Fra 2027 får regionerne årligt 200 mio. kr. til at udbygge behandlingen i borgernes eget hjem. Pengene skal blandt andet bruges til mere intravenøs behandling og diagnostik i hjemmet samt til at gøre assisteret hjemmedialyse tilgængelig i alle sundhedsråd fra begyndelsen af 2028.
Det fremgår af en ny aftale mellem regeringen, Danske Regioner og KL om hjemmebehandling og retten til digitale sundhedstilbud.
Aftalen er endnu et skridt i gennemførelsen af sundhedsreformen. Men den bliver også startskuddet til en vigtig diskussion om, hvem der skal udvikle og levere de løsninger, som skal gøre det muligt at flytte mere behandling ud af hospitalerne.
Regionerne skal ikke opbygge særskilte hjemmebehandlingsteams. I stedet skal de 200 mio. kr. bruges til at udbygge hjemmebehandlingen i sammenhæng med blandt andet akutsygeplejen, som regionerne overtager ansvaret for den 1. januar 2027.
Private løsninger nævnes – men kort
For private sundheds- og teknologivirksomheder er aftalen både en åbning og et ubesvaret spørgsmål.
Det fremgår udtrykkeligt, at regionerne kan indgå offentligt-private samarbejder om opgaverne, hvor det er relevant. Aftalen beskriver imidlertid ikke nærmere, hvordan virksomhedernes behandlingskapacitet, teknologi eller dokumenterede løsninger skal bringes ind i den lokale udbygning.
Det hæfter Dansk Erhverv sig ved og bakker op om mere hjemmebehandling, men efterlyser mere konkrete rammer for samarbejdet mellem det offentlige og virksomhederne.
“Vi er glade for, at offentlig-privat samarbejde er nævnt i aftalen, men vi havde gerne set, at det fyldte mere,” siger Katrina Feilberg, branchedirektør for Sundhed og Life Science i Dansk Erhverv i et nyhedsopslag.
Ifølge Dansk Erhverv findes der allerede virksomheder med teknologi og erfaringer, som kan anvendes til hjemmebehandling, hjemmemonitorering og diagnostik. Organisationen advarer derfor mod, at regioner og sundhedsråd hver især udvikler nye lokale løsninger, hvis brugbare løsninger allerede findes på markedet.
Ny lov skal udvide offentlig-offentligt samarbejde
Et særligt opmærksomhedspunkt er, at aftalen ikke alene fordeler penge og udpeger nye indsatser. Den varsler også ny lovgivning om samarbejdet mellem regioner og kommuner.
Sundhedsministeren planlægger i første kvartal 2027 at fremsætte et lovforslag, der skal skabe yderligere muligheder for, at de to myndighedsniveauer kan løse sundhedsopgaver sammen.
Aftalen peger konkret på horisontale samarbejdsaftaler. Modellen kan eksempelvis bruges, hvis den kommunale sygepleje udfører den sundhedsfaglige indsats hjemme hos borgeren, mens sygehuset stiller lægemidler, udstyr og lægefaglig rådgivning til rådighed.
Det er ikke et traditionelt bestiller-leverandørforhold, men et samarbejde, hvor myndighederne bidrager til en fælles offentlig opgave.
Når betingelserne i udbudslovens § 15 er opfyldt, kan en sådan aftale indgås uden et almindeligt udbud. Det kræver blandt andet, at samarbejdet forfølger fælles målsætninger og almene interesser. En kommune kan derfor ikke blot optræde som leverandør og sende regningen til regionen.
Den statslige vejledning understreger, at der ikke foreligger et reelt horisontalt samarbejde, hvis den ene myndighed alene leverer tjenesteydelser til den anden mod betaling. Private virksomheder kan heller ikke være parter i selve det udbudsfrie samarbejde, men kan efter omstændighederne anvendes som underleverandører.
To forskellige åbninger
De horisontale aftaler er ikke i sig selv et problem. De kan sikre kontinuitet for borgeren og udnytte kommunale medarbejdere, som allerede kommer i hjemmet. På nogle områder kan de også være en praktisk forudsætning for, at hjemmebehandlingen kan gennemføres.
Men konstruktionen gør det relevant at følge, hvordan de nye penge og opgaver bliver organiseret lokalt.
Aftalen beskriver forholdsvis konkret, hvordan kommuner og regioner kan udvide deres indbyrdes samarbejde, og varsler ligefrem ny lovgivning om modellen. OPS-sporet er derimod samlet i en kort formulering om, at regionerne kan samarbejde med private, »hvor det er relevant«.
Det afgørende bliver derfor ikke alene, om offentligt-privat samarbejde står nævnt i aftalen. Det bliver, om regionerne og de 17 sundhedsråd faktisk undersøger markedets løsninger, før de organiserer hjemmebehandlingen internt eller gennem horisontale aftaler med kommunerne.





