Frederikshavn Kommune har nu udleveret en anonymiserede logoversigt til OPS-Indsigt, som ligger bag kommunens konklusion om, at medarbejdere hos Nii’s Hjemmepleje har foretaget uautoriserede opslag i medicinoplysninger.
Læs også: Fra datamistanke til ophævelse: Privat hjemmepleje ude på to døgn
Opgørelsen omfatter 175 medicinrelaterede registreringer fordelt på 16 medarbejdere og 28 borgere i perioden fra den 7. april til den 7. oktober 2026.
Kommunen betragter registreringerne som dokumentation for brud på databehandleraftalen og har anmeldt sikkerhedsbruddet til Datatilsynet, samtidig har Nii’s Hjemmepleje varslet en retssag mod kommunen.
Råloggen efterlader imidlertid et centralt teknisk spørgsmål: Svarer de 175 linjer til 175 selvstændige opslag, eller omfatter optællingen også sammenhængende navigation ind på og væk fra medicinsiderne?
OPS-Indsigt har derfor bedt kommunen redegøre for, hvordan loggen er fortolket. Nedenfor gennemgår vi, hvad det er vi iagttager med det materiale, vi har og ser på, hvad det var for en konflikt kommune og leverandør allerede havde i 2025.
175 registreringer i fire kategorier
Kommunens foreløbige opgørelse består af:
- 155 registreringer med relation til medicinkortet i CURA
- 16 registreringer, som kommunen betegner som opslag på kortet “Ændringer i FMK”
- to registreringer vedrørende ordinationer
- to registreringer vedrørende faste medicinadministrationer.
De enkelte loglinjer er mærket “Adgang” og indeholder blandt andet tidspunkt, medarbejderrolle og tekniske betegnelser for de systemkomponenter, som brugeren har bevæget sig mellem.
Råloggen viser eksempelvis forløb, hvor en medarbejder bevæger sig fra borgerens kalender til medicinsiden og få sekunder senere fra medicinsiden til ekstern kommunikation eller en anden del af journalen.
Medicinsiden optræder dermed både som den side, medarbejderen bevæger sig til, og som den side, medarbejderen forlader.
Det fremgår ikke af det udleverede materiale, om kommunen har samlet sådanne tæt forbundne registreringer i brugerforløb, eller om hver teknisk hændelse er blevet talt som et særskilt opslag.
Viser ikke, hvad medarbejderen foretog sig
Logmaterialet dokumenterer, at medarbejdernes brug af CURA har berørt medicinrelaterede systemkomponenter. Det viser ifølge flere superbrugere af CURA, som vi har talt med til baggrund derimod ikke i sig selv:
- hvor længe medicinsiden var åben
- hvilke konkrete oplysninger medarbejderen fik vist
- om oplysningerne blev læst
- om noget blev ændret eller kopieret
- hvorfor medarbejderen bevægede sig ind på siden
- om flere registreringer indgår i samme arbejdsgang.
Kommunen beskriver 16 af registreringerne som “opslag på kortet ‘Ændringer i FMK’”. I råloggen optræder “Ændringer i FMK” samtidig som betegnelsen for en systemkomponent.
Det dokumenterer ikke i sig selv, at medarbejderne har ændret oplysninger i Det Fælles Medicinkort. Tilsvarende viser de to registreringer vedrørende ordinationer ikke alene, at medarbejderne har oprettet eller ændret en ordination.
Kommunens juridiske argument er ikke nødvendigvis, at medarbejderne har ændret eller videregivet oplysninger.
Kommunen mener, at Nii’s Hjemmepleje som fritvalgsbevisleverandør ikke havde instruks til at tilgå medicinkort eller FMK gennem CURA. Hvis medarbejderne blev præsenteret for medicinoplysninger, kan selve adgangen derfor efter kommunens vurdering være et brud på databehandleraftalen.
Det følger dog ikke uden videre, at hver af de 175 tekniske registreringer dokumenterer et selvstændigt opslag eller et selvstændigt brud.
