Da regeringen, KL og Danske Regioner i december 2025 indgik en aftale om kompressionsprodukter, var ambitionen klar.
Borgerne skulle ikke længere være kastebold mellem kommune og region, og aftalen skulle skabe klare rammer for, hvem der havde ansvaret. Lovforslaget, der senere blev fremsat, skulle samtidig skabe det nødvendige juridiske grundlag for, at kommunerne kunne administrere aftalen.
Læs også: Tre advarsler til regeringen: Kompressionssagen er langt fra løst
Men seks måneder senere tegner der sig et helt andet billede. Det fortæller COO Cecilie Lodberg Bosse fra Apodan, der leverer medicotekniske kompressionsløsninger og hver uge møder patienter, som forsøger at få deres sag behandlet.
“I december 2025 havde vi alle hænderne oppe over hovedet over, at der nu endelig var nogle klare retningslinjer for myndigheder og borgere – og så skete der det modsatte af, hvad vi forventede. Total stilstand,” siger hun.
Ventelisten vokser
Apodan har ingen myndighedsrolle. Virksomheden udlåner kompressionspumper, så patienterne kan afprøve dem, inden de søger om en bevilling. Netop derfor får virksomheden et sjældent indblik i, hvad der sker, når patienterne forlader hospitalet og skal videre i systemet og tallene bekymrer.
“Vi har haft rigtig mange borgere det seneste halve år til at afprøve vores kompressionspumpe. De 65% venter fortsat på en afgørelse i kommunen, og det er en ‘bunke’, der stiger kontinuerligt hver uge.”
Ifølge Cecilie Lodberg Bosse oplever mange flere nu afslag fra kommunerne med henvisning til, at kompressionspumpen betragtes som et behandlingsredskab. Det sender borgerne videre til regionerne.
Patienterne kan ikke finde døren ind til regionerne
Den mest opsigtsvækkende erfaring handler imidlertid ikke om afslag. Den handler om, at patienter, som ved at regionen ifølge aftalen fra december har ansvaret for at bevilge kompressionsprodukter det første år efter behandling, ikke kan finde et sted at henvende sig.
“Der er ikke et sted, de kan henvende sig – der er ganske enkelt ikke en dør, hvor borgerne kan gå ind og aflevere deres ansøgning om et kompressionsmiddel, “ siger Cecilie Bosse.
Ifølge Apodan betyder det, at nogle patienter ender præcis dér, hvor den politiske aftale skulle forhindre dem i at være – mellem to myndigheder.
Aftalen er ikke nået ud i organisationen
Cecilie Lodberg Bosse oplever ikke, at problemet skyldes manglende vilje hos regionens personale ude på afdelingerne. Hun peger i stedet på implementeringen.
“Den politiske aftale, der blev lavet, er simpelthen ikke blevet formidlet til de relevante medarbejdere,” siger hun. Patienter møder ifølge hende medarbejdere, som ganske enkelt ikke kender til aftalen, hvilket skaber betydelige barrierer i praksis .
“Når patienterne fx. opsøger deres gamle afdeling, hvor de er blevet behandlet og henviser til den politiske aftale, så ved regionens medarbejdere ikke, hvad de taler om.”
Hun fortæller, at der er enkelte lykkelige historier, fx på et hospital i Nordjylland, men virkeligheden er, at implementeringen ikke er nået helt ud i organisationerne.
Cecilie Bosse understreger, at der godt kan være kendskab til aftalen centralt i regionerne. Problemet er blot efter hendes opfattelse, at den ikke er omsat til arbejdsgange dér, hvor patienterne møder sundhedsvæsenet.
Juristerne er blevet den nye flaskehals
Apodan oplever samtidig, at sagerne nu i højere grad end tidligere havner hos regionernes juridiske funktioner.
“Vi vil mene, at en læge eller en lymfødemterapeut sagtens kan vurdere det her med deres faglighed, men spørgsmålet er ikke, om de kan vurdere patientens behov, det handler snarere, om hvorvidt de har mandat til at træffe en beslutning på det økonomiske plan,” siger Cecilie Lodberg Bosse.
Det betyder efter hendes vurdering, at patienterne er afhængige af, om sagen når frem til de få steder i organisationen, hvor aftalen er kendt. For eksempel i de juridiske enheder i regionerne.
Når systemet går i stå, bygger markedet bro
Konsekvensen mærker Apodan direkte. Virksomheden har derfor valgt at tilbyde lejeordninger og privatkøb til borgere, som ikke kan vente på en afgørelse.
Det er ikke den løsning, virksomheden ønsker.
“Det vi går op i hos Apodan er, at vi gør en forskel for vores kunder, problemet er, at vi lige nu ser ind i en total stilstand med ekstrem sagsbehandlingstid, og det er borgere, der sidder med et kæmpe behov for hjælp, så derfor har vi lavet lejeordninger”, fortæller Cecilie Lodberg Bosse.
For nogle borgere der ikke har overskud til systemet, bliver alternativet at købe udstyret selv.
“Vores produkter er avanceret medicoteknisk udstyr, så man kan godt risikere at få en regning på mange tusinde kroner, men det er jo ikke alle der har den frihed til at kunne prioritere sådan,” siger hun og efterlyser, at der snart kommer et indgreb, der kan ændre borgernes situation.
Implementeringen er blevet den nye udfordring
De seneste stykke tid har debatten om kompressionsprodukter især handlet om jura, lovgivning og myndighedsansvar. Apodans erfaring peger på, at udfordringen nu har flyttet sig.
Ansvaret er i vid udstrækning beskrevet i aftaler og lovforslag, men hvis patienterne ikke ved, hvor de skal henvende sig, og medarbejderne ikke kender aftalen, bliver resultatet det stik modsatte af den politiske ambition.
Ikke klarhed, men stilstand i afgørelserne og en plads mellem to stole.
