Den 7. november 2026 indgik regeringen, Venstre, Konservative og Enhedslisten en aftale om en ny takstmodel på botilbudsområdet.
Aftalen ændrer grundlæggende den måde, kommunerne fremover skal betale for indsatser til borgere på botilbud.
I dag beregner de enkelte tilbud som udgangspunkt deres egne takster på baggrund af budgetterede omkostninger, og den endelige pris kan være genstand for forhandling mellem kommunen og leverandøren.
Fremover skal kommunerne i fællesskab fastsætte bindende takster for forskellige indsatsniveauer. Samtidig indføres nationale regler for beregningerne, større gennemsigtighed i omkostningerne og en uafhængig kontrolordning.
Men hvordan skal det fungere i praksis?
1. Hvem bestemmer fremover prisen på en botilbudsplads?
Det gør kommunerne i fællesskab inden for hver region, eksempelvis gennem de kommunale kontaktråd, KKR. Her skal kommunerne udarbejde forslag til takster for forskellige nationale indsatsniveauer. Forslagene skal efterfølgende forhandles med repræsentanter for private og selvejende leverandører.
Målet er at nå til enighed om priserne. Men hvis parterne ikke kan blive enige, er det kommunerne, der fastsætter taksterne.
Priserne bliver bindende og skal som udgangspunkt være de samme for offentlige, private og selvejende tilbud, når de leverer sammenlignelige indsatser inden for samme takstniveau. – Det betyder ikke, at alle botilbud skal koste det samme.
Der kan være flere takster inden for et indsatsniveau, hvis eksempelvis særlige medarbejderkompetencer, bemanding eller fysiske rammer gør en indsats dyrere.
Og hvor der ikke findes reelt sammenlignelige kommunale eller regionale tilbud, skal taksten beregnes særskilt med direkte inddragelse af de relevante leverandører.
Kort fortalt: Kommunerne får det sidste ord om de bindende takster, men de skal følge nationale regler, og specialiserede indsatser kan kræve særskilte beregninger.
2. Hvordan skal priserne beregnes – og hvad skal tælles med?
Det centrale princip er, at taksterne skal bygge på de offentlige tilbuds langsigtede omkostninger ved at levere sammenlignelige indsatser. Men det er ikke tilstrækkeligt kun at medregne de udgifter, der fremgår af det enkelte botilbuds budget.
Aftalen stiller krav om, at samtlige relevante direkte og indirekte omkostninger skal indgå.
Det gælder eksempelvis medarbejdere og øvrige udgifter, der er nødvendige for at levere indsatsen, men også administration og fællesfunktioner, som kan være finansieret andre steder i kommunen. Også ydelser eller finansiering fra andre kommunale forvaltninger eller regionen skal synliggøres og medregnes.
Der skal desuden fastsættes en national overheadsats, som blandt andet skal håndtere indirekte omkostninger. Satsen skal bygge på en ekstern, uvildig analyse, hvor både offentlige, private og selvejende leverandører inddrages.
Kommunerne skal offentliggøre beregningsgrundlaget, og taksterne skal genberegnes mindst én gang årligt med efterregulering, hvor det er relevant. Formålet er at skabe sammenlignelige økonomiske vilkår, så forskelle i kommunal kontering eller finansiering ikke giver et misvisende billede af, hvad en indsats faktisk koster.
Kort fortalt: Kommunernes egne omkostninger bliver målestokken, men alle relevante udgifter skal medregnes og kunne dokumenteres.
3. Hvad betyder de nye indsatsniveauer for borgerne?
Den nye model bygger på nationale indsatsniveauer, der skal afspejle borgernes behov for støtte.
Niveauerne skal blandt andet tage udgangspunkt i spænd af støttetimer, men der skal også tages højde for forskelle i indsatsens kompleksitet og krav til medarbejderkompetencer, bemanding og fysiske rammer. – Det konkrete antal indsatsniveauer er endnu ikke besluttet.
Kommunerne skal fortsat foretage en konkret og individuel vurdering af den enkelte borgers behov.
En borger, der allerede bor på et botilbud, skal som udgangspunkt heller ikke have ændret sin indsats alene som følge af den nye takstmodel. Hvis borgerens behov ændrer sig varigt, skal kommunen foretage en ny vurdering og eventuelt indplacere borgeren på et andet indsatsniveau med en tilsvarende takst.
