I Skanderborg Kommune har man i over et år diskuteret placeringen af en ny daginstitution. Der har været flere muligheder, men nu ser det ud til at den lokale idrætsforenings ene fodboldbane skal lade livet.
Historien er interessant fordi det er ikke første gang, at en af civilsamfundets fodboldbaner må sløjfes, som følge af en kommunes planer om at etablere en ny børnehave. En lignende historie udspillede sig ifølge TV2 Øst i Silkeborg Kommune så sent som i november, hvor kommunen uden enighed med den lokale fodboldklub iværksatte byggeriet af en daginstitution på klubbens baner.
Her undrede mange borgere sig højlydt over at kommune og politikere ikke havde fundet et andet sted til en børnehave.
”Jeg er ikke sikker på, hvor det er gået galt. Men vi har muligvis ikke været gode nok til at inddrage daginstitutioner, sportsforeninger, lokalråd og skolebestyrelser, for reaktionen fra dem kommer meget sent. Det er i sidste øjeblik. Der står en gravko klar til at gå i gang derude, så noget er gået galt,” sagde Martin Jakobsen (C), som er en af de politikere der havde stemt for løsningen.
De frivillige forventede flere møder med kommunen
Situationen i Skanderborg ligner meget den i Silkeborg, for på en eller anden vis er det ikke gået op for den lokale idrætsforening, at deres boldbane nu er udpeget og det er stærkt bekymrende ifølge formanden for Stilling IF Fodbold.
”Alt det sociale på tværs af holdene risikerer at blive tabt, fordi banerne, som det ser ud nu, bliver adskilt,” siger Nicolaj Simonsen til TV2Øst. – Han håber, at kommunen vil lytte.
I Stilling IF, havde man forventet, at der ville komme flere møder og bedre mulighed for dialog, men nu ser løbet altså ud til at være kørt for de frivillige.
I idrætsforeningen er med på, at man burde have reageret før, men peger samtidig på, at fodboldklubben er en lokal forening drevet af frivillige medlemmer og i den melding ligger der lidt, at det burde kommunens forvaltning have taget højde for.
Udslagsgivende, at børnehaven ligger nær skolen
Skanderborg Kommune skal den 21. december tage stilling til om man ved at inddrage fodboldklubbens 11-mands-bane skal kompensere klubben med en ny otte-mands-bane et andet sted.
Den nye otte-mands-bane ligger dog langt fra de eksisterende baner, og det får ifølge Nicolaj Simonsen stor betydning.
”Vi mister den fleksibilitet, vi har i dag med to otte-mands-baner, der ligger ved siden af hinanden,” siger han.
Begrundelsen for at overveje placeringen på Stilling IF’s fodboldbaner er ifølge Skanderborg Kommune, at man på den måde kan samle skole, børnehave og idrætsfaciliteter på samme område.
”Det er udslagsgivende, at daginstitutionen kan ligge i nærheden af skolen, og at man kan dele nogle af de samme faciliteter – for eksempel hal og legeplads,” siger Tage Nielsen (V), formand for Kultur-, Fritids, og Idrætsudvalget i Skanderborg Kommune.