Skip to main content

Region Hovedstaden, landets folkerigeste region, vil ikke længere bruge online-supermarkedet Nemlig.com.

Det blev vedtaget på et møde i regionsrådet tidligere på ugen, hvor 29 ud af 41 medlemmer af regionsrådet stemte for forslaget, som var rejst af SF.

Det skriver Fagbladet 3F.

Beslutningen betyder, at Nemlig.com ikke længere skal kunne levere dagligvarer til for eksempel bosteder, institutioner og centre i Region Hovedstaden.

– Det er et signal om, at vi ikke vil bruge borgernes penge på at købe tjenester af et firma som Nemlig.com, der har vist sig at have helt uacceptable arbejdsvilkår, siger SF’s regionsrådsmedlem Peter Westermann, som står bag forslaget.

Kun Venstre og Konservative stemte ikke for forslaget.

Beslutningen kommer efter et forløb, hvor Nemlig.com er blevet afsløret i dårlige arbejdsforhold – blandt andet 15 timers arbejdsdage, overvågning af lagermedarbejdere, bøder til chauffører, hvis de er få minutter forsinket, og et tidspres så ekstremt, at medarbejderne ikke har tid til at holde pause og gå på toilettet.

Forholdene fik en række kommuner – Odense, Gentofte og Albertslund – til at droppe samarbejdet med online-supermarkedet.

Også Københavns Kommune ligger i strid med moderselskabet bag Nemlig.com, Intervare, som de beskylder for dårlige arbejdsforhold og grov underbetaling af de chauffører, der bringer dagligvarer ud til ældre, syge og borgere med handicap.”Vi skal ikke handle med virksomheder, der underbyder løn- og arbejdsvilkår”

Peter Westermann (SF), medlem af regionsrådet i Region Hovedstaden.Regionen har ikke en aftale med Nemlig.com

Regionen har tidligere lavet en opgørelse, som viste, at der i fire måneders perioden 1. januar til 30. april 2021 var brugt knap 925.000 kroner på indkøb hos Nemlig.com.

– Det betyder, at vi i Region Hovedstaden vil få indkøb for omkring tre millioner kroner hos Nemlig.com i 2021, hvis det fortsætter. Det skal det ikke. Vi skal ikke handle med virksomheder, der underbyder løn- og arbejdsvilkår, siger Peter Westermann til Fagbladet 3F.

Har I dokumentation for, at Nemlig.com ikke har efterlevet arbejdsklausulen i Region Hovedstaden?

– Nej, vi har ikke nogen fast indkøbsaftale med Nemlig.com, så det er ikke så ligetil at lave en undersøgelse af dem. Men vi må lægge til grund, at de ikke har været i stand til at leve op til arbejdsklausulerne i de kommuner, hvor man har set dem efter i kortene, og det står klart, at de har meget svært ved at leve op til overenskomstmæssige løn- arbejdsvilkår. Og så er det også vigtigt at sige, at der er andre firmaer, som kan konkurrere med Nemlig.com på både pris og kvalitet, siger Peter Westermann til Fagbladet 3F.

Nu skal Region Hovedstadens embedsmænd se på, hvordan man i praksis kan sikre sig, at de mange institutioner i Region Hovedstaden fremover ikke bestiller dagligvarer fra Nemlig.com.

Herefter skal regionens forretningsudvalg stemme forslaget endeligt igennem.

Fagbladet 3F har været i kontakt med Nemlig.com, som ikke har nogen kommentarer til sagen.

Vil du læse resten af artiklen?

Prøv OPS-Indsigt gratis i 4 uger

Få adgang med det samme - ingen binding - ingen kreditkort 4 ugers gratis prøveperiode

Log ind

Leave a Reply