Omkring 2000 handicappede borgere er havnet i det, der af Dansk Erhverv og Handicapbranchen Danmark beskrives som et postnummerlotteri. Det handler blandt andet om kommunernes meget varierede beregning af administrationsomkostningerne ved at drive det, man har kaldt kronjuvelen i dansk socialpolitik, den såkaldte BPA-ordning (Borgerstyret Personlig Assistance).
Helt konkret er der risiko for, at handicappede borgere, der bevilliges en BPA-ordning falder mellem to stole og reelt ikke kan få deres ordning administreret. Konsekvensen af dette er, at de er overladt til kommunens punktpleje og ikke kan leve det liv, der var intentionen bag BPA-ordningen.
Det kan eksempelvis ske, hvis borgeren bor i en af de kommuner, hvor administrationsbidraget til at drive ordningen gør, at det firma der skal drive ordningen for borgeren, skal have penge med på arbejde. Resultatet af dette er, at virksomheden trækker sig fra markedet, eller som en leverandør udtrykker det overfor OPS-Indsigt. ”der er ganske enkelt kommuner, vi ikke vil lave aftaler med.”
Dødens gab
Det kan lyde lidt barokt, men er ikke desto mindre virkeligheden for en række private aktører på det her marked.
LOBPA, som er en af de større aktører, beskrev på konferencen ”hjælperordninger under pres”, hvordan kommunernes administrationsbidrag er faldet igennem de sidste syv år. Samtidig er KL`s løn- og prisindeks steget lige så meget, som administrationsbidraget er faldet ude i kommunerne.
Flere i branchen betegner det indekserede fald som `dødens gab´. ”Det kan ganske enkelt ikke blive meget billigere,” sagde direktør for LOBPA, Michael Graatang på konferencen og han bakkes op af fagforbundet FOA.
”Når det kommer til at administrere de her ordninger, er det virksomheder som LOBPA, der må bære et kors, for her skønner kommunerne frit, hvad det er de skal have i betaling,” siger Jakob Bang, der er forhandlingschef i FOA.
Arbejdsgiverperspektiver er forsvundet
Hos Dansk Erhverv og Handicapbranchen Danmark, finder vi den samme frustration som hos LOBPA og FOA.
”Lige nu er det et postnummerlotteri, der afhænger af den økonomi, som den enkelte kommune er villige til at ligge i denne ordning. Mange kommuner har ganske enkelt ikke forstået, at lønnen for handicaphjælperne ikke er den eneste udgift ved det her område,” siger velfærdschef i Dansk Erhverv, Troels Yde Toftdahl til OPS-Indsigt.
Han oplever, at kommunerne ganske enkelt har svært ved at se, at der er kan være nogle arbejdsgiveromkostninger forbundet med denne ordning.
Minder om social dumping
Men det er ikke kun i forhold til arbejdsgiverdelen, at kommunerne tilsyneladende har svært ved, at få tingene til at hænge fornuftigt sammen, for den måde kommunerne håndtere ordningen giver også frustration på lønmodtagerside.
BPA-områdets 10.000 ansatte er nemlig reelt ikke er underlagt den såkaldt Danske Model, hvor det er arbejdsgiverne og lønmodtagerne repræsenteret ved henholdsvis arbejdsgiverorganisationerne og fagforeningerne, som aftaler løn- og arbejdsvilkår i overenskomster.
”Jeg vil gå så langt som til, at på andre områder ville man kalde det her social dumping,” siger Jakob Bang i et interview med NB-Social.
Her peger han blandt andet på, at BPA-området har udviklet sig til et spare-klondike, hvor det er kommunernes bevillingsniveau, der sætter rammerne for løn- og ansættelsesvilkårene for handicaphjælperne.
BPA-området er formodentligt det eneste område, hvor løn og arbejdsvilkår ikke aftales direkte mellem arbejdsgiver og arbejdstagerorganisationerne og det gør det særligt interessant og er medvirkende årsag, til, at Jakob Bang sammenligner tilstanden med social dumping.
Situationen er nemlig den, at kommunerne ifølge Jakob Bang botaniserer i FOA`s overenskomster på en måde, hvor de kun tager det ud som passer til deres kommune. En slags cherry picking.
”Eksempelvis selvom vores overenskomst siger fuld løn under sygdom, så er der nogle kommuner, der siger det kan I godt få, men kun inden for et eller andet loft. Det vil sige, man tildeler overenskomsten sine egne lokale regler og hele tiden for at spare,” siger Jakob Bang.
I perspektiv af begrebet social dumping, er det værd at bemærke, at kommunerne ofte er de samme myndigheder, der farer hårdt frem, hvis det for eksempel gælder arbejdsforhold i metrobyggeriet, større skolebyggerier eller hele sagen om Nemlig.com.
Ønsker en takstmodel
FOA og Dansk Erhverv har i flere år gjort fælles sag i forhold til BPA-området og henvendt sig til skiftende ministre, men indtil nu er der ikke sket noget.
”Uden hjælp fra ministeriet i forhold til at få opsat nogle hegnspæle for den nødvendige grundøkonomi i de her ordninger, så kommer vi ikke videre. Det hjælper ikke, at vi fortsætter med at kæmpe fra kommune til kommune, for så ved vi godt, hvem der trækker de korteste strå. Det bliver borgerne og hjælperne,” siger Troels Yde Toftdahl.
Helt konkret vil Dansk Erhverv, Handicapbranchen Danmark og FOA allerhelst have, at kommunerne blot fulgte den gældende overenskomst på ældreområdet. Da det tydeligvis ikke sker, vil de tre organisationer i mangel af bedre gerne have en takstmodel, hvorefter man præcist og konkret kan udmåle dels løn for de ansatte hjælpere dels et fast administrationsbidrag, som dækker de naturlige omkostninger ved at være arbejdsgiver.
”Fra andre områder som frit valg i ældreplejen, er der trods alt regler, som siger, at kommunerne ikke må afregne leverandørerne, billiger end deres egen omkostning, men det må man altså gerne på handicaphjælperområdet,” siger Jakob Bang.
Han konstaterer nøgternt, at på det her område må en kommune gerne afregne leverandøren som om, man kan administrere gratis.
Risiko for klondike-virksomheder
Både Dansk Erhverv og FOA er bekymrede for, at udviklingen kan bide sig selv i halen, hvis ministeren ikke skrider ind.
På den ene side har du en arbejdsgiver, der som medlem af en arbejdsgiverorganisation har ordnede forhold overenskomstmæssigt og på den anden side har du en myndighed, der som indkøber (kommunerne) sætter pris og lønkrav så lavt, at arbejdsgiver står mellem valget om at bryde almindelige overenskomstforhold eller trække sig fra markedet.
OPS-Indsigt har talt med flere velfærdsvirksomheder, der har valgt at trække sig fra denne del af markedet, af netop de årsager som FOA og Dansk Erhverv påpeger og her er betragtningen, at der mange steder kun er plads til klondike-virksomheder uden for det almindelige overenskomstmæssige regi, ”og det giver jo en risiko for nogle kedelige sager,” konstatere flere.
