Skip to main content

Byggeriet af det nye somatiske akuthospital i Gødstrup – et af de såkaldte supersygehuse blev forsinket fem år, men det er ikke derfor at en af de tidligere leverandører til byggeriet skal tilbagebetale et tocifret millionbeløb til Region Midtjylland.

Det fremgår af en pressemeddelelse.

Siden akuthospitalet åbnede i 2022 har der verseret en tvist mellem Region Midtjylland og Rambøll, som nu er afgjort ved en voldgiftskendelse.

Rambøll varetog under byggeriet byggeledelsen for regionen og uenigheden mellem parterne handlede dels om ansvar for forsinkelse af byggeriet og dels om opkrævning af honorarer.

Ved voldgiften blev Rambøll ikke fundet erstatningsansvarlig for selve forsinkelsen af hospitalsbyggeriet og frifindes derfor for Region Midtjyllands erstatningskrav på kr. 56,5 millioner kroner inklusiv moms plus renter.

“Vi er selvfølgelig tilfredse med, at vi er blevet frifundet for ansvar for selve hospitalets forsinkelse,” siger Ronni Holm Dam, landechef for Rambølls byggeriforretning i Danmark.

Har opkrævet for meget i honorar

Men Rambøll slipper ikke helt, for voldgiftsretten har afgjort, at Region Midtjylland skal have tilbagebetalt honorarer på cirka 57,1 millioner kroner inklusiv moms plus renter. Derudover er Region Midtjylland frifundet for Rambølls krav om yderligere honorarbetaling.

Det er Ronni Holm Dam uforstående overfor.

“Når det er sagt, glæder vi os til at kunne se fremad efter en sag, der har stået på i mere end syv år og krævet mange ressourcer hos os,” siger han.

Ønsker at se fremad

Også hos Region Midtjylland ønsker man at se fremad, selvom man altså ikke kunne få Rambøll dømt for, at supersygehuset var blevet forsinket..

“Jeg er glad for at vi nu har afklaring og kan se fremad sammen med Rambøll. Det glæder mig, at patienter, pårørende og ansatte har fået et flot og velfungerende hospital i Gødstrup,” siger regionsrådsformand Anders Kühnau.

Som følge af afgørelsen skal Rambøll betale Region Midtjylland cirka 5,1 millioner kroner i sagsomkostninger samt dække 2/3 af udgifterne til Voldgiftsnævnets behandling af sagen

Region Midtjylland oplyser, at man fortsat overholder budgettet for byggeriet af hospitalet i Gødstrup, da det forventede udfald af de verserende tvister i byggeprojektet i forvejen var indregnet i projektets anlægsøkonomi.

Vil du læse resten af artiklen?

Prøv OPS-Indsigt gratis i 4 uger

Få adgang med det samme - ingen binding - ingen kreditkort 4 ugers gratis prøveperiode

Log ind