Aftalen indeholder også et krav om opfølgning senest tre måneder efter indflytning på et botilbud. Her skal kommunen vurdere, om borgeren er visiteret til den rette indsats, og om støtteniveau og takst er retvisende.
Et vigtigt element er, at indsatsniveauerne skal være tilstrækkeligt differentierede til, at borgernes individuelle behov fortsat kan dækkes.
Kort fortalt: Borgernes behov skal fortsat afgøre hjælpen. Takstmodellen skal sætte pris på indsatsen, ikke erstatte den individuelle vurdering.
4. Hvem kontrollerer, om kommunernes takster er korrekte?
Der skal etableres en uafhængig kontrolfunktion i Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen. Kontrolenheden skal kunne undersøge, om kommunerne har fulgt de nationale beregningsregler.
Det omfatter blandt andet, om alle relevante omkostninger er medtaget, og om de offentlige tilbud, som danner grundlag for priserne, faktisk leverer sammenlignelige indsatser.
Hvis beregningerne ikke følger reglerne, skal kontrolenheden kunne kræve, at taksterne bliver genberegnet og efterreguleret. Private leverandører og relevante brancheorganisationer får mulighed for at klage.
Kontrolenheden får dog adgang til at prioritere mellem sagerne. Det betyder, at en klage ikke nødvendigvis fører til en fuld undersøgelse. De nærmere regler for kontrollen, herunder sagsbehandling og efterregulering, skal først fastlægges i den kommende lovgivning.
Kontrolenheden skal føre kontrol med takstberegningerne, ikke med den socialfaglige kvalitet på botilbuddene. Det ansvar ligger fortsat hos socialtilsynene.
Kort fortalt: Kommunerne beregner taksterne, men en uafhængig myndighed skal kunne kontrollere grundlaget og kræve fejl rettet.
5. Hvornår gælder de nye regler – og hvad mangler at blive besluttet?
Den politiske aftale er indgået, men den nye model er endnu ikke færdigudviklet. Regeringen forventer at fremsætte lovforslaget i 2027, og modellen skal efter planen have virkning fra 1. januar 2028.
Kommunerne får frem til udgangen af 2029 til at indplacere borgernes indsatser i de nye nationale indsatsniveauer. Inden da skal en række centrale forhold fastlægges:
- Det konkrete antal nationale indsatsniveauer og deres indhold.
- De nationale regler for takstberegning.
- Den nationale overheadsats og dens beregningsgrundlag.
- De nærmere regler for kontrolenhedens arbejde.
- Hvordan de nye takster skal håndteres og efterreguleres i praksis.
Derudover skal der senest i tredje kvartal 2027 indledes forhandlinger om specialeplanlægning på den mest komplekse del af det højt specialiserede socialområde.
Takstmodellen og kontrolenheden skal evalueres efter tre år.
Kort fortalt: Den politiske retning er besluttet, men flere af de regler, som får størst betydning for priserne og leverandørernes vilkår, skal først udformes i 2027.
Hvad er den største ændring?
Den nye takstmodel ændrer ikke kommunernes ansvar for at sikre den enkelte borger den nødvendige hjælp. Men den ændrer måden, prisen på hjælpen skal fastsættes og kontrolleres.
Hvor botilbuddene hidtil som udgangspunkt har beregnet deres egne takster, bliver prisfastsættelsen fremover en fælleskommunal opgave under nationale regler og med mulighed for uafhængig kontrol.
For kommunerne betyder det en stærkere rolle i prisdannelsen og nye krav til dokumentation af deres egne omkostninger.
For private og selvejende leverandører betyder det mindre frihed til individuel prisfastsættelse, men samtidig nye muligheder for at efterprøve, om taksterne bygger på et retvisende og sammenligneligt grundlag.
Og for borgerne er det afgørende spørgsmål, om modellen i praksis kan forene mere ensartet økonomistyring med den fleksibilitet, som individuelle og specialiserede indsatser kræver. – Det svar kan først gives, når de nye regler er udformet og taget i brug.
Kilder: Politisk aftale om ny takstmodel på botilbudsområdet, 7. november 2026, inklusive 2 bilag om takstberegning og økonomi.
