Inden længe vil der blive etableret elladestandere 72 steder i Herning Kommune. I alt bliver 310 standere sat op foruden et endnu ukendt antal standere på Markedspladsen og Danmarksgades p-plads i det centrale Herning.
Elladestanderne bliver opført og driftet af EWII, som vandt et netop afsluttet udbud fra Herning Kommune. Det skriver NB-Kommune.
Der er tale om det første udbud af sin slags i Danmark.
“Det særlige ved dette udbud er, at det omfatter hele kommunen. Normalt vil udbyderne af elladestandere være mest interesseret i knudepunkterne, men det har været vigtigt for os, at hele kommunen blev dækket ind, så netværket af ladestandere bliver mere fuldendt. Det glæder os, at vi er lykkes med det,” fortæller formand for Miljø-, Infrastruktur- og Naturudvalget, John Thomsen (V) i en meddelelse.
EWII har indvilget i at dække hele kommunen for til gengæld af være eneleverandør på opgaven.
“Hos EWII er vi meget stolte over, at vi med denne aftale får mulighed for at bidrage til den grønne omstilling i hele Herning Kommune,” siger Jesper Antoni Nicolaisen, chef for ladeinfrastruktur i koncernen.Kommunen får ingen udgifter
Kontrakten løber i 10 år og er skruet sådan sammen, at virksomheden forpagter de udpegede lokationer for til gengæld at betale kommunen en såkaldt koncessionsafgift.
Kommunen har med andre ord ikke udgifter til projektet og det var netop en af de problemstilliger, der blev rejst sidste efterår, da et bredt politisk flertal indgik en ny aftale, der betød at landets kommuner fik mulighed for at bruge skattekroner på opsætningen af ladestandere i de områder, hvor markedet ikke selv kan løfte opgaven.Den udfordring har Herning Kommune nu løst ved deres nye udbud.
Elladestandere i Herning vil være placeret ved blandt andet plejecentre, skoler, haller og biblioteker.
Geografisk set spænder projektet lige fra Haderup i nord over Ørnhøj i vest til Sdr. Felding i syd.
“Vi er opmærksomme på, at der i dag er rift om elladestanderne – særligt i Herning Midtby. Derfor glæder vi os meget til, at de nye bliver etableret, så det ikke kun er i ydertimerne, du kan finde en ladeplads,” siger John Thomsen.
De første standere vil efter planen være funktionsdygtige inden for et par måneder./sho/