under den kommunale økonomi.
”Jeg kalder det valgbluf og en udfordring for kommunernes økonomi, hvis vi hele tiden skal have to muligheder,” sagde han til NB-Økonomi med henvisning til, at man med blå-bloks forslag ville havne i den situation, at kommunerne konstant skulle have ledige boliger (i tomgang), for at opretholde et frit valg mellem et kommunalt eller et privat plejehjem (friplejehjem).
Det gav mange reaktioner her på redaktionen, da vi gengav artiklen blandt andet i form af en replik fra direktøren for plejevirksomheden Attendo, Søren Andersen. Og som flere påpegede, ”vi mangler vist noget oplysning om begrebet `ledige boliger´ i plejehjemssektoren”.
Med udgangspunkt i at den gennemsnitlige tid en borger bor på et plejehjem, er 2 – 2,5 år, beregnede Søren Andersen, at et plejehjem med 72 pladser har cirka 3 boliger ledige pr. måned.
”Så hvis vi nu antager, at der i en kommune er et friplejehjem med 72 pladser og et kommunalt plejehjem tilsvarende med 72 pladser, så bliver der hver måned 6 ledige pladser at vælge imellem,” skrev han.
Med andre ord der er jævnligt plejehjemspladser ledigt, så borgmesteren i Kerteminde behøver ikke, at være bekymret for mere tomgangshusleje end ellers ved flere friplejehjem, forudsat at borgerne ønsker en plads på plejehjem, hvor der kommer en ledig bolig.
Og så skulle man synes, at den forvirring ryddet lidt af vejen, men hvor møder vi iøvrigt det frie valg i velfærden?
En af forklaringerne på forvirringen omkring borgerens frie valg skyldes måske, at vi ved for lidt og vi som borgmesteren i Kerteminde taler ud fra vores egen optik og oplevelse, når vi går ind i debatten.
Frit-valgs-ordningerne er uensartede
Borgerens fire valg af en privat leverandør til leveringen af en velfærdsydelse frem for en offentlig er på ingen måder ensartet og skåret over helt samme læst.
Vi har fem områder med frit valg som står rimeligt skarpt. 1) Frit valg af sygehus, 2) Frit valg af plejehjem, 3) Frit valg af hjemmepleje, 4) Frit valg af dagtilbud og 5) Frit valg af børnetandlæge.
I en anden artikel her på sitet gennemgår vi de fem frit-valgs-områders opståen og forankring. Gennemgangen tegner mest af alt et kludetæppe af forskellige modeller udviklet over de seneste små 25 år.
Det bliver blandt andet tydeligt, at frit valg af plejehjem ikke alene handler om friplejehjem, men lige så meget om borgerens ret til ikke at være stavnsbundet til den oprindelige bopælskommune. Altså det at kunne vælge et plejehjem i en anden kommune. Noget der var vanskeligt for tyve år siden.
Lovgivningen omkring det udvidede frie sygehusvæsen illustrerer, hvordan man fra lovgivers side har anskuet den private sektor som en buffer af kapacitet, når det offentlige ikke slår til. Anderledes ser det ud, når man dykker ned i lovgivningen omkring borgerens frie valg af hjemmepleje.
Blandt overraskelserne finder vi, at der ikke noget lovkrav om en kommunal leverandør af hjemmepleje, men derimod et krav om mindst to leverandører, hvoraf den ene kan være kommunal.
Endelig illustrerer gennemgangen, at egen- og merbetaling i forbindelse med fx børnetandplejen og valg dagtilbud er en integreret mulighed for egenbetaling. Der er ikke som på hjemmeplejeområdet ikke tale tilkøb af flere ydelser, men om selvbetaling for dele af ydelser, der ellers er gratis, hvis man vælger en kommunal løsning.
