Frisættelsen af den offentlige sektor forventes at blive den største forandring af det kommunale selvstyre siden 1970, men findes der en masterplan og hvad er det, som har formet vejen for, at SVM-regeringens forskellige partier nu stempler ind for frisættelsen?
Det afdækkede professor i økonomi ved Aalborg Universitet Per Nikolai Bukh, for deltagerne på NB-Mediers konference om frisættelse af kommunerne.
I en fyldt sal med en ligelig fordeling af offentlige og private aktører, dykkede han ned i velfærdsområdernes kompleksitet, han bl.a. koblede sammenhængen mellem velfærdssamfundets aktuelle udfordrende megatrends og nødvendigheden af handling, ligesom han adresserede forskellige fortolkninger af frisættelsesbegrebet.
OPS-Indsigt bringer her et interview med nogle af hans pointer fra konferencen.
Vi har talt frisættelse i mange år
”Frisættelse som ide er noget de fleste stempler ind på, for folk vil gerne frisættes, men hvem og hvad er det der skal frisættes. Er det borgeren, medarbejderen eller kommunerne? – Men inden vi helt taber jordforbindelsen, så skal vi lige se på om det her er en ny ide,” siger Per Nikolai Bukh til OPS-Indsigt.
Han peger på, at hvis man ser helt tilbage til 80-erne og laver en serie nedslag, vil man se at frisættelsesdagsordenen ikke er noget nyt.
Lige siden moderniseringsprogrammet i 1983, hvor et af sigterne var afbureaukratisering, decentralisering og større handlefrihed for institutionerne i den offentlige sektor, kan man lave nedslag, hvor tanken om frisættelse har indgået som element.
”I 1986 fik vi lov om frikommuner efter, at Indenrigsminister Britta Schall Holbergs var på inspirationsbesøg i Sverige i 1984. I 2003 får vi lov om frit valg på ældreområdet, i 2013 kommer tillidsdagsordenen, og i 2016 præsenterer Mette Frederiksen ”Manifest for en ny velfærd,” hvor man vil skabe rum for faglighed og mindre indblanding fra politikerne og i foråret 2019 lanceres socialdemokratiet en selvstyrereform. Der er sådan set nok at tage af,” siger Per Nikolai Bukh til OPS-Indsigt.
Han var selv overrasket over, hvor mange år vi har talt om frisættelse på den ene eller anden måde. Særligt bemærker han, at Mette Frederiksen og Socialdemokratiet har villet det de sidste 8 – 10 år.
”Tager du forskningsbrillerne på, så kan mange af de her reformer forenes under frisættelsesbegrebet uanset om du er borgerlig eller socialdemokrat. Det er derfor naturligt, at SVM-regeringen finder sammen, men man skal være opmærksom på, at de politisk vil noget forskelligt, selvom det er den samme løsning,” siger Per Nikolai Bukh.Læs artiklen: Medens vi venter på frisættelsen
Vi skal rive plasteret af
Ser vi på velfærden 2023, så mener Per Nikolai Bukh, at vi gennem årene har skabt en kompleksitet med bl.a. en lovgivningsmæssig stiafhængighed, hvor det er uhyre vanskeligt at frigøre velfærdssamfundets praksisser, organisering og styring fra den model, vi allerede har.
” Det er som om, der ikke rigtig er noget, der kan lade sig gøre og meget lidt, af det vi sætter i søen, der kommer til at fungere godt. Vi har derfor behov for en mere langsigtet vision og det kræver, at vi går fra sniksnak til handling, siger Per Nikolai Bukh.
Han mener ikke, at vi skal ud i flere forskningsundersøgelser eller kortlægninger endsige ekstrapuljer. Alene to af de fem megatrends som Mette Frederiksen har peget på i forhold til den ændrede demografi og manglen på medarbejdere, er mere end rigeligt for at vælte velfærdssamfundet, som vi kender det i dag.
Per Nikolai Bukh peger på, at hvis vi ikke gør noget nu og river plasteret af, ser virkeligheden i øjnene og handler, så vil samfundet som organisme selv finde løsninger og det er ikke sikkert, at vi vil være tilfredse med den form for velfærdsmodel, der så opstår.
Risiko for et a- b- og c-hold
”Sidder vi på hænderne, får vi et meget differeret samfund med ulighed, fordi vi har valgt det ved ikke at gøre noget. Ingen beslutning nu betyder et ja til et ustyrbart velfærdssamfund med et a-, b- og endda c-hold – Og her er der mange veje at gå,” siger Per Nikolai Bukh.
En af hans pointer er, at udgifterne til hjemmehjælp og plejeboliger er faldet med 0,6 mia. kr. fra 2009 til 2017. Det stigende antal ældre i samme periode ville have medført en stigning i udgifterne til ældrepleje på 6,4 mia. kr., hvis udgifterne pr. borger var uændret i forhold til 2009.
”Kommunerne har reduceret i servicen igennem de sidste mange år, men borgernes forventninger til velfærd er stigende. – Og her skal du forestille dig, den situation der opstår i 2030, som er om ganske få år og de nye brugere af ældrevelfærd mødes med et serviceniveau anno 2017, som måske endda er lavere end for år tilbage, fordi servicen er fastlåst på det niveau,” siger Per Nikolai Bukh.
Han forestiller sig, at hvis vi ikke handler nu, men forsøger at fastholde den nuværende model, så vil det medføre en stor ulighed i samfundet, hvor dem som har penge nok, vil købe sig til den velfærd de mener de har behov for og dermed komme foran i køen.
”Vi har allerede i dag mulighederne for at købe privat sygepleje uden om det offentlige, så det er ikke et uvirkeligt scenarie, at vi ender med et a- b- og c-hold, hvor a-holdet er, dem der har pengene og altid vil kunne betale, b-holdet er den brede middelklasse, som kan forsikre sig og så c-holdet, der kun har den skrabede kommunale service,” siger Per Nikolai Bukh.Læs artiklen: Private sygeplejersker træder til, hvor det offentlige slipper
Et selvbetalende a- og b-hold
Når Per Nikolai Bukh tager sine økonomiprofessor briller på, ser han derfor en anden vej, hvor vi erkender og accepterer at velfærdssamfundet, som vi kender det ikke hænger sammen, men accepter at de bredeste skuldre bærer sig selv, hvilket vil medvirke til en delfinansiering af den offentlige velfærd.
Han ser derfor en velfærdsmodel, hvor selvbetaling af velfærd blandt dem som har råd enten fra egen kasse eller via en forsikring tager over. Her får a- og b-holdet adgang til en basisservice fra det offentlige, som så kan toppes med en forsikring i lighed med det man kender fra rejseforsikringer.
Den løsning vil skabe et rum for en offentligt finansierede velfærdsydelser for de borgere som hverken har penge eller kan opretholde en forsikring.
