Den private hjemmeplejevirksomhed DFS Plus ApS, som opererer i Brøndby, Greve, Høje-Taastrup, Ishøj, Køge, Rødovre og Vallensbæk kommuner, er tilbage på økonomisk stabil grund efter et vanskeligt 2023.
Det fremgår af selskabets årsregnskab, som blev offentliggjort først i juli. Her lander overskuddet i 2024 på godt 1 mio. kr.
Læs også: Én mistet kontrakt kan ryste læsset – regnskab udstiller sårbarheden i markedet for frit valg
Regnskabet er bl.a. interessant, fordi DFS er godkendt til også at levere sygepleje i medfør af den nye ældrelov, som trådte i kraft den 1. juli.
DFS Plus har i en årrække leveret hjemmepleje til over 1.000 borgere i hovedstadsområdet og hører dermed til blandt de større private aktører i markedet. Med et gennemsnitligt medarbejderantal på 94 og en bruttofortjeneste på over 44 mio. kr. er virksomheden en leverandør, der stikker op i markedet af velfærdsydelser i det kommunale landskab.
“De borgere som har DFS i dag, vil blive tilbudt at flytte deres sygepleje til DFS eller fortsætte hos den kommunale sygepleje,” skriver bl.a. Høje Taastrup på deres hjemmeside, man må derfor forvente, at DFS går ind i en vækstperiode.
Millionoverskud og styrket egenkapital
Årsresultatet på 1.005.060 kr. repræsenterer et kraftigt spring op fra det nærmest nulstillede overskud på 14.896 kr. i 2023. Samtidig er egenkapitalen styrket med en lille million, og selskabets likviditet er fordoblet sammenlignet med året før.
Det er særligt et fald i de finansielle omkostninger, der har bidraget til forbedringen. Hvor renter og gebyrer i 2023 belastede bundlinjen med godt 650.000 kr., er beløbet reduceret til under halvdelen i det seneste regnskabsår.
Intet udbytte trods overskud
For 2024-regnskabet er egenkapitalen endt på 4,12 mio. kr. mod 3,11 mio. kr. året før. Dermed er der tale om en reel stigning. Desuden føres hele overskuddet for året direkte på egenkapitalen, da der ikke er udloddet udbytte i virksomheden.
Styrelsen for Patientsikkerhed har senest den 24-10-2024, ved et tilsynsbesøg vurderet, at der på DFS Plus er: “Ingen problemer af betydning for patientsikkerheden.”
Tilsvarende har kommunerne ført tilsyn, anmeldt som uanmeldt, hvilket har afstedkommet gode tilsynsrapporter, som beskriver en høje standarder inden for omsorg og pleje.