Da et flertal bestående af Socialdemokratiet, SF og Enhedslisten i september 2025 stillede et medlemsforslag om en styrket indsats mod økonomisk kriminalitet i byggebranchen, var ambitionen klar: Skærpede krav, mere kontrol og et opgør med social dumping på kommunens byggepladser.
Forslaget er interessant, fordi Skattestyrelsen over en årrække har gennemført knap 5.000 kontroller i bygge- og anlægsbranchen – og fundet fejl i næsten 2.200 sager. I alt har styrelsen i perioden afsluttet næsten 7.800 sager mod social dumping, hvoraf godt 3.700 har ført til regulering af virksomheders skatte- og afgiftsforhold.
Forslaget fra det tre partier blev vedtaget vedtaget i efteråret 2025 og sendt til Økonomiforvaltningen med henblik på konkretisering. Men i den administrative behandling tegner der sig et markant andet billede: De mest vidtgående greb falder på juraen – og resten bliver gjort mere forsigtige.
Det fremgår af et dagsordenspunkt, som er på den 30 april.
To forslag falder helt bort
Særligt to af de syv forslag bliver ikke bare justeret – men reelt afvist.
Det gælder forslaget om at forbyde vikar- og mandskabsbureauer på kommunale byggepladser. Her er administrationens vurdering klar:
“vurderes at være i strid med de EU-retslige principper for arbejdskraftens frie bevægelighed samt virksomheders frie etableringsret,” skriver embedsværket til politikerne.
Dermed rammer forslaget direkte ind i grundlæggende EU-retlige principper – og bliver ikke arbejdet videre med.
Det samme gælder idéen om en offentlig hvidliste med fast-track adgang til udbud. Også her sætter juraen en stopper: “vurderes ligeledes at være i strid med udbudsloven, hvor alle lovlige virksomheder skal have lige mulighed for at afgive et tilbud i offentlige udbud,” fremgår det.
Og administrationen går videre og advarer mod selve logikken i forslaget: “en fraskrivelse af at kunne revidere risikovurderingen vil derfor udgøre en risiko for KK’s kontrolfunktion.”
Konklusionen er klar: Punkt 2 og 4 behandles ikke yderligere.
Fra hårde greb til pilotprojekter
De resterende forslag – blandt andet om arbejdsmiljøkrav, screening af leverandører og kontrolindsats – får en anden skæbne. Her peger forvaltningen på, at tiltagene kan gennemføres, men:
- de kræver finansiering
- de skal afprøves som pilotprojekter
- og i flere tilfælde kræver de yderligere juridisk afklaring
Samtidig advarer administrationen om konsekvenserne:
“En gennemførelse af medlemsforslagene kan have en negativ effekt på udbudspriser i kommende udbud, og dels kan udgøre en barriereeffekt for små og mellemstore virksomheders (SMV) muligheder for at blive leverandører til KK.
Det sidste er iøvrigt i modstrid med ambitionerne i Kommunens politisk besluttede Erhvervsstrategi 2024-2027.
Dermed flyttes fokus fra politisk ambition til økonomi og markedseffekter.
Et forslag med afsæt i reelle problemer
Bag medlemsforslaget ligger en reel problemstilling.
Ifølge materialet har Københavns Kommunes eget indsatsteam mod social dumping i 2024 konstateret overtrædelser i 75 procent af de kontrollerede sager i byggebranchen .
Forslagsstillerne pegede derfor på behovet for “skrappere midler” og foreslog blandt andet:
“at forbyde vikar- og mandskabsbureauer … da brugen af disse bureauer fortsat vokser – ofte på bekostning af danske løn- og arbejdsvilkår” og “at oprette en offentlig hvidliste … hvor entreprenører, der lever op til skærpede krav … kan optages”
Men netop disse greb viser sig ikke at kunne rummes inden for gældende regler.
Tre niveauer støder sammen
Sagen illustrerer en klassisk konflikt i den offentlige styring – hvor tre niveauer trækker i hver sin retning:
1. Den politiske ambition:
Et flertal ønsker at gå markant hårdere til værks mod social dumping og økonomisk kriminalitet.
2. Den juridiske ramme:
EU-ret og udbudslov sætter klare grænser for, hvad en kommune kan kræve og regulere.
3. Den administrative realitet:
Tiltag vurderes på konsekvenser for priser, konkurrence og implementerbarhed.
Resultatet er et forslag, der i sin oprindelige form bliver skåret til, medens nogle dele falder helt bort, andre bliver mindre vidtgående og flere kræver ekstra midler og længere tid.
Forvaltningen trækker en streg
Sagen er samtidig et eksempel på embedsværkets rolle som modspil til politiske ambitioner.
Økonomiforvaltningen leverer ikke blot en teknisk udmøntning, men foretager en reel afgrænsning af, hvad der er muligt – og hvad der ikke er.
Dermed står Borgerrepræsentationen tilbage med et valg:
Vil man fastholde ambitionen – og bryde loven – eller acceptere, at vejen dertil er både smallere, dyrere og mere kompleks end først antaget?
