Kommuner hyrer resultatlønnede konsulenter til at spare på støttetilbud til borgere med handicap eller psykisk sygdom. Det skrev Altinget i december 2019 på baggrund af en række aktindsigter i kontrakter og aftaler mellem kommuner og to private bureauer.
Det bevirkede, at Social- og Indenrigsminister Astrid Krag gik ind i sagen og satte Ankestyrelsen til at se nærmere på sagen. Nu har samtlige kommuner involveret i konsulentsagen ifølge Altinget afleveret deres redegørelse til Ankestyrelsen.
Det er herefter op til Ankestyrelsen at vurdere, om det har været lovligt, når en række kommuner har benyttet sig af resultatlønnede konsulenter, men hvad kan man egentlig læse ud af alle besvarelserne?
Socialchefernes formand: Et noget ensidigt fokus
Formand for socialchefforeningen Helle Linnet har i hele forløbet haft den oplevelse, at man noget ensidigt har fokuseret på, at borgerens service blev nedskrevet, hvis en kommune opnåede en besparelse på basis af konsulenternes forhandling med et botilbud.
”Det er helt centralt, at man ikke skiller kommunernes individuelle vurdering af borgeren og den handleplan, der bliver udarbejdet fra den økonomi, der bliver aftalt,” siger Helle Linnet.
For hende behøver det altså ikke at medføre en serviceforringelse for den udsatte borger, fordi prisen på et ophold på et socialt tilbud reduceres. ”Det kan det være, men så er der sket en fejl. Forhandlingsresultatet afhænger af, at man i udgangspunktet vægter borgerens behov for ydelser og den plan der er lagt, op mod det som skal betales.” siger hun.
Altinget har lært fire ting
Ifølge Altinget er der fire ting man har lært om sagen med de resultatlønnede konsulenter. På OPS-Indsigt stiller vi ind på Altingets fortolkning og giver et par nuancerede tillægsbud.
Altinget skriver den 14. juni, at den indsigt vi har fået om årsagerne til at kommunerne har hyret konsulenter, er 1) manglende faglighed, 2) større modspil fra botilbud, 3) millionbesparelser og hertil kommer, at sagen som en fjerde og sidste ting har vist, at mediepres har medført refleksion og farvel til resultatløn.
Det sidste er lidt af en påstand, for i december blåstemplede KL så at sige modellen med no cure no pay i OPS-Indsigt
Der er næppe tvivl om, at det har givet debat, at Altinget har rejst sagen med de eksterne konsulenter, men Helle Linnet kan have en pointe i, at hele debatten også er udtryk for en ensidighed i medierne, hvor man hovedsageligt fokusere på det økonomiske og ressourcemæssige aspekt.
Det forsvarer ikke de fejl, der måtte være begået af kommuner og sociale tilbud i denne sammenhæng, men Helle Linnets udsagn om, at sagen behandles ud fra en ensidig vinkel, kalder på et tjek.
Altinget overser kommunalt budskab i redegørelserne
På intet tidspunkt nævner Altinget, i en ellers meget oplysende artikel fra 14 juni, hvad de fleste kommuner, næsten anvender som indgangsbøn i deres redegørelse.
Indkøbet af de eksterne konsulenter handler nemlig ikke om serviceforringelser i borgernes indsats. Det vil sige, at borgerne ifølge kommunerne er bevilliget den individuelle og konkrete hjælp de skal have i medfør af serviceloven.
Blandt andet skriver Albertslund kommune:
”Formålet med forhandlingen har på intet tidspunkt handlet om at justere borgerens indsats. Det har derimod handlet om at sikre, at indsatsen modsvarede borgerens behov, og at kommunen betalte den rigtige takst for tilbuddet.”
Silkeborg som er blandt de kommuner, der er opgjort til at have sparet mest understreger i deres redegørelse, at samarbejdet med konsulentvirksomheden primært har været at vurdere, om de udsatte borgere får et kvalificeret tilbud, der matcher det behov som konkret og individuelt er udredt af kommunen. Herunder om det tilbud, som enten en privat eller anden kommunes kommunale leverandør har leveret, er i rimeligt forhold til det beløb, som Silkeborg Kommune har betalt for ydelsen.
