Det bliver dyrere for kommunerne at anbringe borgere på institutioner, som ligger i andre kommuner. Det er en konsekvens af en lille, men vigtig ændring i regeringens reform af den kommunale udligning. Formanden for Plejefamiliernes Landsforening, Thomas Vorre, frygter, at de nye regler vil få kommunerne til at fravælge de bedste løsninger for anbragte børn, som oftest ligger i en anden kommune.”Kommunerne tænker to-tre år ud i fremtiden i bedste fald, men med et barn skal man jo tænke 20-25 år ud i fremtiden.” Regeringens vil med sit udspil til udligningsreform ændre opgørelsen af folketallet, som afgør, hvor mange penge en kommune får i udligning. Kommunen får ikke alene tilskuddet for de borgere, som har bopæl i kommunen, men også for de borgere, som man har anbragt på institutioner i andre kommuner. Tilskuddet er en del af det såkaldte aldersbestemte udgiftbehov, som udgør cirka to tredjedele af kommunernes udligning.Dermed følger tilskuddet altså den kommune, som har udgiften. I dag er der i alt 27.596 borgere, som bor i en anden kommune end den, der har betalingsforpligtelsen til dem. Tilskuddet er afhængig af, hvor store udgifter kommunerne i gennemsnit har i de enkelte aldersgrupper. Et barn mellem seks og 16 år udløser udløser eksempelvis cirka 75.000 kroner årligt.Thomas Vorre understreger vigtigheden af, at man kan flytte borgere mellem kommunegrænser: “Det er meget forskelligt, hvor den rigtige plejefamilie er, så man bliver tit nødt til at finde en familie udenfor den kommune, hvor barnet bor.”Regeringens forslag betyder, at der oprettes en slags grænsebetaling på at flytte borgere til andre kommuner, fordi man ikke blot skal betale for anbringelsen, men også skal overgive sine indtægter fra det demografiske udgiftsbehov til den anden kommune. Denne ændring kan altså have skadelige konsekvenser for både borgernes velfærd, men også for samfundet som helhed, hvis kommuner fravælger tilbud i andre kommuner, fordi det koster for mange penge at flytte dem. Det gælder i særlig grad, hvis man i andre kommuner har bedre eller billigere tilbud, som det nu ikke længere kan betale sig at benytte.
Kortssigtede løsninger med langsigtede konsekvenser
Efter de normale økonomiske teorier vil ændringen i udligningen give kommunerne et økonomisk incitament til at flytte mange af de 27.596 betalingsborgere til lokale tilbud, uanset om de er dyrere eller dårligere. Thomas Vorre er derfor skeptisk overfor denne ændring:”Barnets behov burde række udover nogle økonomiske tænkninger, så det er da klart en problemstilling, som skal italesættes i denne forhandlingsfase”Derudover mener han, at regeringen måske har glemt at overveje alle eventualiteter i forbindelse med ændringen af opgørelsen, og det ærgrer ham, hvis det bliver endnu dyrere for kommunerne at anbringe børn udenfor kommunegrænsen. Han understreger samtidig, at de bedste plejefamilier ofte er i andre kommuner, og særligt flytningen fra bykommuner til landkommuner er vigtig for at give børnene de bedste vilkår.
Anbringelse er allerede dyrt
Allerede i dag er det dyrt for kommunerne at flytte borgere til andre kommuner, fordi man mister indtægter fra den tredjedel af den kommunale udligning, som styres af de såkaldte socioøkonomiske udgiftsbehov. Her er det 11 ud af 14 nuværende kriterier, som bestemmes af bopælsfolketallet. Kun kriterierne “Børn af enlige forsørgere”, “Enlige på 65 og derover” og “Befolkningstilbagegangskriterium” opgøres af betalingskommune. Opgørelsen af de socioøkonomiske kriterier fortsætter som hidtil, med undtagelse af befolkningstilbagegangskriteriet, som bliver en del af det demografiske udgiftsbehov, og dermed bliver bestemt på bopælsfolketallet. Derfor mister kommunerne allerede i dag en stor del af den indtægt, de har fået fra de socioøkonomiske kriterier, når de flytter en borger til en anden kommune. Med omlægningen af folketalsopgørelsen bliver det endnu dyrere.Social- og Indenrigsministeriet begrunder i et svar til Folketingets partier 19. februar ændringen med en frygt for, at kommunerne manipulerer med tallene:”Det er således vurderet, at der kan være en risiko i forhold til påvirkeligheden og kvaliteten af oplysninger om betalingskommune, da de er baseret på kommunale registreringer, som alene anvendes til udligningsformål.”Udligningseksperterne fra Dataproces sår dog tvivl om denne begrundelse. De mener, at det netop er opgørelsen på betalingsborgere, som sikrer, at der er overensstemmelse mellem faktiske udgifter og udgiftsbehovet i den kommunale udligning. Det var netop for at sikre denne overensstemmelse, at Folketinget indførte betalingsfolketallet i 1984, hvilket du kan læse om i vores historiske gennemgang her på NB-Økonomi.Se her, hvor stor forskel der er mellem kommunernes betalingsfolketal og bopælsfolketal i tabellen under artiklen:
