Tænk hvis en ”ildpause” i den politiske fløjkamp mellem det offentlige og det ikke-offentlige kan bruges til, at gentænke socialområdet hen over midten, så lederens fokus bliver kampen for mennesker, der har brug for hjælp, skriver direktøren ved Fonden Startskuddet i en refleksion efter valget.
Af Jacob Føns Lomholt, Direktør ved Fonden Startskuddet
Demokratiets festdag er overstået for denne gang. Efter en lang og til tider uhyre spændende valgnat skal et nyt folketing sammensættes. ”Hen over midten”, har det lydt. En kongelig undersøger er fundet, og snart vil det vise sig, om det nye folketing kan mønstre en bæredygtig konstruktion, der er i stand til at gennemføre de reformer, som de fleste er enige om, vi behøver. Og som kan samle os.
I mit sind krydser jeg fingre for, at de seneste 3 års indædte kamp imod ikke-offentlige tilbud fra den nu tidligere regering og støttepartier endelig er slut. Selvejende, fondsejede, ApS’er og enkeltmandsselskaber har været i bad standing hos den hidtidige regeringsmagt. Ad flere omgange har vi set forhandlingsudspil, der baserer sig på en præmis om, at de ”private” tilbud er enten dyre, dårlige eller grådige – eller det hele på samme tid.
Med min 20-årige erfaring på et sociale område står det klart for mig, at langt de fleste af disse tilbud er stiftet af ildsjæle, der ganske enkelt ikke kan lade være. Folk der er drevet af en trang til at gøre en forskel for nogle mennesker, der ikke fik den rigtige hjælp. Folk, der opsat på slet og ret at være bedre, eller at praktisere en anden pædagogisk tilgang, en mere smidig tilgang eller en særlig specialisering.
Disse ikke-offentlige tilbud har gang på gang måtte forsvare sig med sektorens klare styrker såsom taksttransparens, social og pædagogisk innovation samt evnen til ofte at kunne løse opgaver, som kommunerne helst er foruden eller ikke har kapacitet til.
Lad os få en ”ildpause” i den politiske fløjkamp
Det er en frugtesløs og nyttesløs debat at diskutere, hvem der er bedst. Og den bliver ikke mere meningsfuld af de smæderier eller personforfølgelser, som medierne ofte bidrager med, når en ny enkeltsag skæres til for at blive omsat til klik, likes og delinger.
Kampen mellem det offentlige og det ikke-offentlige er en ideologisk kamp, som dyrker uenighed og forskellighed. Den skaber afstand og ikke løsninger, hvilket er paradoksalt, når man tænker på den opgave, begge ”lejre” er sat i verden for at løse.
Om lidt har vi forhåbentlig en regering, der rækker hen over den ideologiske midte. Tænk hvis denne ”ildpause” i den politiske fløjkamp kunne bruges til at gentænke situationen på det sociale område.
En fælles offentlig-privat indsats, der hjælper til et værdigt liv
Kunne en ny sammenhængs-regering bidrage med et krav om en bedre sammenhæng i indsatsen for mennesker, der har brug for hjælp og støtte i hverdagen? Hvor det ikke er ejer- eller selskabsformen, der er afgørende. Men resultaterne. En fælles offentlig-privat indsats, hvor fokus er at skabe trivsel og udvikling, der reelt hjælper vores medmennesker til et værdigt liv. Hvor vi tænker på dem og deres behov først. Og på ideologier sidst.
Jeg drømmer om en fremtid, hvor mit altovervejende fokus som leder kan være i kampen for de mennesker, som har brug for vores hjælp. Hvor socialtilsyn, organisationer og offentlige og private tilbud inspirerer hinanden til at blive bedre, hele tiden. Og hvor lovgiverne kæmper på borgernes vegne om at skabe de bedste rammer for hele området og kappes om at vise succeserne frem.
De findes derude, succeserne, men vi kan skabe mange flere, hvis vi står sammen om opgaven. Hen over midten, på tværs af ideologier. Langsigtede løsninger hviler bedst på et bredt samarbejde. Det gælder også for de tusindvis af borgere i landet, som er afhængige af vores hjælp.
