Der er fortsat stor aktivitet på markedet for privat helhedspleje. Senest har Roskilde Kommune den 16. oktober offentliggjort et nyt udbud med en anslået værdi på 180 mio. kr.

Kommunen vil indgå aftale med én privat leverandør, der skal være alternativet til kommunens egen helhedspleje. Når aftalen træder i kraft, skal den nuværende fritvalgsbevisordning potentielt udfases.

Men det er ikke første gang i år, at Roskilde Kommune forsøger at finde en privat leverandør. Tidligere på året modtog kommunen syv tilbud i en tilsvarende konkurrence. Alligevel blev udbuddet annulleret.

Kommunens beregninger spændte ben

Forklaringen var ikke manglende interesse fra markedet, men en uklarhed i kommunens eget udbudsmateriale.

I annullationsmeddelelsen forklarede Roskilde Kommune, at der var usikkerhed om sammenhængen mellem den anslåede kontraktværdi, kontraktens maksimale værdi og den beregnede tilbudssum, som blev anvendt til evalueringen.

Kommunen vurderede, at den samlede beregnede tilbudssum over fire år kunne overstige både den anslåede værdi og kontraktens maksimale værdi. Derfor blev udbuddet annulleret med henblik på at gennemføre en ny konkurrence.

I det nye udbud vægtes pris og kvalitet ligeligt med 50 procent hver. Det er en ændring fra den annullerede konkurrence, hvor pris vægtede 60 procent og kvalitet 40 procent.  Kommunen vil desuden prækvalificere tre virksomheder til at afgive tilbud og stiller blandt andet krav til deres økonomiske soliditet og erfaring med levering af pleje.

Fra fritvalgsbeviser til én privat leverandør

Roskilde Kommune understøtter i dag borgernes frie valg af helhedspleje gennem fritvalgsbeviser. 

Ordningen giver borgerne mulighed for selv at finde en privat leverandør, som skal leve op til kommunens kvalitetskrav. Den model skal afløses af en aftale med én privat leverandør, som kommunen vælger gennem udbuddet.

Roskilde føjer sig dermed til en række kommuner, der i disse måneder udbyder større helhedsplejeopgaver efter ældreloven.

Alene de offentliggjorte, anslåede værdier af udbuddene i Roskilde, Ringsted, Rudersdal og Fredensborg beløber sig til godt 730 mio. kr. Hertil kommer Sønderborgs kommende udbud.

De samlede beløb illustrerer, at kommunernes valg af leverandørmodeller nu vedrører et betydeligt marked for private velfærdsydelser.

I Roskilde bliver det næste spørgsmål, hvilke virksomheder der får mulighed for at konkurrere om opgaven, når fristen for prækvalifikation udløber i november.

Vil du læse resten af artiklen?

Prøv OPS-Indsigt gratis i 4 uger

Få adgang med det samme - ingen binding - ingen kreditkort 4 ugers gratis prøveperiode

Log ind