I sidste uge skrev Altinget, at kommuner hyrer resultatlønnede konsulenter til at spare på støttetilbud til borgere med handicap eller psykisk sygdom.Artiklen byggede på række aktindsigter i kontrakter og aftaler mellem kommuner og to private bureauer, Trancit og Brorson Consult, men vi fik egentligt meget lidt at vide om, hvad der også kan være baggrunden for at de to private virksomheder arbejder for kommunerne.Altinget har konstateret, at mindst 19 kommuner har indgået aftale med de private konsulenter, som får til opgave at gennemgå kommunens sager på udsatte borgere med det klare formål at finde besparelser.Social- og Indenrigsministeren gik på tv og gav fokus en lidt anden drejningKort efter kaldte Social- og Indenrigsminister Astrid Krag udviklingen bekymrende og lovede samme dag på TV2, at hun ville se nærmere på sagen. Ikke kun ift. det med konsulenterne men også ift. hvad det var for en service og hvilket prisniveau, der var ude på det private botilbudsområde.Det har givet sagen en anden drejning. Fokus er nu vendt fra det som har medført at kommunerne bruger de her konsulentvirksomheder, til noget som er enkelt at forstå. Nemlig det problematiske ved at nogen tjener penge på velfærd.Der er på den led grundlag for en historie om en skyldig, en skurk og et offer.
Men hvorfor er der overhovedet et marked for de her virksomheder, og er det fuldstændig søm og naglfast, at de alene arbejder resultatbaserede med henblik på at skabe besparelser i kommunernes trængte budgetter?I den kommunale bermudatrekant kan der gå lang tid fra første visitering til næste revurderingFor at forstå hvorfor der er et marked må man bevæge sig ind i den kompleksitet, der er blevet beskrevet som den kommunale bermudatrekant.
Noget forenklet består den kommunale bermudatrekant af tre elementer:
- Borgeren og de behov denne har
- Sagsbehandleren som faglig og vurderingsmæssig myndighed
- Botilbuddet skal som leverandør pris og ydelsesmæssigt matche den bestilling, der er sat op på basis af sagsbehandlerens konkrete individuelle og faglige vurdering af borgerens behov.
En af udfordringerne ved denne trekant er desværre, at når borgeren først er vurderet og der er truffet afgørelse omkring de ydelser borgeren skal have, så kan der gå rigtig lang tid inden sagsbehandleren igen vender tilbage til sagen. I kommunale kredse versere der på sagsbehandlerniveau den fortælling, at henvendelse til kommunen som regel kun sker, når botilbuddet, hvad enten det er offentligt eller privat, har behov for at få justeret ”taksten” i opadgående retning.
Sagsbehandlerne er den mest stressede faggruppe
I foråret 2019 viste en undersøgelse fra Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø (NFA), at socialrådgivere er den mest stressede faggruppe blandt danske lønmodtagere. Socialrådgivernes formand kaldte det dengang et alarmerende tegn og understregede, at det høje stressniveau kaldte på politisk handling.Socialrådgivere oplever mere end nogen anden faggruppe, at deres arbejde er uoverskueligt. En ikke ualmindelig sagsmængde for en sagsbehandler ligger på mellem 80 – og 120 komplekse sager.
Hertil kommer at der hverken i forbindelse med valgkampen, kommunernes økonomiaftale for 2020 eller finansloven for 2020 er der gjort et stort nummer ud af, at der skal sættes flere penge af til sagsbehandlere, så på den led blev der ikke lyttet politisk.
Markedet for specialiserede private konsulenter på handicapområdet findes kun fordi kommunerne efterspørger det
Baggrunden for at der er et marked for private konsulentvirksomheder som Trancit og Brorson Consult er altså tæt forbundet til sagsbehandlernes stressede arbejdsliv, hvor de bl.a. grundet sagsmængden aldrig når at komme tilstrækkeligt ind i de komplekse sager endsige følge tilstrækkeligt op på dem.
Behovet for private specialiserede konsulentvirksomheder handlere altså om mere end blot at finde nogle penge til de trængte kommunale budgetter. Det handler i ligeså høj grad om, at der er et efterslæb ude i kommunerne ift. at få fulgt retmæssig op på de komplekse borgersager, ikke mindst af hensyn til borgeren.
