Mens debatten om Region Sjællands nye Råstofplan 2026 primært har handlet om nye graveområder, naturhensyn og lokale konsekvenser, gemmer der sig en anden og mere langsigtet historie i planens 268 sider.
Her bliver genanvendelse og sekundære råstoffer løftet frem som en central del af regionens strategi for fremtidens råstofforsyning.
Planens mest konkrete mål er: ”At sekundære råstoffer dækker 20% af Region Sjællands råstofforbrug i 2032.”
Dermed flytter diskussionen sig gradvist fra spørgsmålet om, hvor der skal graves efter sand, grus og sten, til spørgsmålet om, hvem der skal levere de alternativer, som skal mindske behovet for nye råstoffer. – Og her ligger hovedparten af kompetencerne uden for regionens egne organisationer.
Planen bygger på et marked, der endnu ikke er fuldt udviklet
Regionen erkender selv, at genanvendelsen stadig er begrænset. I råstofplanen fremgår det: ”Aktuelt udgør genanvendte materialer under 10% af råstofforbruget i Danmark.”
Samtidig konstateres det i planen, at ”genbrug og upcycling af byggematerialer forventes fortsat kun at dække en mindre del af råstofforbruget.”
Alligevel fastholder regionsrådet målet om at fordoble andelen frem mod 2032. Det kræver ifølge planen udvikling af nye materialer, ændringer i normer og standarder samt nye måder at håndtere overskudsjord og byggematerialer på.
Regionen beskriver selv behovet således: ”Der skal derfor udvikles nye materialer, ændres i normer og standarder og laves råstofbudgetter.”
Det er ambitioner, som regionen ikke kan realisere alene.
For at nå målet skal entreprenører, råstofvirksomheder, kommuner, forsyningsselskaber, rådgivere og genbrugsaktører i praksis skabe de værdikæder, der kan omsætte de politiske mål til konkrete materialestrømme.
Her opstår planens centrale dilemma
Netop her rammer en politisk kritik et interessant punkt.
Moderaterne har netop i denne uge stemt imod planen i regionens forretningsudvalg. Det skete med henvisning til, at den efter deres vurdering ikke i tilstrækkelig grad balancerer hensynet mellem genanvendelse, lokale råstofressourcer og forsyningssikkerhed.
Læs også: Råstofplanen mangler realisme om både klima og forsyningssikkerhed
Kritikken retter sig blandt andet mod risikoen for, at ønsket om færre graveområder kan føre til længere transportafstande og dermed højere klimabelastning.Interessant nok beskriver regionen selv det modsatte som et mål.
I den sammenfattende miljøredegørelse hedder det:
”Råstofplan 2026 skal medvirke til en bedre geografisk fordeling af graveområderne i regionen, hvilket kan medvirke til mindskede transportafstande, sikre mulighed for lokal forsyning og aflaste de tre regionale graveområder.”
Og videre: ”En balanceret fordeling af graveområderne kan både have gavnlig effekt for klimaet/energiforbrug, trafiksikkerhed, støj, luftforurening og råstofpriserne, fordi råstofferne alt andet lige skal transporteres over kortere afstand.”
Dermed opstår et dilemma, som rækker ud over den konkrete råstofplan:
På den ene side ønsker regionen færrest mulige påvirkede områder og færre naboer til råstofgrave. På den anden side ønsker regionen kortere transportafstande, lokal forsyning og mindre CO₂-udledning.
De to hensyn peger ikke nødvendigvis i samme retning.
Fra råstofgrav til ressourcekæde
Planen rummer samtidig en erkendelse af, at de traditionelle råstoffer bliver vanskeligere at skaffe. I planens udfordringsafsnit står der: ”Ressourcerne er ved at slippe op.” Og: ”Allerede nu er der flere steder mangel på udvalgte råstofkvaliteter.”
Derfor bliver fremtidens råstofforsyning i stigende grad et spørgsmål om mere end nye graveområder.
Det handler også om logistik, sortering, dokumentation, genanvendelse, materialebanker og håndtering af overskudsjord.
Kort sagt områder, hvor offentlige myndigheder er afhængige af private aktører.
Dermed kan Råstofplan 2026 vise sig at være mere end en plan for, hvor der skal graves.
Den kan også blive en test af, om offentlige ambitioner om cirkulær økonomi kan omsættes til et marked, som faktisk er i stand til at levere de genanvendte råstoffer, planen bygger på.





