Godt 20 startups inden for velfærdsteknologi og hjælpemidler stod klar, da Velfærdsteknologidagene 2024 slog dørene op til det første arrangement i Roskilde den 26. juni.
”Med Velfærdsteknologidage 2024 ønsker vi at synliggøre de løsninger, der kan lette arbejdet for fagpersonalet og forbedre plejen for borgerne. Når man oplever iværksætternes produkter, er det tydeligt, at der ligger et stort arbejde bag at afdække behov og tilpasse løsningerne, så de reelt kan gøre en forskel ude i virkeligheden,” lyder det fra Morten Rasmussen, direktør for Danish Care.
Arrangementet blevet til i samarbejde mellem Danish Care, Videnscenter for Velfærdsteknologi og erhvervsskolen ZBC i Roskilde og skal ses som en hyldest til de visionære startups, der arbejder på at skabe fremtidens løsninger inden for hjælpemidler og velfærdsteknologi.
Startup-stories gav perspektiv
En stor del af de besøgende på dagen er fremtidens sundhedsprofessionelle, nemlig de studerende ved social- og sundhedsskolerne i Danmark. Herved kunne de få indblik i de løsninger, som de kan komme i berøring med i deres arbejde i fremtiden.
I løbet af dagen kunne deltagerne høre forskellige startupstories om bl.a. Aquatime, der er mere end bare et glas. Det er en såkaldt ”Internet of Things løsning”, i daglig tale omtalt som IoT-løsninger.
Ud over at Aquatime er et intelligent drikkeglas, der løbende monitorerer væskeindtag, viser drikkestatus på glasset og sender data til sundhedspersonalet, så er Aquatime og så historien om en start up der blev opkøbt af den store danske koncern Abena A/S.
“Dette arrangement er ikke kun godt for Danmark, men også for Danmark som eksportland. Startups inden for velfærdsteknologi kan blive del af kommende eksporteventyr for Danmark, og netop denne sektor er en dansk styrkeposition,” siger Morten Rasmussen.
Danish Care har de sidste fem år arbejdet dedikeret på at fremme iværksætteri og innovation gennem et håndholdt acceleratorforløb, CareTech CHALLENGE. Her har mere end 40 startups fået støtte til at udvikle deres velfærdsteknologier. Størstedelen af disse virksomheder står klar til at introducere deres løsninger på markedet, og mange af dem kan opleves på velfærdsteknologidagene i 2024.
”Vi har brug for iværksætteri, som kan skabe de nye løsninger som kan afhjælpe manglen på sundheds- og plejepersonale, til en befolkning med flere og flere ældre, kronisk syge og multisyge. Derfor er det så vigtigt, at vi sætter iværksætterne og deres løsninger i centrum,” lyder det fra Morten Rasmussen.