I det perspektiv kan de specialiserede virksomheder betragtes som en taskforce kommunerne køber ift. revurderingsopgaven for herved at nå på omgangshøjde. Modellen rejser en række spørgsmål, herunder hvad er det de her virksomheder laver?Hvad er op og ned set med den private konsulentvirksomheds øjne?
I de artikler der har været bragt, har der været relativt få citater fra de omtalte virksomheder, så ud fra den betragtning kan det være interessant lige at høre, hvad de tænker om det marked de befinder sig påOPS-indsigt har kontaktet så vel Trancit som Brorson Consult, der er nævnt i Altingets artikler mhp. at få udvidet perspektivet fra dette ekstra leverandørled i den kommunale bermudatrekant.
Brorson Consult er ikke vendt tilbage, men OPS-Indsigt har haft kontakt med ledelsen i Trancit og her stillet en række spørgsmål til deres forretningsmæssige og faglige virksomhed.Hvor stort er markedet for private konsulentvirksomheder på handicapområdet?Det spørgsmål stiller OPS-Indsigt Mikkel Buck, som er souschef i konsulentvirksomheden Trancit, der er hyret af flere kommuner mhp. at gennemgå bl.a. handicapsager. Fokus er ikke kun de private bosteder. Udfordringerne er som OPS-Indsigt forstår det de samme ift. så vel de kommunale som de regionale tilbud.
”I mange kommuner fungerer det helt sikkert fint. Jeg kan jo bare sige, at kommunerne henvender sig jo kun til os fordi de har udfordringer. Hvis de ikke havde det, ville de jo ikke bruge os. Og så skal du tænke på, at vi jo ikke er ude i alle 98 kommuner.” svare han og tilføjer;
”Vi er ude i en langt mindre del af kommunerne end det er blevet antydet.”No-cure-no-pay på timebasis og med budgetsikkerhed for kommunenEr det rigtigt at I arbejder resultatorienteret efter en no-cure-no-pay model?”Ja det er rigtigt, at vi arbejder efter no-cure-no pay, men vi arbejder ikke resultatorienteret. Vores model er timebaseret på den led, at kommunerne betaler os for vores timemæssige indsats. Det vil sige, de kommer aldrig til at betale for mere end de timer vi har lagt ift. vores udrednings- og vurderingsarbejde.” siger Mikkel Buck.
Men hvordan hænger det så sammen med en no-cure-no pay model?
”Det hænger sådan sammen, at hvis det viser sig, at effektiviseringen er mindre end prisen for vores timeforbrug, så bliver omkostningen for kommunen aldrig højere end effektiviseringen. På den led har kommunen sikkerhed for deres budget.” fortæller Mikkel Buck.
Trancit arbejder altså med en garantileverance, hvor man ud fra en fast timebetaling giver kommunerne en form for budgetsikkerhed der gør, at de ikke kommer til at betale konsulentvirksomheden for mere end det, der er effekt rent økonomisk. Trancit har altså i deres model ikke noget direkte økonomisk incitament til at visitere borgerne ned i ydelser.På mange måder minder det mere om en vikarvirksomhed, men Trancit er ikke kun en rådgivervirksomhed. Den levere også ydelser af socialpædagogisk karakter til kommunerneRisikoen for sammenblanding af roller på et marked, hvor man både er rådgiver og leverandør.
I er ifølge Trancits hjemmeside er de også leverandører af støtte til borger i eget hjem. Her har branchedirektør Jon Krog fra SelvejeDanmark til NB-Nyt tidligere været ude og påpege, at det kunne være problematisk både at være rådgiver for kommunernes myndighed og samtidig drive socialpædagogiske støttetilbud.
”Det er rigtigt at vi har en udførerenhed. Vi har haft enkelte sager, hvor vi både har været rådgiver og hvor kommunerne i deres søgen efter nyt tilbud har henvendt sig til vores leverandørdel. Her har vi så i enkelte tilfælde tilbudt at varetage indsatsen, men det er vi gået bort fra og har ændret vores procedurer. Det vi gør i dag er på linje med det advokaterne har af praksis. Det vil sige, at der hvor vi selv har har været inde og rådgive, tager vi ikke opgaver som leverandør.” siger Mikkel Buck.
