Udsatte borgere betaler prisen for politisk indgreb

Del artiklen:
De fleste vil formentlig svare nej til at sårbare borgere skal betale prisen for et politisk indgreb skriver John Anderskou.
De fleste vil formentlig svare nej til at sårbare borgere skal betale prisen for et politisk indgreb skriver John Anderskou. - Foto: Scan Studio

Skal udsatte borgere betale prisen for et politisk indgreb rettet mod private sociale tilbud? Ikke desto mindre frygter vi, at det er konsekvensen af et politisk indgreb, der vil begrænse ikke offentlige tilbuds mulighed for overskud. Skriver John Anderskou, formand for LOS – Landsorganisationen for sociale tilbud.

Af John Anderskou, Formand for LOS,

Svaret er nej. Udsatte og sårbare borgere skal ikke betale prisen for et politisk indgreb i forhold til de ikke offentlige sociale tilbud. LOS opfordrer til både dialog og mere viden om, hvordan vi får bedst og mest mulig velfærd ud af skattekronerne. 

Jeg forstår godt, at man spærrer øjnene ekstra op, når man læser i pressen om sociale tilbud, der hiver millionoverskud ud af sociale tilbud. Er det ikke penge, der kunne gå til fællesskabets velfærd, spørger mange. Der er et åbenlyst etisk dilemma i spørgsmålet om profit, når produktet er at hjælpe mennesker i sårbare positioner. Den debat anerkender vi i LOS.

Men når vi har at gøre med disse følelsesladede sager, der indimellem blusser heftigt op i medierne, så har vi også et ansvar for at stoppe op et øjeblik og betragte problematikken i et perspektiv, der er større, end det er muligt i Ekstra Bladets spalter eller i et kort tv-indslag. Er det historier, der belyser dette etiske dilemma nuanceret, eller er det ”gode” historier, der bevidst går efter at stille det hårdt op og skabe forargelse. Jeg tror, at det sidste er tilfældet. Og indrømmet: Jeg er også selv blevet forarget ind i mellem. Men vi skal skille følelser og fornuft ad i denne sag og se på borgeren. Hvordan får borgeren mest og bedst mulig velfærd for pengene?

Læs også:
Direktør enig med FOA i at endevende botilbudsområdet

Sociale tilbud risikerer at lukke

LOS frygter, at en hovsa-lovgivning, der begrænser de sociale tilbuds mulighed for overskud, først og fremmest vil ramme de udsatte og sårbare borgere. Vi har i Danmark opbygget en branche af mange forskellige typer af sociale tilbud. Mange af dem er skabt af sociale iværksættere, der har formået at kombinere socialpædagogisk engagement og faglighed med god virksomhedsdrift. De skaber hver dag fundamentet for tilværelsen og ikke mindst udviklingen hos tusindvis af borgere. Det er eksempelvis borgere med autisme, psykiske udfordringer, hjemløse, børn og unge med angst eller misbrugere. De sociale tilbud lykkes, fordi de er fagligt dygtige. Men også fordi de er dygtige til at drive virksomhed.

Begrænser vi disse tilbuds muligheder for overskud i driften og i at opbygge kapital, så griber vi helt afgørende ind i deres drift og deres muligheder for at udvikle tilbuddet. Disse tilbud har ikke en kommunekasse, der vil betale for en investering i forbedring af bygningerne, kompetenceudvikling for medarbejderne, dække underskuddet eller for den sags skyld forrente den investering, som har gjort det muligt at etablere og udvikle det sociale tilbud. Vi frygter derfor, at flere tilbud må lukke, ligesom nogle må indstille udviklingsplaner eller forbedringer. Og det vil blive nærmest umuligt at rejse privat kapital til, at sociale iværksættere i fremtiden kan opbygge nye tilbud.

Læs også:
Kommunalisering af herberg og krisecentre

Store konsekvenser for borgerne

Derfor risikerer vi, at det politiske indgreb, der skulle ramme nogle få, ikke bare rammer de sociale iværksættere, men vigtigst af alt borgerne. Vi ved, at det har enorme konsekvenser for borgerne, når et sted lukker, og borgerne pludselig skal vænne sig til nye strukturer og nye mennesker. Og vi ved, at det for kommunerne er en vanskelig og ofte dyr opgave at flytte en borger fra et velfungerende sted.

Brug for en tænkepause

Men tilbage til substansen i den etiske diskussion om profit på velfærd. Den er vi i LOS parate til at tage. Vi er parate til at se på, hvordan brodne kar kan få det så svært, at det er dem, der forlader branchen. Men ikke på bekostning af de mange gode tilbud og på borgernes velfærd. Så lader vi følelserne vinde over fornuften. Det vinder ingen på. 

Alt for længe har debatten været delt op i en offentlig kontra ikke offentlig holdning. Vi har brug for at finde løsningen sammen, og vi har brug for både viden og dialog om udfordringen. Vi har kort sagt ikke brug for hovsa-løsninger men for en tænkepause. En tækepause til at få viden om, hvordan vi kan ramme målet med fornuften i behold. Det handler blandt andet om: 

  • Hvad vil en begrænsning af muligheden for overskud betyde for borgerne og den ikke-offentlige del af branchen for sociale tilbud? 
  • Hvordan får vi et mere gennemsigtigt marked, så kommunerne kan sammenligne priser mellem de offentlige og ikke-offentlige tilbud? 
  • Har vi brug for et socialtilsyn med stærkere økonomiske kompetencer?
  • Hvor stort er overskud/underskud generelt i branchen?

Målet er mere og bedre velfærd for pengene. Kan vi blive enige om det, så kan vi også blive enige om, hvordan vi sikrer den rette balance mellem muligheden for drive ikke-offentlige sociale tilbud og en nødvendig offentlig kontrol med branchen.

Læs også:
Ideologisk mobilisering af selveje mod profitvirksomheder