Analyse: Debatten om private sociale tilbud har i stigende grad samlet sig om ét spørgsmål: Hvor meget må virksomhederne tjene på at levere offentligt finansieret velfærd?
Spørgsmålet er politisk forståeligt. Kommunernes udgifter til det specialiserede socialområde er under pres, og afsløringer af økonomisk kriminalitet har skabt bekymring for, om offentlige midler anvendes forsvarligt.
Men der er en risiko ved at gøre virksomhedernes overskud til omdrejningspunkt for hele diskussionen. For bag den politiske debat gemmer sig fire forskellige økonomiske og forvaltningsmæssige problemer, som ikke nødvendigvis kan løses med de samme redskaber.
Det er en sondring, som professor i økonomistyring ved Aalborg Universitet, Per Nikolaj Bukh, fremhæver.
“Der er tre-fire hver for sig vigtige temaer, som er vævet ind i hinanden, og som man hverken i den politiske debat eller i medierne formår at få skilt tilstrækkeligt fra hinanden,” fortæller han OPS-Indsigt.
Hans opdeling giver anledning til at stille et mere grundlæggende spørgsmål: Hvilke problemer forsøger politikerne egentlig at løse, når de diskuterer begrænsninger af private leverandørers overskud?
Udgiftspresset forsvinder ikke med et profitloft
Det første problem er kommunernes stigende udgifter til det specialiserede socialområde. Det er en reel økonomisk udfordring, men udgifternes stigning kan langt fra forklares ved leverandørernes overskud.
De afspejler blandt andet reelt personaleforbrug, borgernes støttebehov, specialisering, kapacitet og de konkrete indsatser, kommunerne køber.
Læs også: Forstå på fem minutter: Derfor strides Folketinget og ministeriet om overskud på sociale tilbud
Et profitloft kan begrænse en bestemt del af virksomhedernes økonomiske resultat. Men det reducerer ikke nødvendigvis udgifterne til personale, bygninger eller de specialiserede kompetencer, der skal til for at løse opgaven.
Det er derfor ikke givet, at et indgreb i virksomhedernes indtjening vil få kommunernes samlede udgifter til at falde tilsvarende. Hvis målet er at bremse udgiftsvæksten, er det nødvendigt også at undersøge de forhold, der driver omkostningerne.
Kriminalitet er et andet problem
Det andet problem er den egentlige velfærdskriminalitet. Her handler det om aktører, der misbruger offentlige ordninger til eksempelvis hvidvask, skatteunddragelse eller anden økonomisk kriminalitet.
Den type sager har med god grund skabt et politisk krav om stærkere kontrol. Men kriminalitet og lovlig indtjening er ikke det samme.
En virksomhed kan have et højt overskud uden at begå kriminalitet. Omvendt kan en kriminel aktør berige sig selv ved anvendelse af falske fakturaer, sort arbejde og indkøb af ydelser, som slet ikke leveres, fra egne selskaber som ikke viser sig som et stort overskud i det enkelte tilbud.
Sondringen mellem lovlig indtjening og kriminalitet
Et konkret eksempel på sammenblandingen findes i KL’s fem forslag til bekæmpelse af snyd, svigt og økonomisk kriminalitet på socialområdet fra august 2025.
Her foreslår KL blandt andet, at private sociale tilbud maksimalt må udlodde fem procent af deres overskud som udbytte til ejerne. De resterende 95 procent skal geninvesteres i tilbuddet.
Det er en vigtig forskel, som let forsvinder i debatten: KL foreslår ikke, at virksomhedernes samlede overskud maksimalt må udgøre fem procent. Forslaget begrænser, hvor stor en del af et allerede skabt overskud ejerne må trække ud.
En virksomhed med et overskud på én million kroner vil efter forslagets ordlyd kunne udlodde 50.000 kroner, mens resten skal geninvesteres. Men netop her bliver sondringen mellem lovlig indtjening og økonomisk kriminalitet afgørende.
For hvis en kriminel aktør kan flytte penge ud gennem snurrige udgifter eller overprissatte ydelser fra nærtstående virksomheder, behøver der ikke at være noget overskud tilbage at udlodde.
Et udbytteloft stopper ikke nødvendigvis pengestrømmen
Per Nikolaj Bukh påpeger desuden på, at en privat ejer jo bare kan lade sit overskud blive i virksomheden fremfor at udlodde det – og så efter en årrække ophører med at drive tilbud. Til den tid er virksomheden jo netop ikke under tilsyn, og man kan derfor frit udlodde hele egenkapitalen.
