Erhvervslivets ønsker til nyvalgte: Arbejdskraft og infrastruktur

Del artiklen:
Mangel på arbejdspladser, lange ventetider på byggesager og bedre fremkommelighed på veje er noget af det, som erhvervslivet efterspørger til landets nyvalgte byrådsmedlemmer.
Mangel på arbejdspladser, lange ventetider på byggesager og bedre fremkommelighed på veje er noget af det, som erhvervslivet efterspørger til landets nyvalgte byrådsmedlemmer. - Foto: Linda Kastrup/Ritzau Scanpix (arkiv)

Øverst på listen over erhvervslivets ønsker til kommunerne er bedre infrastruktur, transport og mere arbejdskraft. Det viser ny undersøgelse fra Dansk Industri.

Af Christina Yoon, Journalist, christina@nb-medier.dk

Erhvervslivet er efter kommunalvalget klar med en liste over ønsker til de mange nyvalgte byrødder i landets 98 kommuner. Deres førsteprioritet er infrastruktur og transport. Men skarpt fuldt op af arbejdskraft.

Det er blandt andet sådan noget som trængsel på vejene, der har en betydning for det lokale erhvervsliv. Det skal være nemt at hente og aflevere børn. Men det er også manglen på arbejdskraft, som lige nu kan ses som øverste prioriteter hos de adspurgte virksomheder.

Næsten 7800 virksomheder er blevet bedt om at komme med to prioriteter til Dansk Industris (DI) analyse. Udover transport og arbejdskraft, kunne virksomhederne også godt tænke sig, at kommunerne gjorde brug af flere private leverandører, og at der var kortere sagsbehandlingstider.

“Det gælder ikke mindst ventetiderne i byggesager. I den seneste valgperiode er behandlingstiderne i byggesager steget fra 36 til 52 dage i gennemsnit,” fortæller Anders Søndergaard Larsen, der er medlemsdirektør i DI i undersøgelsen.

Der kan ifølge Anders Søndergaard Larsen være mellem 4-192 dages ventetid på byggesager, alt efter hvilken kommune, man søger byggetilladelse hos. Det har virksomhederne svært ved at forstå. 

Skal man følge prioriteterne, er der masser af ønsker fra erhvervslivet, man som kommunalpolitiker kan tage hul på. Deres ønsker spænder bredt fra grøn udvikling til uddannelse og fokus på skatter og afgifter.