Anvendelse af eksterne konsulenter i kommunerne har altså ikke haft til formål at forringe dagen for de udsatte borgere. Det fremgår i bredt omfang af redegørelserne fra kommunerne, at fokus har været på at balancere om den takst, der er sat af det sociale botilbud for den enkelte borger og de ydelser som kommunen helt konkret har vurderet, at borgeren har behov for matcher hinanden.
Lidt groft kan man sige, at der har været en kontrol af om de sociale tilbud enten tog for høje priser eller fakturerede kommunen for ydelser den udsatte borger ikke kunne anvende og dermed havde behov for.
Altså en kalibrering mellem pris og leverance.
Den kommunale bermudatrekant handler om mere end mangel på sagsbehandlere
Flere kommuner begrunder i deres redegørelse til Ankestyrelsen, som Altinget ganske rigtig skriver, at de resultatlønnede konsulenter blev hyret ind til at varetage en opgave, som kommunens egne socialrådgivere ikke kunne klare i tilstrækkeligt omfang selv.
Det vil sige, at udgangspunktet har tilsyneladende været for en del kommuner, at de stod og manglede den rette socialfaglige og forhandlingsmæssige kompetence og derfor i princippet hyrede en vikar med specialviden i forhold til både forhandling og socialfaglighed hos konsulentvirksomhederne.
For den udenforstående kan det virke barokt, at en kommune kan stå og mangle de rette faglige kompetencer, men det er faktisk ikke så bemærkelsesværdigt.
Området er nemlig ekstremt komplekst socialfagligt og juridisk, hvor man bl.a. skal balancere tre lovgivninger, retssikkerhedsloven, forvaltningsloven og serviceloven. Det er i denne bermudatrekant af lovgivninger, at vurdering af borgerens behov og kommunens afgørelse skal træffes forud for prissætningen.
Det kræver specialistviden og det forenkler Altinget i deres forskellige fremstillinger, på en sådan måde, at man som læser og politikere sidder tilbage med en oplevelse af at kommunerne er udygtige. Og i virkeligheden kunne have klaret det hele selv.
Eksterne konsulenter er en del af et våbenkapløb mellem kommuner
En af de fejlslutninger man kan komme til at sidde med, når man læser Altingets artikler er, at det er de store stærke kommuner der hyre lejesoldater ind for at skære i prisen hos de små private tilbud og det skal ikke udelukkes at det er sket, men virkeligheden er også, at det her handler om et ”våbenkapløb” internt i den kommunale sektor.
Situationen er nemlig den, at 2/3 af de social tilbud er kommunale eller regionale. Det betyder, at når Altinget skriver, at de har afdækket, at de sociale tilbud har fået en langt mere professionel tilgang til forhandlingerne og møder talstærkt og repræsentativt op til forhandlingerne med kommunerne, så handler det, i langt de fleste gange om et møde mellem to kommunale grupperinger.
En kommunal myndighed på den ene side og et kommunalt tilbud fra en anden kommune med back up hjemmefra på den anden side.Det betyder naturligvis, at de ofte langt mindre private tilbud står i en ulige situation, når møder op til forhandling med den kamperfarne kommune.Helle Linnet påpeger her, at det er kommunernes opgave, at have et løbende fokus på både de kommunale og private tilbud, herunder om prisen svarer til de behov borgeren har og den kvalitet af ydelsen der leveres. “Der er en stor interesse i, at vi kommunalt agerer økonomisk ansvarligt både over for vores egne borgere og de borgere der kommer fra andre kommuner.” siger hun til OPS-Indsigt
Der er flere nuancer bag de store besparelser end man kan læse i Altinget
Det essentielle ifølge Altinget er, at kommunerne har haft million store besparelser. Op til 17 millioner i Rebild Kommune og ned til 1,5 millioner i Albertslund og her kunne det være godt, om man ligesom havde set de her tal i et socialfagligt og juridisk perspektiv.
Det er naturligvis muligt, at der er blevet sparet helt urimeligt og uden sammenhæng til den enkelte borgers individuelle og konkrete behov, men det er også en tanke værd, at besparelserne hænger sammen med enten fejlagtige afgørelser i kommunerne eller, at de sociale tilbud af en eller anden årsag har fået betaling for ydelser, som borgeren ikke længere har behov for.
Det sidste sker faktisk oftere end man lige forestiller sig.