Antallet af sager for den enkelte sagsbehandler og sagernes størrelse gør, at de i en lang række tilfælde ikke kommer igennem dem
Men hvordan kan Trancit være sikker på at der altid er en besparelse?
”Vi laver en screening af sager som opstart. Vores erfaring er, at der gennemgående er nogle sager ude i kommunerne, som ikke er blevet kigget på i længere tid.” siger Mikkel Buck og fortsætter;”Du skal her tænke på den arbejdsbyrde sagsbehandlerne har ude i kommunerne på mellem 60 og 120 sager. Her taler vi nogle gange om sager på 600 – 800 sider. Det er her vores medarbejder med deres kompetencer og tid kan gå ind og gøre en forskel og skabe et overblik og en ny vurdering af borgerens status.”Man skal her være opmærksom på, at det i nogle af de her sager også for tilbuddene kan være vanskeligt at gennemskue, hvad der egentligt blev bestilt i tidernes morgen. Tiden er altså ofte gået i de her sager uden at man fra kommunal side har revurderet borgerens behov.Gennemgang af borgersager, der ikke har været vurderet i årevis, kan naturligvis medfører ændringer i borgerens hverdagHvad sker der så ude på botilbuddet, når en sag bare ligge stille på sagsbehandlerens bord?
“Det betyder, at dygtige pædagoger kan have arbejdet rehabiliterende med en borger og der er sket en udvikling og behovet for indsats herefter er faldet. Fx. borgere i et § 107, som er et midlertidigt tilbud.” siger Mikkel Buck og fortsætter”Man skal her huske på at formålet med sociallovgivningen er den mindst indgribende indsats ift. borgeren.” Det betyder altså, at hvis borgeren i længere tid har været i et midlertidig tilbud under §107, så er der en forventning om, at der arbejdes mod øget selvstændighed og et sigte i retningen af at borgeren enten kan bo i egen bolig efter § 85. Hvis ikke det er muligt, så skal borgeren vurderes i forhold til et mere fast tilbud efter §108. Uanset hvad, vil man altså i denne situation skulle foretage ændringer ift. borgeren.Gør man ikke det krænker man sådan set borgerens retssikkerhed, mener Mikkel Buck. Udfordringen er måske bare at botilbuddet oplever det som en indtægtsnedgang og borgeren som en større forandring, hvis der er tale om at skulle flytte.OPS-indsigt forstår på Mikkel Buck, at det gennemgående ikke er, at borgerene bliver flyttet eller ydelserne bliver sat ned, men at der skabes tydelighed og balance mellem visitation og betaling.Hvordan kommer kommunerne videre så de ikke til stadighed har brug for konsulenter?”Vores opgave er også at give medarbejderne et kompetenceløft. Det gør vi i og med vi medbringer et sæt af værktøjer til forståelse af VUM og SMART-mål, der anbefales af Socialstyrelsen som metode. Vi oplever, at mange har svært ved bl.a. tematikkerne i VUM og her bidrager vores medarbejdere til at skabe ind- og overblik.” Fortæller Mikkel Buck
Opgaven er altså, at konsulenterne, samtidig med at de gennemgår de enkelte sager, foretager en praktisknær og kompetencemæssig opkvalificering af sagsbehandlerne. Det sker i følge Mikkel Buck ved at man tager konkrete sagsprocesser skridt for skridt sammen med sagsbehandleren.”Vi har en forberedelsesfase, hvor vi sætter os ind sagen, så har vi en dialog med sagsbehandleren om hvad det er vi ser og så tager vi sammen med sagsbehandleren en dialog borgeren og medarbejderne ude på botilbuddet høres.” Siger Mikkel Buck.Den private virksomhed er ikke myndighedMen er det ikke reelt jer i Trancit der træffer afgørelsen, når I nu alligevel har fat i sagen?
”Vi rådgiver kommunen i hvad der er borgerens behov ud fra den vurdering, vi har medvirket til. Vi bidrager til at beskrive mål, og så er det op til kommunens myndighed at finde det rette tilbud. Vi anbefaler altid at de indhenter mere end et alternativ til at levere indsatsen” Siger Mikkel Buck
Og tilføjer “vi anbefaler aldrig en leverandør, hvis der skal findes en ny leverandør.”
