Når regningen vokser med milliarder for byggeriet af supersygehuset i Nordsjælland, er en af forklaringerne fra regionsrådsformand Lars Gaardhøj:
“Novo Nordisk og Fujifilm bygger rigtigt meget i øjeblikket, og det har skabt øget efterspørgsel på arbejdskraft og stigende lønninger. På så stort et projekt (Supersygehuset: red.) med flere millioner arbejdstimer, så betyder det samlet en ekstra udgift på den anden side af 400 mio. kr.,” skriver han på LinkedIn.
Forklaringen bliver her meget enkel: Det er markedet. Det er de privates aktivitet. Det er lønstigningerne.
Her er det værd at bemærke, at budgetoverskridelsen i sommeren 2025 blev varslet til at være en milliard kroner, men af en pressemeddelelse fra Region Hovedstaden i denne uge er beløbet steget til 3 milliarder kroner. – Og heraf forklares de 400 millioner kroner med bl.a. det øgede byggeri i den private sektor.
En forklaring, der skubber ansvaret
Men læser man forklaringen i sammenhæng, peger den ét sted hen: Ud af regionen.
For når lønstigninger i det private erhvervsliv gøres til forklaring på omkring en syvendedel af merforbruget, bliver det i praksis en ansvarsplacering. Den tolkning får vi fra flere i den private sektor efter at de har læst regionsrådsformandens opslag.
Samtidig er det bemærkelsesværdigt, at man i opslaget ikke lige vender effekten af, at regionerne selv er blandt de største bygherrer i Danmark – med flere samtidige supersygehusprojekter. Der alle har taget længere tid og kostet staten flere penge end budgetteret.
“Det ku også være dem, der har overophedet branchen for hospitalsbyggerier,” lyder det.
Ikke én sag – men et mønster
Nyt Hospital Nordsjælland er nemlig langt fra alene.
På tværs af landet har supersygehusbyggerierne ifølge Regional-Indsigt været præget af:
- budgetoverskridelser
- forsinkelser
- gentagne tilpasninger
Som det også bliver formuleret: “alle sygehusbyggerierne har været en katastrofe på hver deres måde.”
Her erkende Region Hovedstaden selv i en sagsfremstilling til forretningsudvalget den 28 april, at der har været “markante udfordringer med planlægningen og styringen af byggeriet”
Det er ikke inflation. Det er et mønster.
Et system uden test
Ifølge Morten Jung, branchedirektør i Dansk Erhverv, er problemet mere grundlæggende:
Man har aldrig testet modellen.
“ Havde man brugt den naturvidenskabelige tilgang som er sundhedsvæsnets DNA og bare lavet ét af de har supersygehuse som et kontrolbyggeri og opført det som OPP, så havde vi potentielt stået et andet sted.”
Pointen er enkel – og skarp: Sundhedsvæsenet arbejder efter evidens. Men når regionerne går ind i rollen som bygherre og det gælder milliardbyggerier, gør man ikke.
Der er ingen kontrolgruppe – ingen sammenligning – kun ét budgetoverskridelser og lange byggeprocesser.
Morten Jung peger desuden på, at erfaringerne med at lade private stå for driften af et helt sygehus er flere steder gode, herunder i vores naboland Sverige. I Stockholm har man en række sygehuse, der er bygget og drevet på den måde, og de er kommet i mål til tiden.
I Danmark er bruge af OPP-modellen ikke ukendt i regionalt regi, men i mindre skala. Således er etape 2 af psykiatribyggerierne i Region Nordjyllands hidtil største OPP-projekt netop taget i brug.
På kun tre år er de 19.500 m2 byggeri, rullet ud af A. Enggaard A/S som OPP-leverandør og de næste 25 år skal de samarbejde med Region Nordjylland om drift og vedligeholdelse, fremgår det af en pressemeddelelse.
Staten kræver faktisk det samme
Det gør kritikken fra Morten Jung endnu mere interessant. For ifølge den nye vejledning til bekendtgørelse om OPP og totaløkonomi skal bygherrer netop:
“systematisk… sammenligne en OPP-løsning med en… traditionel løsning”
Og ikke nok med det: “bygherren… skal… overveje, om… byggeopgaven bedst gennemføres som… OPP”
Med andre ord: Det, Morten Jung efterlyser, er ikke bare en idé. Det er allerede en del af regelsættet.
Incitamenter – ikke bare priser
Samtidig peger både Morten Jung og ministeriets vejledning på noget, der sjældent fylder i den politiske forklaring: Incitamenter.
I et OPP-projekt er det den samme private leverandør der varetager design, byggeri, drift og har incitament til at sikre, at totaløkonomien er bedst mulig”
Det betyder:
- Fejl i byggeriet bliver dyre for den, der bygger
- Kvalitet betaler sig over tid
- Drift tænkes ind fra start
I den traditionelle model er det anderledes. Går entreprenøren ud af døren når projektet er afleveret og i praksis kan man ikke komme efter “ham”, når der er gået fem år, lyder det fra branchen.
Driften ligger nemlig et andet sted og regningen lander til sidst hos bygherren.
Det oversete regnestykke
Og netop drift er afgørende. For ifølge vejledningen vil byggeriets driftsudgifter ofte overstige byggeudgiften over tid.
Det betyder, at fokus på anlægsbudget alene kan være misvisende. Men det er netop her, mange af supersygehusprojekterne er blevet styret.
Når regionsrådsformanden peger på Novo og private lønninger, er det en forklaring, de fleste kan forstå. Men den forklarer ikke, hvorfor:
- budgetter gentagne gange skrider
- kompleksitet undervurderes
- problemer først opdages sent
Og den forklarer ikke, hvorfor samme mønster går igen på tværs af regioner.
Konklusionen er, at regionerne bygger supersygehuse til milliarder. Men de har gjort det med én model – uden systematisk at teste alternativerne.Nu står de med resultatet. Og forklaringen peger udad. Mens både eksperter og statens egne regler peger et andet sted hen: Ind i selve måden, der bliver bygget på.