CURA blev også lukket i 2025
Det er ikke første gang, at en uenighed om adgang i CURA har ført til en omfattende konflikt mellem Nii’s Hjemmepleje og Frederikshavn Kommune. Allerede den 13. juni 2025 lukkede kommunen virksomhedens adgang til CURA efter opslag på tre borgere, som på daværende tidspunkt ikke var registreret med Nii’s som leverandør.
Kommunen betegnede opslagene som uautoriseret adgang til fortrolige personoplysninger og krævede en redegørelse for, hvem der havde tilgået oplysningerne, hvad formålet havde været, og om oplysningerne var blevet videregivet.
Nii’s Hjemmepleje modtog i stedet en manuel oversigt over de borgere, virksomheden skulle besøge i weekenden og den følgende mandag.
Virksomhedens ejer, Nicolaj Regels-Hansen, forklarede, at de tre borgere ønskede at skifte til Nii’s, og at opslagene var foretaget med deres samtykke. Han fremsendte ifølge kommunens efterfølgende svar også samtykkeerklæringer fra borgerne.
Det ændrede ikke kommunens vurdering.
I et brev den 17. juni fastholdt Frederikshavn Kommune, at opslagene var sket uden den nødvendige bemyndigelse. Kommunen henviste til databehandleraftalen, som var indgået med Nii’s i april samme år.
Efter kommunens opfattelse gav aftalen alene adgang til oplysninger om borgere, der allerede havde valgt Nii’s som fritvalgsbevisleverandør, og hvor aftalen var tiltrådt af kommunen. Borgernes samtykke kunne derfor ikke i sig selv give virksomheden ret til at hente oplysninger direkte i kommunens system.
Kommunen betegnede forholdet som et groft brud på den nødvendige tillid mellem parterne. De foreliggende dokumenter viser ikke, at Datatilsynet eller en anden uafhængig myndighed traf afgørelse i 2025-sagen.
Systemet viste samtykke som mulighed
Et skærmbillede, som Nii’s har sendt til OPS-Indsigt, føjer en vigtig detalje til det tidligere forløb.

Billedet viser den advarsel, en bruger møder ved forsøg på at åbne journalen for en borger, som brugeren ikke er tilknyttet: “Du har ikke adgang til denne borger.”
Brugeren bliver derefter bedt om at angive en begrundelse for at få adgang. Den første valgmulighed er:
“Opslaget sker med borgerens samtykke.”
Skærmbilledet dokumenterer dermed, at Nii’s Hjemmeplejen ikke selv havde opfundet samtykke som en mulig begrundelse. Kommunens omsorgssystem præsenterede samtykke som en af de muligheder, brugeren kunne vælge.
Det står i kontrast til kommunens efterfølgende juridiske besked om, at borgernes samtykke ikke gav Nii’s den nødvendige bemyndigelse.
Billedet dokumenterer dog ikke, at opslagene kunne ske umærkeligt eller ved et enkelt fejlklik. Det viser en tydelig advarsel og et krav om, at brugeren aktivt vælger en begrundelse for at fortsætte.
Nii’s Hjemmepleje har til OPS-Indsigt oplsydt, at det viser den brugerflade, virksomheden mødte i forbindelse med sagen.
Henviser til endnu et brev
I forbindelse med den aktuelle sag skriver Frederikshavn Kommune, at den allerede i en skrivelse af 8. oktober 2025 havde oplyst Nii’s om, at virksomheden ikke måtte tilgå medicinkort eller FMK gennem CURA på baggrund af databehandleraftalen.
Det brev indgår ikke blandt de dokumenter, OPS-Indsigt hidtil har modtaget. Henvisningen kan betyde, at der ud over junisagen også var en særskilt dialog om medicinoplysninger i efteråret 2025.
Dermed mangler der fortsat en brik i historikken. Sikkert er det, at konflikten om adgangsrettigheder, instrukser og CURA begyndte mere end et år før det endelige brud.
Første gang fortsatte samarbejdet efter konfrontationen. Anden gang endte det med, at Nii’s Hjemmepleje standsede udkørslen, kommunen ophævede leverandørforholdet, og virksomheden mistede sit eksistensgrundlag.





