En artikel i nichemediet NB Social om regeringens overvejelser på det specialiserede socialområde markerer et politisk skifte, der rækker videre end takstmodeller og teknisk regulering.
For selv om begrebet profit på velfærd er fraværende i artiklen og de dokumenter artiklen synes at bygge på, peger indholdet i en retning, hvor private botilbud i praksis risikerer at blive presset ud af de mest centrale dele af markedet.
Læs mere i vores temaarkiv om profit på velfærd
Ifølge artiklen overvejer regeringen som led i den kommende takstmodel tre supplerende greb, der tilsammen kan ændre balancen mellem offentlige og private aktører markant – og den vinkel er ikke uinteressant.
I Mette Frederiksens første regering forsøgte den tidligere socialminister noget tilsvarende, men det lykkedes ikke.
Læs også: Regeringen vil stoppe privates profit på sociale tilbud
Tre veje – samme retning
Artiklen i NB Social skitserer på basis af interne dokumenter fra regeringen tre mulige spor, hvor man så at sige kan hegne de private botilbud ude eller inde:
1. Udelukkelse af private tilbud til de mest komplekse borgere
Det mest vidtgående greb er, at kommunerne fremover kun kan visitere borgere med meget komplekse behov til offentlige botilbud. Som artiklen formulerer det, overvejes et egentligt “nej tak til private leverandører” på denne del af området.
Konsekvensen vil være, at private – eventuelt kun de kommercielle – mister adgangen til de mest specialiserede og omkostningstunge pladser. Bemærk her det med, at man kun vil udelukke de kommercielle.
Det forsøgte tidligere socialminister Astrid Krag også under “profit på velfærd-kampagnen”, men uden succes. Her foreslog man at omlægge de kommercielle til selvejende, men her vendte flere banker vi talte med tommelfingeren ned.
Læs også: Astrid Krags ønske om et profitforbud bekymrer bank
2. Krav om driftsaftaler og udbud
Alternativt kan private fortsat levere ydelser, men kun hvis de indgår driftsaftaler med kommunerne.
Det vil i praksis betyde, at denne del af botilbudsområdet udbudsbelægges og selvom det kan give et vist planlægnings- og forsyningsoverblik for kommunerne, så er der altid lige spørgsmålet om borgerne.
Skal de så flytte ud af botilbuddet efter 4 – 6 år, hvis leverandøren ikke vinder adgang til en rammeaftale?
3. Strammere kontrakt- og opsigelsesregler
Endelig peges der på lovregulering af kontraktvilkår, herunder standardiserede opsigelsesperioder, for at styrke kommunernes handlingsposition og mindske risikoen for dyre nødløsninger, skulle leverandøren ønske at opsige samarbejdet.
Hvad siger kilderne ikke?
Selv om artiklen er relativt åben om de politiske overvejelser, er der flere centrale spørgsmål, der ikke adresseres:
- For det første mangler vi at se de her interne dokumenter og hvor grundige de er i deres dokumentation.
- For det andet berøres det kun perifert, hvordan kommunerne reelt skal opbygge den nødvendige kapacitet og specialiserede viden, hvis private aktører træder ud af markedet.
Forvaltnings- og markedsmæssig betydning
Set i et bredere perspektiv markerer overvejelserne et skifte fra økonomisk regulering til strukturpolitisk styring. Hvor den tidligere debat handlede om overskud, afkast og moral, handler den nu om visitationsret, forsyningsansvar og adgang til markedet.
For markedet betyder det:
- øget usikkerhed for private investeringer i højt specialiserede botilbud
- risiko for lukning eller omstilling af eksisterende tilbud
- svækkelse af konkurrence som styringsredskab på den mest komplekse del af området
For forvaltningen betyder det:
- større planlægnings- og driftsansvar hos kommunerne
- behov for markante anlægsinvesteringer og rekruttering af specialiseret personale
- et mere hierarkisk og mindre fleksibelt forsyningssystem
Ideologi uden etikette
Selv om artiklen ikke bruger ord som profit, marked eller ideologi, er linjen svær at overse.
Overvejelserne kan læses som en videreførelse af den kurs, der blev indledt under den første Mette Frederiksen-regeringen, men nu i en teknokratisk og administrativ indpakning.
Hvor kampen mod profit på velfærd tidligere strandede på manglende dokumentation og politisk modstand, flyttes fokus nu til struktur og forsyning. Resultatet kan blive det samme – bare uden den åbne værdipolitiske debat.
