Da OPS-Indsigt første gang inviterede vølver og orakler til at spå om fremtidens velfærd i anledning af årets Folkemøde, var Stine Louise von Christiansson også blandt deltagerne. Derfor er det helt naturligt, at hive fat i den administrerende direktør for Forenede Care Danmark, som også i år tager turen til Bornholm.
Men oplevelsen af Folkemødet, som folkets møde er ikke helt den samme som tidligere.
“Jeg synes, debatterne er blevet mere formede, som årene er gået. Tidligere var der mere kant i dem,” siger hun.
Hun ser en udvikling, hvor man sideløbende med de mere formfuldendte arrangementer har netværksaktiviteter.
“Vi bruger Folkemødet til at styrke vores netværk og relationer som virksomhed. Det er nødvendigt på vores marked og fordelen ved Folkemødet er at vi på få dage kan vi møde mange af vores konkurrenter, politikerne og det embedsværk, som vi samarbejder med som privat velfærdsaktør,” fortæller hun.
Netop det bliver afsættet for de tre udviklinger, hun ser forme fremtidens velfærdsmarked for private aktører.
Spådom 1: Socialområdet bliver et marked styret af pris
Den første spådom handler om socialområdet, hvor Stine Louise von Christiansson ser en markant kursændring.
“Den hårde linje med fokus på pris frem for kvalitet ser ud til at fortsætte med den nye regering og det grundlag de har strikket sammen. Jeg ser en fremtid for de private, som er ret svær på socialområdet,” fastslår hun.
Hun havde håbet på et system, hvor offentlige og private tilbud blev sammenlignet på effekter og resultater.
“Det, man havde håbet på, var at vi ville blive bedre til at måle på effekter på tværs af det offentlige og private, det kommer vi ikke til at se noget som helst af. Det bliver ren pris,” siger hun.
For Stine Louise von Christiansson er den udbudssituation, som herbergsområdet står foran et tydeligt signal.
“Jeg forudser egentlig ikke, at vi får højere kvalitet på socialområdet. Menneskesynet er gået i baggrunden. Kvaliteten og effekterne er modsat prisen ikke i fokus, alt bliver skåret meget hårdere til,” siger hun.
“Mere økonomi og mindre menneske. Det er faktisk en ret kedelig overskrift for fremtidens socialområde,” konkluderer hun.
Spådom 2: Hjemtagning og videnstab
Den anden spådom knytter sig til sundhedsreformen og regionernes nye ansvar på rehabiliteringsområdet.
Ifølge Stine Louise von Christiansson er der allerede tegn på, at flere regioner ønsker at løse opgaven selv. Her savner hun som privat leverandør en dialog med regionerne.
“Der er ingen egentlig nysgerrighed på at spørge ind hos de private, der har drevet det her i 40 år,” fortæller hun.
I stedet ser hun en udvikling, hvor regionerne går i retning af at opbygge egne tilbud. Dermed risikerer man et mindre diverst velfærdsområde, med risiko for videnstab.
“Der er nødvendigt, at vi har fokus på borgeren og de overgange, som skulle fjernes ved sundhedsreformen, hvis vi skal lykkedes med sundhedsreformens intentioner,” siger Stine Louise von Christiansson.
Spådom 3: Udbudsmodellen er på vej ud
På ældreområdet ser hun både muligheder og risici.
Hun hilser regeringens ambition om større frit valg mellem kommunale plejehjem og friplejehjem velkommen, men mener samtidig, at politikerne er ved at vende ryggen til den klassiske udbudsmodel.
“Det er lidt ærgerligt, at man ikke tager udbudsmodellen med, som jo er den eneste model, der giver 100 procent transparens på kvalitet og økonomi,” siger hun.
I stedet peger hun på, at konstruktionen med kommunale lokalplejehjem og nye modeller med private investeringer i kommunale plejehjem, som en udfordring, der kan udvikle sig i retning af den meget omtalte Herlev-Model.
“Hvis man virkelig gerne vil mangfoldighed, så skal man jo ikke have mere kommune. Vi har allerede masser af kommunale og kommunalt styrede plejehjem,” siger hun.
Hun frygter, at udviklingen kan presse både friplejehjem og udbudsløsninger ift de kommunale plejehjem.
Og hendes konklusion er ikke til at misforstå:
“Udbudsmodellen på plejedriften er død og markedet er ikke blevet mere transperant.”
Vølvens dom: Mere økonomi – mindre mangfoldighed
Når Stine Louise von Christiansson ser ud i fremtiden, er det ikke tre isolerede udviklinger, hun ser.
Hun ser et mønster.
På socialområdet bliver pris vigtigere end kvalitet og på neurorehabiliteringsområdet bliver hjemtagning vigtigere end samarbejde, hvor man på ældreområdet vil opleve, at et øget fokus på nye kommunale modeller er vigtigere end konkurrence.
“Vi går ind i en tid, hvor der er fokus på økonomi og vækst frem for borgeren,” som hun formulerer det i interviewet.





