Skip to main content

I denne uge samlede IKA – foreningen af offentlige indkøbere tæt på 600 deltagere til årskonference i Kolding under en paraply, der brød med foreningens tradition for tidligere konferencer, drevet af ønsket om at favne flere fagligheder.

Samtidig havde de inviteret erhvervslivets tunge drenge til både at åbne og afslutte konferencen.

“Vi er i samme båd. Erhvervslivet og den offentlige sektor. Ingen virksomhed og ingen myndighed kan klare sig selv i den verden, vi nu lever i. Jeg appellerer til alle indkøbere her i dag: indgå partnerskaber med jeres leverandører. Kig fremad. Skab løsninger sammen,” lød det fra Dansk Industris administrerende direktør Lars Sandahl Sørensen ved åbningen torsdag.

Ud over også at have trukket vicedirektør i Dansk Erhverv, Jakob Ellemann Jensen væk fra storbyen, så adskilte dette års konference sig fra de øvrige. Det var nemlig samtidig fejringen af et 40 års jubilæum, hvor arrangørerne havde skabt en faglig festival – med tre scener, netværkszoner og en aftenfestival.

”Vi har rystet posen i år. Inspireret af evalueringerne og sekretariatet ville vi prøve at skabe en faglig festival i stedet for en klassisk konference. Derfor har vi nu tre scener – dækkende temaerne bæredygtighed, jura, teknologi og ledelse – så man kan sammensætte sit eget program som en buffet,” fortalte formand Jesper Langkjær forud for årskonferencen.

Læs også: Behovet for at tænke “vi frem for dem” er vokset stærkt

Vil have fat i ledelseslaget

Advokat og partner Mikala Berg Dueholm fra DLA Piper, der både har været med til at udvikle programmet og fungerer som moderator på en af scenerne, uddyber intentionen:

”Mit sigte var, at vi nåede frem til et jubilæumsprogram, der var så bredt, at det blev en fest for alle. Derfor er der både spor indenfor jura, bæredygtighed, dialog, teknologi og ledelse. For indkøb er bredt og handler bl.a. om grønne hensyn, forsyningssikkerhed og en omskiftelig verden,” siger hun.

Hun peger på, at ambitionen også har været at tiltrække ledelseslaget ude hos ordregiverne omkring udbudskonsulenterne:

”Hvis lederne– ikke bare indkøbscheferne, men dem i fagforvaltningerne og på direktionsgangene -, får indsigt i, hvad udbud reelt handler om, og bliver en del af dialogen mellem ordregivere og tilbudsgivere, kan det løfte hele sektoren,” siger Mikala Berg Dueholm til OPS-Indsigt. 

Hun har med andre ord gerne ville gøre op med, at man på den her type konferencer kun ser udbudsjuristerne, udbudskonsulenterne,  contract managers og tilbudsgivere.

“For jo mere vi ved om hinanden, jo bedre bliver vi også til at tale ind i hinandens sprog og forstå hinandens behov. Det er det, der er min forhåbning, at det her nye tilsnit af konferencen kan medvirke til, hvor vi har noget mere bredde blandt deltagerne,” siger Mikala Berg Dueholm.

Folkemødestemning

En tydelig inspiration har været folkemødet på Bornholm. Herfra har Mikala og de øvrige arrangører hentet idéen om, at deltagerne kan shoppe rundt mellem scener og talks – og at der ikke nødvendigvis er stole nok til alle.

 ”Det er netop pointen. Man får mulighed for at høre oplæg, man ikke ellers ville have hørt, og møde mennesker, man ikke ellers ville have talt med. Det rykker os ud af vores siloer,” fortæller hun.

Jesper Langkjær kobler dette til foreningens udvikling:

”Hvis jeg skal give en one liner på, hvordan vi har forandret os, så er det, at vi i stigende grad er begyndt at tænke som et vi og ikke som et os og dem. Den tilgang ligger også indlejret i årets festivalformat og vil være noget, vi arbejder med fremadrettet.”

Et rekordår

At rammerne virker, understreges af, at alle hoteller i Kolding melder udsolgt. tæt på 600 deltagere er rekord for IKA. 

”Vi har aldrig tidligere været så mange,” konstaterer Jesper Langkjær.

For både ham og Mikala handler det om at skabe et format, der kombinerer faglighed, netværk og inspiration

”Man går måske ind til en session, man ikke troede var relevant – men pludselig åbner det nye perspektiver. Det er den oplevelse, vi gerne vil give deltagerne,” siger Mikala Berg Dueholm.

Vil du læse resten af artiklen?

Prøv OPS-Indsigt gratis i 4 uger

Få adgang med det samme - ingen binding - ingen kreditkort 4 ugers gratis prøveperiode

Log ind