Det har i mange år været en grundidé bag kommunale indkøbsfællesskaber: Når flere kommuner går sammen om et udbud, kan ressourcerne deles og kommunernes indkøbsvolumen samles.
Den model forsvinder ikke. Men ifølge Stine Mikkelsen, indkøbschef i Esbjerg Kommune og medlem af IKA’s formandskab, er der behov for at udvikle den.
“Udbudsfællesskaberne vil blive ved med at være der også i fremtiden, fordi vi har brug for hinanden til at styrke vores viden og erfaring,” fastslår hun.
Men fremtidens fællesskab skal efter hendes vurdering kunne mere.
“Jeg tror, at vi skal forsøge at tilføre udbudsfællesskaberne noget mere end kun det at være en udbudsfabrik, men at man får noget mere videns-, erfarings- og udviklingsdeling på tværs af de kommuner, der er i fællesskaberne,” siger hun til OPS-Indsigt.
Det er ikke alene en overvejelse om fremtiden. Ifølge Stine Mikkelsen arbejder KomUdbud, som Esbjerg Kommune er en del af, allerede med den transformation.
Læs også: Udbudskonsulenten skal kunne mere end udbudsjura
Ikke alle behøver være med hver gang
Forandringen kan også få betydning for en anden grundtanke i indkøbsfællesskaberne: at flest mulige af medlemskommunerne deltager i det enkelte fælles udbud. Her åbner Stine Mikkelsen for en mere fleksibel tilgang.
“Vi skal stadigvæk lave udbud sammen, hvor det giver værdi for vores medlemskommuner, men vi skal måske også kigge mere på, at man ikke behøver, som i KomUdbuds tilfælde, at være 15 kommuner om et fælles udbud.”
Nogle gange kan en mindre gruppe være tilstrækkelig. “Det kan måske godt lønne sig, at der kun er tre kommuner, der gennemfører udbud sammen. Det er helt sikkert nemmere for færre kommuner at blive enige om de samme krav fremfor 10 eller 15 kommuner.” siger Stine Mikkelsen.
Det ændrer ikke nødvendigvis ved fordelene ved at samle volumen. Men udsagnet peger mod en mere fleksibel model, hvor værdien af samarbejdet ikke alene måles på, hvor mange kommuner der deltager i samme udbud.
Fra produktion til vidensfællesskab
Den bevægelse hænger samtidig sammen med de forandringer, som IKA-formandskabet ser i den offentlige indkøbers arbejde.
Udbudsmedarbejderne skal i stigende grad håndtere spørgsmål om blandt andet bæredygtighed, forsyningssikkerhed, nye teknologier og sektorlovgivning. Det gør adgang til specialiseret viden og andres erfaringer meget værdifuld i forhold til udbudsarbejdet.
Læs også: Sikkerhed rykker ind i alle indkøb – og det kommer med en pris
For Stine Mikkelsen betyder det, at kommunerne skal se anderledes på, hvad de får ud af at være med i et indkøbsfællesskab.
“Jeg tror i det hele taget, at man skal prøve at kigge på fællesskaberne på en helt ny måde.”
Og igen vender hun tilbage til betegnelsen “udbudsfabrik”:
“KomUdbud flytter sig fra kun at være en udbudsfabrik til at have en masse andre fælles ting, vi kan dele,” siger hun.
Ambitionen er, at kommunerne både skal bidrage med mere ind til fællesskabet og kunne tage mere viden med tilbage til deres egen kommune. Fremtiden er en mere hybrid model mellem fabrik, team og netværk.
Et mere fleksibelt kommunalt samarbejde
Det tegner konturerne af et kommunalt indkøbssamarbejde, der kan blive mindre entydigt end tidligere.
Nogle opgaver kan fortsat samle mange kommuner i ét stort fælles udbud. Andre kan måske løses af tre eller fire kommuner med et fælles behov. Og på andre områder kan værdien af fællesskabet i højere grad ligge i adgang til viden, erfaringer og kompetencer end i et konkret fælles udbud.
I samtalen med OPS-Indsigt beskriver Stine Mikkelsen det som en transformation, der ikke nødvendigvis er enkel:
“Det er ikke sådan en nem øvelse, men vi er godt i gang med det, og jeg tror på, at det bliver fremtiden,” siger Stine Mikkelsen.
Dermed bliver omdrejningspunktet for fremtidens indkøbsfællesskab ikke alene, hvor meget kommunerne kan købe sammen. Det bliver i lige så høj grad, hvad de kan lære af hinanden – altså hvordan fællesskaberne kan gøre hinanden bedre sammen, end hver enkelt kommune for hver sig.





