Skip to main content

Staten og Kommunernes Indkøbsservice (SKI) har netop sendt en ny aftale om standardsoftware i udbud designet til at matche kommunernes behov, hvor man tilbyder licenser til Microsoft-universet, som er kompatibelt med kommunernes eksisterende it-miljø.

Men hvordan kan SKI så, – sat lidt på spidsen – egentlig sikre gode priser ved det her udbud til det 96 kommuner der er tilsluttet den nye aftale, når det nærmere sig et faktum, at kommunerne er låst inde i et Microsoft-univers?

Samtidig har vi det seneste halvandet år hørt, at priserne på Microsoftprodukter er varslet op i pris og på et marked med monopollignende forhold er det interessant, hvordan SKI hjælper kommunerne.

Læs også: Kommunal afhængighed af techgigant har udviklet sig problematisk 

Vi har derfor sat Rasmus Lund Kongsgaard, markedsdirektør i SKI stævne, for at få et blik på, hvad der er op og ned.

“Aftalen er designet til at imødekomme kommunernes behov for software, der er kompatibelt med Microsoft-software, for som du ganske rigtigt siger, så har kommunerne i høj grad et eksisterende set up, der i høj grad er baseret på Microsoft-software. Det gælder fx de mange fagsystemer i kommunerne. Derfor skal den standardsoftware vi udbyder selvfølgelig være kompatibelt med det set up, kommunerne har i forvejen,” forklarer Rasmus Lund Kongsgaard.

Konkurrence mellem forhandlerne

Men løser en aftale de mange bindinger til Microsoft, og kan man overhovedet få nogen konkurrence ud af det, når situationen er som den er?

“Ved at pulje kommunernes behov for Microsoft-kompatible standardsoftwarelicenser har vi en forhåbning om at kunne få en god konkurrence mellem forhandlerne af Microsoft-software,” siger Rasmus Lund Kongsgaard.

Man handler ikke direkte med Microsoft, men en aftale, hvor 103 organisationer er forpligtede til at bruge aftalen med en samlet estimeret værdi på 4,12 mia. kr., fylder antageligvis i kundelandskabet også for en gigant som Microsoft.

Køber kun nødvendige licenser

“Når vi samler en stor pulje, så går vi i meget tæt dialog med markedet, men også kommunerne for at blive skarp på, hvilket licensbehov de har i dag, og hvad de skal have i morgen. Så når de køber licenserne, køber de kun de licenser, der er nødvendige og får på den måde mest muligt ud af budgettet,” siger Rasmus Lund Kongsgaard.

På den måde forebygger men såkaldt overlicensiering. Han forklarede, at det bl.a. sker ved, at aftalen tager højde for de mange forskellige profiler blandt de kommunale faggrupper, hvor ikke alle har behov for det samme.

“Kommunerne køber dermed ikke det hele til alle, men kun det som er nødvendigt i forhold til de enkelte profiler. På den måde er der en mulighed for at minimere nogle af de varslede prisstigninger,” forklarer Rasmus Lund Kongsgaard.

Mulighed for alternativer

Men selv om kommunerne i nogen grad kan undgå, at prisstigninger slår så slemt igennem ved den nye aftale, så ændrer aftalen ikke i det store perspektiv ved den klemme Microsoft har på kommunerne og så alligevel.

“Det er naturligvis nødvendigt, at kommunerne køber software, der kan spille sammen med deres eksisterende Microsoft set up, men der er også områder, som kan erstattes med produkter fra andre producenter, fx sikkerhedssoftware,” fortæller Rasmus Lund Kongsgaard og fortsætter:

“Vi oplever i SKI, at kommunerne er meget bevidste om situationen, og mit klare indtryk er, at de gør sig tanker om, hvordan man kan se efter alternativer der, hvor der ikke er afhængigheder. Her har vi også i SKI flere muligheder for indkøb af standardsoftware, hvor kommunerne kan vælge andre alternativer.”

Man behøver altså ikke at købe eksempelvis den fulde sikkerhedspakke hos Microsoft og det oplever man i SKI, at kommunerne er rigtig gode til at forholde sig til.

Kort om udbuddet

Den udbudte aftale er designet til at matche kommunernes behov ved at tilbyde licenser i form af standardsoftware, som er kompatibelt med deres eksisterende it-miljø, og som falder inden for 14 forskellige funktionelle områder, herunder applikationsinfrastruktur, kundehåndtering, projektstyring, e-mail og forfatterskab, indholdstjenester, it-drift, operativsystemer, sikkerhed og datastyring.

På aftalen kan de tilsluttede organisationer også købe konsulentydelser, herunder undervisning, support og rådgivning, fx inden for sikkerhed, AI og Modern Workplace.

Du kan læse mere om udbuddet her.

Vil du læse resten af artiklen?

Prøv OPS-Indsigt gratis i 4 uger

Få adgang med det samme - ingen binding - ingen kreditkort 4 ugers gratis prøveperiode

Log ind