Længere leveringstid er traditionelt ikke noget, der sælger hos kunderne. Forstil dig at være indkøber af kommunalt it til en nyopført skole og så konstaterer, at i den SKI aftale du kan anvende har man indbygget et gebyr på kort leveringstid hos den nye SKI-leverandør. Det er det ikke desto mindre virkeligheden med SKI’s nye computeraftale, den såkaldte 50.40 Computere og it-tilbehør.
Aftalen sættes yderligere i perspektiv af, at den rammer lige ned i en igangværende debat om skolernes brug af Google Chromebook, efter at Datatilsynet har afgjort at Google Workspace ikke må benyttes på skolerne i Helsingør Kommune. Den afgørelse kan betydning for alle danske skoler som benytter det samme materiel. Potentielt set vil mange skoler meget hurtigt skulle skaffe (indkøbe) sig nyt udstyr.
Leveringsbetingelserne på den nye aftale er skruet sådan sammen at den skal understøtte en mere bæredygtig indkøbsadfærd hos indkøberne i det offentlige. Dels er der indført et miljøgebyr på bestillinger med kort leveringstid. Dels giver muligheden for at vælge længere leveringstid såvel miljømæssige som økonomiske incitamenter til at få leveret de bestilte produkter med en transportform (fra produktionsfabrik til Europa), der udleder mindre CO2 – fx skib eller tog.
”Det er lykkedes os at forme en aftale, der dels imødekommer behovet for et bredt sortiment af computere, dels sætter nye, høje krav til bæredygtighed i værdikæden – dels sikrer kunderne attraktive og konkurrencedygtige priser. Det er en rigtig god aftale og resultatet af et konstruktivt samarbejde mellem kunder, marked og SKI,” siger Christian Lunding, der er udbudsdirektør i SKI i en kommentar til den nye aftale, som træder i kraft til september.
De grønne indkøbsskrue får et hak til
Aftale er interessant fordi den dækker næsten alle kommuner (84), staten, en region og en række andre organisationer, som er gået sammen om at udbyde computere til administrativt arbejde og til landets skoleelever.
Med den nye computeraftale drejer SKI endnu en omgang på de grønne offentlige indkøbs-skrue. Her er cirkularitet blevet et bærende princip. SKI har i aftale med de nye leverandør COMM2IG stillet skarpt på miljø- og klimakrav helt fra produktionsled over produktmaterialer og -kapacitet til transport samt bortskaffelse, ligesom ma har fokus på en række leveringsmekanismer, der skal fremme en grønnere indkøbsadfærd.
”Inden vi går i udbud, kortlægger vi aftaleområdets grønne værdikæde, så vi kan stille de helt rigtige, grønne krav. Hidtil har vi primært set på, hvad produkterne indeholder, hvordan de bliver produceret, arbejdsforhold, mv. Nu ser vi på, hvilke krav vi kan stille i et langt bredere perspektiv, og det afspejler sig i den nye computeraftale. Her har vi både produkter, der i sig selv er ’grønnere’, men vi nudger også it-indkøberne til at vælge leveringsvilkår fra producent, der reducerer det offentliges CO2-aftryk ved computerkøb,” siger Christian Lunding.
Aftalen består af et standardiseret sortiment inden for computere og tilbehør til administrative arbejdspladser fra producenterne Lenovo og HP samt de mest efterspurgte skolecomputere til elever på uddannelsesinstitutioner. Og det er her at bl.a. et miljøgebyr skal nudge de offentlige indkøbere til at vælge længere leveringstider.
Aftale om indkøb af genbrugte computere på vej
SKI har tre computeraftaler.
- 50.40 Computere og it-tilbehør
- 02.02 Computere
- 02.01 Genbrugte computere
Aftalen 50.40 Computere og it-tilbehør har som sagt lige fået COMM2IG som ny leverandør.
Aftale 02.02 Computere udløber i slutningen af oktober 2022, og forventningen er, at en ny aftale vil træde i kraft slut december 2022. Udbudsmaterialet forventes offentliggjort ultimo august, oplyser SKI.
Aftalen 02.01 Genbrugte computere er en ny aftale, der bliver udviklet som et led i understøttelsen af den grønne og bæredygtige dagsorden i den offentlige sektor. Her forventes udbudsmaterialet offentliggjort i løbet af efteråret 2022, og aftalen vil efter planen træde i kraft i første kvartal af 2023.