Britta indførte det – Astrid afskaffer det. Læs historien om betalingskommuner

Efter 36 år lægger regeringen nu op til at ændre opgørelsesmetoden for det kommunale folketal. I udspillet til udligningsreformen vil man nemlig ændre de demografiske udgiftsbehov til at blive opgjort på bopælsfolketal frem for betalingsfolketal. Daværende indenrigsminister Britta Schall Holberg (V) indførte i 1984, at det kommunale folketal i udligningen skulle opgøres efter det antal borgere, som kommunerne har betalingsforpligtelse for. Det betød, at kommunernes udgiftsbehov nu skulle opgøres efter de borgere, som kommunen skulle betale for, uanset om de havde bopæl i kommunen eller ej.  Indtil denne ændring havde kommunerne fået opgjort deres udgiftsbehov efter de borgere, som havde folkeregistreringsadresse i kommunen. Ændringen betød, at hvis kommuner betalte for ældrepleje, børnepasning eller andre sociale tilbud for borgere med bopæl i en anden kommune, så tilfaldt udligningskronerne nu den kommune, som betalte for disse tilbud. Lovforslaget blev begrundet med følgende lovtekst: “…ændres ifølge forslaget det folketal, som indgår ved beregningen af kommuners og amtskommuners beskatningsgrundlag pr. indbygger, udgiftsbehovstal og udgiftsbehov pr. indbygger samt ved fastsættelsen af det samlede tilskud eller tilsvar, således at der skabes større overensstemmelse mellem den enkelte kommunes faktiske udgiftsbelastning og tilskud eller tilsvar som følge af mellemkommunal udligning og generelle tilskud.”Med andre ord forsøgte man at skabe en mere korrekt relation mellem kommunernes udgifter og deres opgjorte udgiftsbehov i udligningen. Denne opgørelse benytter man stadig i dag, hvor de demografiske udgiftsbehov opgøres som antallet af betalingsborgere i kommunen.Sidenhen har man i udligningen tilføjet de socioøkonomiske udgiftsbehov, der i dag udgør cirka en tredjedel af udligningen. Her bestemmes 11 ud af 14 kriterier allerede på bopælskommunen.Risiko for at kommuner manipulerer folketalletNu vil Social – og Indenrigsministeriet med Astrid Krag (S) i spidsen ændre denne regel, så man går tilbage til systemet fra før 1984, hvor folketallet i de demografiske udgiftsbehov opgøres som antal borgere med bopæl i kommunen. Konkret hedder det i regeringens udspil til udligningsreform, at: “Befolkningstallet er ændret fra en opgørelse på betalingskommune til bopælskommune.”I et svar til folketingets partier 19. februar 2020 har Social- og Indenrigsministeriet begrundet denne ændring med udgangspunkt i en gennemgang fra det særlige Finansieringsudvalg:“Udligningssystemet anvender i dag primært et folketal efter betalingsforpligtigelse for at få et mere direkte billede af kommunernes udgifter. Det er dog en væsentlig forudsætning, at betalingskommunefolketallet kan opgøres på et tilstrækkeligt sikkert og objektivt grundlag. Udvalgets analyse tyder på, at der ikke er sikkerhed for, at denne betingelse er opfyldt.Det er således vurderet, at der kan være en risiko i forhold til påvirkeligheden og kvaliteten af oplysninger om betalingskommune, da de er baseret på kommunale registreringer, som alene anvendes til udligningsformål.”Begrundelsen for ændringen er altså, at Finansieringsudvalget har vurderet, at den nuværende opgørelse på betalingskommunefolketallet giver kommunerne et økonomisk incitament til at tilrettelægge dataregistreringer på en måde, så det giver et fejlagtigt grundlag, som kan gavne kommunerne økonomisk.Denne begrundelse kan man sætte spørgsmålstegn ved, hvilket du kan læse mere om i dagens andre artikler på NB-Økonomi om ændringen fra betalingskommune til bopælskommune. Her kan du også se, hvordan alle landets kommuner i første omgang påvirkes af denne ændring.