Det, der for få år siden kunne ligne ineffektivitet, kan i dag være rettidig omhu.
Ekstra leverandører, alternative forsyningsveje og kapacitet, der måske aldrig bliver brug for, udfordrer årtiers fokus på effektivisering. For offentlige indkøbere er spørgsmålet ikke længere alene, hvor effektivt en vare eller ydelse kan købes, men også hvor sikkert den kan leveres, hvis verden pludselig forandrer sig.
Læs også: Udbudskonsulenten skal kunne mere end udbudsjura
Det er en af de markante bevægelser, IKA’s formand, Jesper Langkjær, chef for Fællesindkøb Midt, ser i offentlige indkøb netop nu.
“Der er kommet et meget dominerende hensyn, som stort set har overhalet alle andre øvrige hensyn, og det er det, man i bred forstand kan skrive ind under sikkerhedsdagsordenen,” siger han, da OPS-Indsigt taler med ham op til IKA`s årskonference.
Læs også: Krig og geopolitik rykker ind i indkøbsafdelingen
Under den overskrift placerer han blandt andet beredskab, forsyningssikkerhed, digital suverænitet, European preference og spørgsmålet om, hvilke leverandører det offentlige ønsker i sine leverandørkæder.
Ikke kun kampfly og forsvar
Pointen er, at sikkerhedsdagsordenen ikke stopper ved klassiske forsvarsindkøb.
Jesper Langkjær peger blandt andet på forsyningssikkerhed, beredskab, digital suverænitet, herunder afhængigheden af store internationale it-leverandører – også fra klassisk venligtsindede lande. Dermed bliver diskussionen om geopolitik og strategiske afhængigheder også relevant for helt almindelige offentlige organisationer.
“Det drypper jo ned i de konkrete udbud. Og ikke kun, når man skal købe F-35 jagerfly. Der er en voksende sikkerhedsliggørelse af vores hverdag. Og det er jo noget vi også som ordregivere og tilbudsgivere skal indrette os efter,” fastslår Jesper Langkjær og fortsætter:
“Redundante leverandørkæder, near-sourcing som erstatning for out-sourcing typisk til Kina, og et skifte fra just in time mod i højere grad at tænke og opbygge beredskab efter just in case.”
Det vender samtidig et gammelt effektiviseringsideal på hovedet. Redundans kunne tidligere blive betragtet som ineffektivitet og spild af ressourcer. I den nye virkelighed kan den samme redundans være det, der skaber forsyningssikkerhed.
Regningen for sikkerhed
Men sikkerheden er ikke gratis.
Hvis en offentlig organisation vælger flere leverandører, ekstra lager eller andre former for robusthed, bindes der ressourcer, som ikke samtidig kan bruges på andre opgaver.
“Det kommer jo med en pris, og man kan kun bruge pengene én gang,” fastslår Jesper Langkjær.
For ham bliver det konkrete udbud dermed stedet, hvor de store politiske ambitioner møder økonomien og tvinger prioriteringen frem. Han beskriver udbuddet som en slags “fremkaldervæske” for de hensyn, der konkurrerer med hinanden: Først når kravene skal omsættes til et konkret køb, bliver det tydeligt, hvad der reelt vejer tungest.
Netop den bevægelse ligger bag et af de tre hovedspor på dette års IKA-årskonference.
Klimaet er ikke væk – men er blevet overhalet
I sin åbningstale beskriver Jesper Langkjær en bevægelse fra globaliseringens fokus på gensidig økonomisk afhængighed og effektive globale forsyningskæder til en situation, hvor forsyningssikkerhed, resiliens, digital suverænitet, totalberedskab og friendly sourcing eller European preference har erobret dagsordenen.
Det forklarer konferencens første hovedspor: forsyningssikkerhed. Men det forklarer også, hvorfor IKA har valgt at fastholde bæredygtighed som det andet spor.
For klimaproblemet er ikke blevet mindre, fordi sikkerheden fylder mere. Tværtimod er Jesper Langkjærs begrundelse, at der netop er behov for at holde fast i klimaet, fordi den offentlige samtale om klimahandling er blevet overhalet af sikkerhedsdagsordenen.
Dermed opstår endnu en prioritering for indkøberne: Hvad sker der, når forsyningssikkerhed, klima, økonomi og konkurrence ikke trækker i samme retning?
Leverandørrelationen bliver en del af beredskabet
Konferencens tredje hovedspor kan umiddelbart synes blødere: den gode relation mellem offentlig kunde og leverandør. Men også her trækker IKA en linje til beredskabet.
I åbningstalen tager Langkjær afsæt i tanken om, at et velfungerende fællesskab er en form for social infrastruktur. Den tanke overfører han til kontrakten og forholdet mellem ordregiver og leverandør.
Investeringen i en god relation opbygger ifølge Jesper Langkjær kontraktens “sociale infrastruktur” og dermed evnen til i fællesskab at finde løsninger, når uventede problemer rammer. På den måde hænger årets tre konferencetemaer tættere sammen, end de umiddelbart gør på programmet.
Sikkerhed er rykket frem som et dominerende hensyn. Bæredygtigheden skal fastholdes, selv om den presses af den nye dagsorden. Og samarbejdet med leverandørerne bliver ikke alene et spørgsmål om en god kontraktperiode, men også om robusthed, når virkeligheden ikke udvikler sig som planlagt.
For den offentlige indkøber betyder det i sidste ende flere hensyn, der skal vejes mod hinanden. Og som Jesper Langkjær formulerer det, bliver det først i det konkrete indkøb for alvor synligt, hvad der vejer tungest i skålen.





