Når Vejle Kommune fra 1. juni 2027 skal have nye aftaler om privat hjemmepleje og helhedspleje, skal borgerne fortsat kunne vælge mellem to private leverandører og kommunens egen hjemmepleje.

Det er et bevidst valg, som kommunen begrunder med ønsket om at sikre borgerne et reelt frit valg – også mellem private leverandører.

Det fremgår af en politisk sag, som Seniorudvalget behandlede i juni som led i forberedelserne til det udbud, der nu er offentliggjort. Her skriver Velfærdsforvaltningen:

“Valget af minimum to private leverandører skal sikre, at borgeren har et reelt alternativ, hvis den ene private leverandør ikke matcher borgerens behov og give borgeren mulighed for at skifte leverandør uden at skulle vælge den kommunale hjemmepleje som eneste alternativ.”

Dermed går Vejle Kommune videre end blot at sikre borgerne valget mellem en kommunal og en privat leverandør.

Kommunen har allerede to private hjemmeplejeleverandører, SundPlejen og Luksuspleje, hvis nuværende kontrakter udløber ved udgangen af maj 2027. Og ifølge Vejle Kommune modtager 630 borgere i dag hjælp fra en af de to private leverandører.

Sygeplejen kan komme med senere

Et særligt element i det nye udbud er, at kommunen har forberedt kontrakten på, at almen sygepleje senere kan blive en del af helhedsplejen. Det fremgår af et skriftligt svar til OPS-Indsigt.

“Den udbudte aftale er forberedt til at almen sygepleje kan indgå i aftalen. Kvalitetsstandard var ikke kendt på offentliggørelsestidspunktet, og derfor er ydelsen ikke beskrevet. Der er indsat en ændringsklausul, som åbner for at almen sygepleje bliver en del af aftalen,” oplyser kommunen.

Kommunen tilføjer, at håndteringen af denne usikkerhed har været drøftet med markedet. Det betyder, at de private leverandører skal afgive tilbud på en kontrakt, hvor en del af det fremtidige opgaveindhold endnu ikke er endeligt beskrevet.

Ændringsklausulen giver mulighed for senere at udvide aftalen med almen sygepleje.

Prisen vægter 70 procent

Det nye udbud har en anslået kontraktværdi på 156 mio. kr. over seks år og en maksimal rammeværdi på 234 mio. kr. og her er det interessant at prisen vægter 70 procent i evalueringen, mens kvalitet vægter 30 procent.

OPS-Indsigt har spurgt kommunen om baggrunden for denne vægtning, der betyder, at prisen får væsentligt større betydning end kvaliteten ved udvælgelsen af de kommende leverandører.

“70/30 vægtningen afspejler, at der er stillet høje minimumskrav til de udbudte ydelser. Seniorudvalget har sat retning på udbuddet, og har ikke haft kommentarer til vægtningen,” oplyser kommunen.

Dermed begrunder Vejle den høje prisvægtning med, at leverandørerne på forhånd skal opfylde en række kvalitetskrav i kvalitetsstandarderne.

I den politiske sag fra juni fremhæver forvaltningen blandt andet, at udbuddet skal fastlægge klare krav til faglig kvalitet, kompetencer og organisering. Desuden skal leverandørerne kunne indgå i helhedsplejeforløb, faste teams og tværfagligt samarbejde.

Kommunen bekræfter samtidig, at kvalitetskriterierne er ændret i forhold til det tidligere udbud for at tilpasse den nye kontrakt til ældrelovens krav. Det fremgår dog ikke af svaret, hvilke konkrete ændringer der er foretaget.

Nye leverandører skal være klar til juni

Seniorudvalget blev i juni orienteret om forberedelserne til udbuddet og ifølge den oprindelige tidsplan skulle udvalget efterfølgende drøfte værdier og politisk retning i august og fastlægge retningen i september.

Den efterfølgende behandling er sket på lukkede dagsordener. Kommunen oplyser nu, at Seniorudvalget har sat retningen for udbuddet uden at have bemærkninger til den valgte vægtning mellem pris og kvalitet.

Tilbudsfristen er den 20. november 2026, og kontrakterne skal efter planen træde i kraft den 1. juni 2027.

Dermed skal kommunen i de kommende måneder udvælge de to private leverandører, som fremover skal stå for den private del af hjemmeplejen.

Det er endnu uvist, om de nuværende leverandører vil byde på kontrakterne.

For de 630 borgere, der i dag har valgt privat hjemmepleje, bliver resultatet afgørende for, hvilke leverandører udover kommunen, de kan vælge mellem fra næste sommer.

Vil du læse resten af artiklen?

Prøv OPS-Indsigt gratis i 4 uger

Få adgang med det samme - ingen binding - ingen kreditkort 4 ugers gratis prøveperiode

Log ind