Når en lægeklinik går i udbud, er det normalt et tegn på, at ingen praktiserende læger har ønsket at overtage den på almindelige overenskomstvilkår. I stedet rykker koncerndrevne klinikker som Alles Lægehus ind og løser opgaven på baggrund af et udbud.
Men i Fursund tager Region Midtjylland nu et skridt, der bryder med den vante forståelse hvem der driver udbudsklinikker og hvem der driver PLO-Klinikker.
1. april overtog en praktiserende læge nemlig driften af klinikken i Fursund – ikke via et ydernummer, men som vinder af et udbud og medejer af en virksomhed.
“Fra 1. april 2026 og de følgende fire år overtager KJBS ApS driften af Fursund Lægehus, efter at opgaven har været i udbud,” fremgår det af en pressemeddelelse.
Bag selskabet står praktiserende læge Niels Jacob Borup Søndergaard og sygeplejerske Kira Bøttcher Søndergaard.
Ingen bød ind på almindelige vilkår
Baggrunden er et klassisk problem i yderområderne: manglende lægedækning. Regionen forsøgte først at besætte klinikken på almindelige vilkår – uden held.
“Region Midtjylland har ikke modtaget bud på den annoncerede lægeklinik med patienter i Fursund,” skrev administrationen til politikerne i et orienterings-dagsordenspunkt i december 2025.
Derfor blev løsningen i stedet et offentligt udbud af en såkaldt udbudsklinik. Her modtog Region Midtjylland i alt fire bud på klinikken i Fursund, inden kontrakten blev tildelt til KJBS ApS.
Dermed er det ikke mangel på interesse i udbuddet, men snarere fraværet af interesse for de almindelige vilkår, der har drevet denne udvikling.
Samtidig er det netop udbudsmodellen, der nu bliver interessant for Niels Jacob Borup Søndergaard er en af de PLO-Læger, der kunne have budt på almindelige vilkår, men har altså valgt at give et tilbud via et selskab oprettet til lejligheden, hvor hans hustru er opført som administrerende direktør.
Udbud og overenskomst flyder sammen
Normalt er udbudsklinikker en nødløsning, når ingen læger vil drive praksis på overenskomst. Men i Fursund har vi altså en ny situation:
En praktiserende læge vælger at drive klinikken – blot på udbudsvilkår.
Det peger på en udvikling, hvor grænsen mellem:
- overenskomstbaseret praksis
- og udbudsdrevet praksis kan blive mindre skarp.
Regionen lægger samtidig vægt på kontinuitet i den nye aftale:
“Det er vigtigt for os, at alle borgere har et nært og godt lægetilbud, og derfor har regionsrådet særligt fokus på kontinuitet i udbudsklinikkerne,” sagde formand for Sundhedsråd Midt Helle Jensen (LA) ved offentliggørelsen i februar.
Og ambitionen er, at patienterne møder den samme læge:
“Derfor er det en del af den nye aftale, at patienterne så vidt muligt altid møder den samme læge.”
Kendt navn fra tidligere konkurs
Den nye leverandør er ikke ukendt for regionen. For tre år siden blev en praksis drevet af samme læge i Skjern erklæret konkurs.
“Region Midtjylland har modtaget besked om at virksomheden læge Jacob Søndergaard er erklæret konkurs,” skrev man dengang i en pressemeddelelse.
Klinikken i Skjern havde omkring 7.600 patienter, og regionen måtte efterfølgende sikre lægedækningen for borgerne.
Det var dengang ifølge koncerndirektør Anders Kjærulff en meget ulykkelig situation, som man tog meget alvorligt.
Et første tegn på en bevægelse?
Sagen fra Fursund peger på en mulig udvikling i almen praksis:
Når læger ikke vil overtage ydernumre på klassiske vilkår, men godt vil drive klinik via udbud – og til andre økonomiske betingelser – udfordres den gængse PLO-model.
Spørgsmålet er nu, om Fursund er en enkeltstående løsning på et lokalt problem – eller et tidligt tegn på, at udbud og overenskomst er på vej ind i en ny form for konkurrence i lægedækningen.





