Skip to main content

Mens både kommuner og private leverandører rundt om i landet kæmper med at få implementeringen af ældreloven på plads inden 1. juli, tegner der sig et andet billede i Hørsholm Kommune. 

Her er ældreloven ikke kun en reform – det er en fælles opgave mellem kommune og privat leverandør.

Læs også: Analyse: Ministeriet skruer op for retorikken – men virkeligheden ser anderledes ud

I centrum står samarbejdet med Cura Pleje, der i forvejen betjener cirka en tredjedel af de borgere i Hørsholm, der er visiteret til ældrepleje efter en godkendelsesmodel. Det gør Cura Pleje til en betydelig aktør i den lokale velfærdsleverance – og langt fra en lille nicheleverandør.

I modsætning til de tre andre kommuner som Cura Pleje er leverandør til, har Hørsholm valgt at invitere Cura Pleje med helt ind i udviklingsarbejdet – på lige fod med de kommunale medarbejdere.

“For os er det første gang, at vi er i et så tæt samarbejde med kommunen. Det betyder meget for os, at vi oplever, at det, vi har på hjerte, er noget, man gerne vil lytte til i kommunen,” forklarer Jakob Damsgård, driftsdirektør i Cura Pleje.

Et nødvendigt fællesskab

Og det er ikke kun Cura Pleje, der ser samarbejdet som nødvendigt. I Hørsholm Kommune betegner man det nærmest som en forudsætning for at kunne lykkes med implementeringen.

Chef for Sundhed og Omsorg, Rikke Bundgaard giver i en pressemeddelelse udtryk for, at det er en helt naturlig manøvre, at invitere Cura Pleje med ind:

“Samarbejdet mellem den kommunale og private leverandør skaber et fælles ansvar og en vidensdeling, som styrker den faglige kvalitet, siger hun og tilføjer;

“Hvis ikke vi havde Cura Pleje med i fællesskabet, inden denne her lov træder i kraft, så kunne vi risikere at lave nogle aftaler i kommunalt regi, som de ikke kan løse ude i det private. Det er ikke fair. Hvis vi vil skabe en bæredygtig forandring med borgerne i centrum, må vi styrke både den kommunale og private sektor i arbejdet med den nye lov.”

Den tilgang deles af myndighedsleder Annika Seedorff, der peger på, at Cura Pleje er en naturlig del af de faste mødefora med visitation, terapeuter og sygepleje – og dermed allerede er integreret i den fælles praksis.

Fra strategi til fælles praksis

Mens mange kommuner stadig tøver med at definere deres model for helhedspleje, har Hørsholm Kommune længe arbejdet målrettet med de nye forløbspakker og den tætte koordinering mellem aktører og medarbejdere. 

Men føler Jakob Damsgård sig overbevist om, at kommunen når i mål til den 1. juli?

“Ja, det tror jeg. Der er politisk godkendelse i juni, så det skal de nok komme i mål med. Den del er Cura Pleje ikke med i – men vi har været med hele vejen i udviklingen,” siger han til OPS-Indsigt.

Reformen lægger vægt på en række tunge værdier, som både kommunen og Cura Pleje anerkender og arbejder efter. Men hos Cura Pleje er man også bevidst om de mulige økonomiske konsekvenser:

“Alle de ord, der er skrevet ind i ældreloven – relationer, selvbestemmelse, omsorg – de signalerer én ting: mere tid. Og i vores branche er mere tid lig med flere omkostninger,” siger Jakob Damsgård.

Han peger på, at mere tid til koordinering, møder og individuelle forløb uundgåeligt vil have økonomiske konsekvenser. Derfor kan det blive nødvendigt med en tilpasning hen ad vejen.

“Hvis produktionsomkostningerne går op, så skal noget andet ned, hvis det skal være et nulsumsspil, men det er jo ikke sikkert,” siger han.

Et forbillede – i en ellers uens implementering

Det tætte samarbejde i Hørsholm står i skarp kontrast til situationen mange andre steder i landet. Flere rundspørger – bl.a. fra KA Pleje – viser, at mange kommuner stadig ikke har besluttet, hvordan de vil visitere til helhedspleje. 

Og ifølge KL mangler en fjerdedel af kommunerne private leverandører.

I den sammenhæng fremstår Hørsholm som en kommune, der både tager ansvar og rækker hånden ud. For Jakob Damsgård handler det i sidste ende om én ting:

“Når vi får talt om fælles værdier, mål og succes i forhold til borgerens bedste, så styrker det servicen i sidste ende. Jeg ser det sådan, at vi i fremtiden kan få et opgør med sådan en dem og os-kultur, hvor man ikke taler med hinanden, men i stedet koordinerer og kommunikerer sammen,” siger Jakobs Damsgård.

Han peger på, at Cura Pleje bidrager med en unik viden, som komplementerer kommunen, han som leder af en privat virksomhed kender virksomhedens værdikæder i detaljer: 

“Blandt andet fordi jeg selv forhandler med alle underleverandører. Jeg ved derfor præcis, hvad ting koster i forhold til kerneopgaven. Og det kan være sværere at få i en stor kompleks organisation som kommunen,” siger Jakob Damsgård.

Det er netop det, Hørsholm gør brug af.

Vil du læse resten af artiklen?

Prøv OPS-Indsigt gratis i 4 uger

Få adgang med det samme - ingen binding - ingen kreditkort 4 ugers gratis prøveperiode

Log ind