Den danske stat har de seneste to år indregistreret 15 gange flere dieselbiler end grønne biler. Det er sket, selv om regeringen i samme periode har presset på for en grøn omstilling af transportsektoren. Det skriver Berlingske.
Ifølge avisen viser tal fra Danmarks Statistik, at staten i perioden fra juli 2019 til juli 2021 – de godt første to år med den socialdemokratiske regering ved magten – har indregistreret i alt 1220 nye personbiler.
Ud af dem udgør grønne biler som elbiler og benzin-plug-in-hybridbiler 4,9 procent. Til sammenligning udgør dieselbiler 73,5 procent med 897 nyindregistrerede dieselbiler i perioden.
Staten får baghjul
Det står ifølge Berlingske i skærene kontrast til danskernes generelle bilkøb, da næsten hver anden solgte bil i dag enten er en elbil eller en plug-in-hybridbil.
Staten får også baghjul sammenlignet med resten af det offentlige og det private erhvervsliv, der i langt højere grad køber grønne biler eller benzinbiler, når valget ikke falder på en grøn bil.
– Det er en mindre skandale, at staten på ingen måde formår selv at gå forrest i den grønne omstilling på transportområdet, men bliver ved med at købe fossilbiler og at være fodslæbende, siger Jeppe Juul, seniorrådgiver i Rådet for Grøn Omstilling, til Berlingske.
Håbløs indkøbspolitik
SF’s transportordfører, Anne Valentina Berthelsen, kalder indkøbspolitikken “helt håbløs”.
– Man skulle næsten tro, det var en dårlig joke, siger hun og tilføjer, at hun vil kræve, at alle nye personbiler, staten køber, fremover skal køre på el, medmindre der i særlige tilfælde er en konkret begrundelse for at afvige fra reglen.
Lignende toner lyder fra Rasmus Helveg Petersen (R), der er formand for Folketingets Klima-, Energi- og Forsyningsudvalg.
Han vil kalde den minister, der har ansvaret for statens indkøb, i samråd for at få en forklaring.
Transportminister Benny Engelbrecht har ifølge Berlingske ikke ønsket at lade sig interviewe.
Han siger i et skriftligt svar til avisen, at han “hver dag arbejder for den grønne omstilling på mit område”.Han vil dog ikke blande sig i, hvilke biler de statslige organisationer skal bruge for at løse deres opgaver, lyder det videre.
/ritzau/