Debatindlæg af Morten Jung, markedschef i Dansk ErhvervDagens glædelige nyhed kommer fra intet ringere end et flertal af Folketingets partier, der nu forpligter Regeringen til at se på, hvordan vi kan sikre korrekte afregningspriser for ikke-kommunale leverandører af ældrepleje, hvis der fortsat kan identificeres ukorrekte afregningspriser.Det er positivt, og fra Dansk Erhvervs side glæder vi os over, at sagen ser ud til at blive fulgt til dørs af Radikale venstre, Det konservative Folkeparti, Venstre, Liberal Alliance, Dansk Folkeparti og Kristendemokraterne.Anerkendelsen af problemet med ukorrekte afregningspriser er nemlig afgørende for, at de ældre kan modtage den rette pleje og omsorg. Korrekte afregningspriser er ikke kun tekniske detaljer eller paragrafjonglering – det handler om mest mulig kvalitet for pengene til gavn for vores ældre medborgere.Dansk Erhverv bakker naturligvis op om beslutningsforslaget, B6, som foreslår, at der skal etableres en kontrol- og vejledningsinstans under Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, der skal sikre korrekte afregningspriser. Der er behov for gennemsigtighed i kommunernes prissætning af egne ydelser, og det er nødvendigt at kunne eftertjekke kommunernes beregninger.Ganske enkelt fordi de ældre fortjener den bedste ældrepleje, og vi skylder lokale ildsjæle at kunne levere den bedste service og omsorg for de ældre.
At Radikale Venstre nu er med i den beretning, der forpligter Regeringen til at genbesøge beslutningsforslaget, hvis det viser sig, at der stadig kan identificeres ukorrekte afregningspriser, er derfor en dejlig sejr.Korrekte afregningspriser handler nemlig ikke kun om gennemsigtighed nu og her, men også om, hvordan fremtidens velfærdssamfund og ældrepleje skal se ud. Vi bliver flere ældre, og skal vi fortsat levere samme eller endnu bedre kvalitet i ældrepleje i fremtiden, har vi brug for et stærkt offentligt-privat samarbejde. Uden korrekte afregningspriser risikerer vi, at ildsjæle der driver et friplejehjem, taber modet, eller at de mange nye ældre ikke kan modtage ordentlig omsorg. Det kan og skal vi ikke være bekendt, og derfor er det positivt, at et flertal anerkender problematikken.