Af Catrine Eisenreich, Bureaudirektør, Fællesskabsscenen Mens alle er enige om, at der skal passes godt på udsatte børn og unge, er der ikke helt samme uenighed om, om private institutioner også i fremtiden skal kunne løse netop denne opgave. Netop nu venter vi på en regeringsdannelse, og Folkemøde-debatten ”Må man tjene penge på udsatte børn” på Fællesskabsscenen blev en forsmag på de forhandlinger, der forventes at komme på det specialiserede område, som anbragte børn og unge hører under. På den ene side debatterede Socialpædagogernes formand Benny Andersen, som er principiel modstander af private aktører på dette område. SFs Kirsten Normann Andersen er skeptisk over for private udbydere, men overordnet er det vigtigste kvaliteten.
På midten efterlyste organisationen Børn og Unges Trivsel brobygning, for som leder Heidie Gravsersen slog fast, er børnene ligeglade med, hvem der driver stedet – de vil bare have et godt liv. Og på den anden side debatterede Jan Wilken, direktør i Team Olivia, der driver et af landets største private tilbud til anbragte børn og unge. For ham er det kvalitet, og ikke hvem der driver tilbuddet, som er det helt afgørende. “Det er ærgerligt at havne i en ideologisk diskussion, for det handler om, hvordan vi kan gøre det bedst muligt for de børn og unge, vi har med at gøre.” Sagde Jan WilkenSammenligning af kvalitet kræver transparens Tidligere har Socialdemokratiet været ude med en udmelding om at begrænse muligheden for at tjene penge på netop dette område. Derfor følger både tilhængere og modstandere af de private tilbud med fra sidelinjen, når en ny regering sætter sig i stolen. En væsentlig pointe, som også blev vendt på Bornholm, er dog, at det er meget svært at sammenligne kvalitet for pengene, når det ikke er transparent, hvad de offentlige institutioner egentlig koster. Tal viser, at private institutioner ligger lidt højere på kvalitet end offentlige, og Jan Wilken står gerne på mål for både kvalitet og det at drive en virksomhed indenfor omsorg, for som han siger:
“Vi kommer med viden, også fra andre lande om velfungerende løsninger og metoder indenfor velfærd. Hvis vi også skal være der næste år, er vi nødt til at have de tilbud, som der er efterspørgsel på. Det er også en stærk drivkraft for vores medarbejdere, som brænder for jobbet og derfor også gerne vil bidrage til at fremtidssikre deres arbejdsplads. De går bare den ekstra mil – også når de har fri – fordi de brænder for deres fag.” Debatten fra Folkemødet fortsætter i Folketinget, hvor nye politiske kræfter efter sommerferien skal vurdere kvalitet kontra udgifter, mulige regelforenklinger, udfordringerne med at skaffe tilstrækkeligt meget uddannet personale og behovet for mindre detailregulering. Én ting var debattens deltagere enige om: det gælder om at sikre de bedst mulige tilbud til sårbare og udsatte børn og unge – uanset hvem der løser opgaven.