Et loft over udbytte rammer derfor ikke nødvendigvis de dispositioner, som anvendes til at misbruge offentlige midler og det forhindrer heller ikke at ejeren alligevel får hele overskuddet.
Det er en konkret illustration af den problemstilling, Per Nikolaj Bukh rejser, når han advarer mod at blande økonomisk kriminalitet og regulering af lovlig indtjening sammen.
Det betyder ikke, at KL’s forslag er uden virkning. Et udbytteloft kan begrænse ejernes mulighed for at udtage lovligt optjent overskud og dermed påvirke incitamenterne til at drive sociale tilbud.
Regelbrud kræver klare regler
Det tredje problem ligger mellem almindelig virksomhedsdrift og egentlig kriminalitet.
Det er tilfældet, hvor der afholdes udgifter, der er tilbuddet uvedkommende, hvor økonomiske dispositioner reelt set ikke foregår på markedsvilkår, eller hvor reglerne om økonomistyring og revision ikke bliver overholdt.
Her er der brug for klare regler, effektiv revision og et socialtilsyn, som kan reagere på fejl. Men det kræver også, at myndighederne præcist har fastlagt, hvilke omkostninger tilbuddene må indregne i deres takster. Ellers risikerer kontrollen at blive præget af usikkerhed om selve grundlaget for vurderingen.
Kommunernes egne fejl er det fjerde problem
Den sidste problemstilling som Per Nikolaj Bukh hiver fat i, handler om de offentlige myndigheders egen økonomiske administration. her viste Rigsrevisionens undersøgelse fra 2024 fejl i takstberegningerne i alle 23 undersøgte kommuner på herbergsområdet. Undersøgelsen afdækkede også uklare regler og uensartet revisionspraksis.
Læs også: Professor undrer sig: Hvorfor er reglerne for takster stadig ikke på plads?
Et nyt opfølgningsnotat fra Rigsrevisionen viser, at Socialministeriet fortsat ikke har gennemført de lovede forbedringer af vejledningen om takstberegning og kravene til revisorernes kontrol. Dermed er der også problemer på den offentlige side af markedet, som kræver selvstændig opmærksomhed.
Det betyder ikke, at kommunale fejl og private leverandørers eventuelle regelbrud er identiske. Men begge dele viser behovet for, at økonomiske regler kan forstås, kontrolleres og håndhæves.
Hvad skal reguleringen egentlig ramme?
De fire problemstillinger illustrerer, hvorfor det er vanskeligt at diskutere socialområdets økonomi som ét samlet problem.
Et loft over udbytte retter sig mod virksomhedernes mulighed for at udlodde lovligt overskud, hvor en indsats mod velfærdskriminalitet retter sig mod ulovlige handlinger og misbrug af offentlige midler.
Skærpet økonomisk tilsyn skal sikre, at leverandørerne overholder reglerne. Og bedre vejledning og revision skal blandt andet sikre, at kommunernes takster og refusionskrav er korrekte.
Indsatserne kan understøtte hinanden. Men de kan ikke uden videre erstatte hinanden.
Det er heller ikke uden betydning, om den politiske diskussion handler om at begrænse virksomhedernes samlede overskud, deres udlodning af udbytte eller den forrentning, de kan opnå af den investerede kapital. Det er forskellige økonomiske størrelser, og reguleringen af dem kan få forskellige konsekvenser.
En debat, der har brug for at skille tingene ad
Per Nikolaj Bukh peger på behovet for en regulering, der tager hensyn til både kommunernes økonomi, kontrollen med offentlige midler og de vilkår, private og selvejende tilbud skal fungere under.
“Vi er nødt til at finde en løsning, som afspejler den måde, vi gerne vil have velfærdssamfundet til at fungere på,” siger han flere gange til OPS-Indsigt.
Det er ikke et argument imod at regulere overskud eller skærpe kontrollen med private sociale tilbud. Men det er et argument for at være præcis om, hvilket problem det enkelte indgreb skal løse.
For hvis målet er at bremse udgiftsvæksten, bekæmpe kriminalitet, forhindre økonomiske regelbrud og sikre korrekte kommunale takster, er det ikke sikkert, at ét politisk greb kan løse alle fire problemer.
Måske begynder en mere effektiv regulering derfor med noget så grundlæggende som at skille problemerne fra hinanden.
