Kommunerne står med en af de største udfordringer. Manglen på arbejdskraft og kravet om service. Antallet af børn og ældre stiger betydeligt. Det gør arbejdsudbuddet ikke. I 2030 vil den offentlige sektor ifølge KL mangle 44.000 ansatte – de fleste af dem i kommunerne.
Et af trylleordene i den forbindelse har ofte været digitalisering, hvor man bl.a. automatiserer processer og i det hele taget finder nye smarte digitale it-mæssige løsninger.
Læs også: Kommunerne spærrer vejen for rentabel velfærdsteknologi
Men hvor meget investerer kommunerne egentlig i it?
De store kommuner overrasker ikke
I 2023 brugte kommunerne 6,6 milliarder kroner på it, hvilket svarer til, at der er i gennemsnit, blev investeret for 1.210 kr. i teknologi og it per borger, det fremgår af en undersøgelse foretaget af IT-branchen og virksomheden Mercell.
”Vi oplever generelt, at kommunerne fortsat investerer markant i digitale løsninger – Både i forhold til at skabe bedre borgrettede løsninger, men også i forhold til at kunne understøtte medarbejderne i en travl hverdag. Så det er bestemt et område, hvor tingene udvikler sig,” siger Christoffer Strøier, Group Product Director i Mercell.
Ikke overraskende er det de store kommuner, der også samlet set investerer mest i teknologi, mens de mindre kommuner og især ø. Kommunerne investerer mindst.
Således investerede de fire største kommuner samlet 1,5 mia. kr., mens de fire mindste samlet investerede 30,2 mio. kr.
Stor spredning
Med en afstand på over 3000 kroner mellem den kommune investerer mest (Læsø) og den der investerer mindst (Faxe) pr borger, bliver det tydeligt, hvor forskelligt der prioriteres i de enkelte kommuner.
Her er det ofte de små kommunerne, der ligger øverst på listen. Tager du de fem ø-kommuner Samsø, Læsø, Ærø, Fanø og Morsø, så ville de dominere en Top-ti liste over de kommuner der forbrugte mest pr borger, hvis man ikke tog dem ud af ligningen, således som vi har gjort i nedenstående kort.
Ishøj er den kommune der i 2023 investerede mest pr borger i 2023 (1868 kr.), når man tager de fem ø-kommuner ud af opgørelsen.
Forbruget pr borger i de fem ø-kommuner svinger mellem 1633, Kr. og 3600, Kr. Det vil sige, at spredningen mellem de øvrige kommuner er noget mindre nemlig omkring 1600 kr.
(Artiklen fortsætter efter kortet)
Risiko for digitale udkantskommuner
Den kommune, der har investeret mindst i it per borger, er Faxe kommune, hvor man i 2023 blot investerede 276 kr. i nye digitale løsninger per borger. Det skal her bemærkes, at ingen af de ti kommuner der investerer mindst, bruger over 1000 kr. pr borger om året.
”Der kan selvfølgelig være flere grunde til, at en kommune investerer mindre i et enkelt år. Men hvis man over flere år underinvesterer i fremtidens teknologier, risikerer man at skabe en digital udkantskommune, hvor borgerne får en ringere service end i andre kommuner,” siger Michael Wätjen, salgsdirektør i Trifork og forperson for Policy Board for Offentlig Digitalisering i IT-Branchen.
Han peger på, at hvis man eksempelvis underinvesterer i cybersikkerhed. så står man både som kommune, erhvervsliv og borger med et problem om ret kort tid.
Luft i budgettet og dialog med forretningen
Omvendt er det heller ikke nogen garanti, at det faktum at man har et stort budget og investerer meget i It er det sammen som, at man får det optimale ud af de forbrugte midler.
Det mener Kristian Sørensen, der er direktør i rådgivningsvirksomheden IT Advisory
“Der er rigtig mange virksomheder, hvor budgettet er bygget op over mange år, og derfor har man ikke noget fuldstændig overblik over, hvad man egentlig bruger pengene på,” siger han i et interview med Computerworld.
Han mener at de It-ansvarlige nogle gange bør have modet til at skære ned på udvalgte områder. ”For hvis man får skabt luft i budgettet, så er det også markant nemmere at have en dialog med forretningen om, hvad man skal investere pengene i,” siger Kristian Sørensen.
Bagom undersøgelsen
Tallene stammer for de fleste kommuners vedkommende fra Mercell, der indsamler og analyserer de offentliges fakturaer, samt fra IT-Branchen, der har indsamlet overordnede investeringstal fra enkeltstående kommuner.