Sundhedsreformens nye opgavefordeling mellem kommuner og regioner begynder nu at sætte konkrete spor i de kommunale udbud af velfærdsydelser.

Det ses i Ringsted Kommune, der onsdag den 14. oktober har tilbudsfrist på et udbud af helhedspleje til en anslået værdi af 183,4 mio. kr.

Kommunen ønsker én privat leverandør, der kan levere et samlet alternativ til den kommunale helhedspleje. Men selv om opgaven omfatter både personlig pleje, praktisk hjælp, rehabilitering, genoptræning og sygepleje, er akutsygeplejen holdt udenfor.

Forklaringen skal findes i sundhedsreformen.

Kommunen driver videre – regionen får ansvaret

Ringsted er en af kommunerne i Sundhedsråd Midt- og Vestsjælland, der har indgået en horisontal samarbejdsaftale med Region Østdanmark. Aftalen betyder, at kommunen fortsætter med at drive akutsygeplejen i en toårig periode fra 2027, selv om myndigheds- og finansieringsansvaret overgår til regionen.

Dermed adskiller Ringsted sig fra de fleste kommuner i landet, hvor regionerne overtager både ansvaret og den praktiske drift af akutsygeplejen.

For Ringsteds kommende private leverandør betyder opgavefordelingen, at akutsygeplejen ikke er en del af den kontrakt, der nu udbydes. Det er et konkret eksempel på, hvordan sundhedsreformens organisatoriske aftaler også får betydning for afgrænsningen af kommunernes private leverandørkontrakter.

Skulle Akutsygeplejen være udbudt, ville den nye private leverandør på en eller anden vis få status af underleverandør til kommunen, men dette er ikke alene op til kommunen. for ifølge Sundheds- og Kirkeministeriets vejledning om horisontale aftaler. “Vil en udvidelse af et samarbejde (horisontale aftale) med flere parter, forudsætte tilslutning fra alle de eksisterende aftaleparter.”

Tidligere udbud slog fejl

Ringsted Kommune har samtidig en særlig historik, når det gælder private leverandører af hjemmepleje.

I 2021 stod kommunen uden en privat leverandør af personlig pleje, efter at Altiden valgte ikke at genbyde, og kommunen ikke modtog andre tilbud.

Et fælles udbud med Lejre Kommune i 2023 blev ligeledes annulleret, efter at det ikke lykkedes at få et kvalificeret tilbud. Først i 2024 fik Ringsted igen en privat leverandør af personlig pleje, da kommunen indgik en godkendelsesaftale med AjourCare.

Det aktuelle udbud bliver dermed også en blandt flere prøver på, om private virksomheder vil påtage sig den bredere helhedsplejeopgave, som ældreloven stiller krav om.

Læs også: Sønderborg sender helhedsplejen i nyt udbud

Kommunen har justeret udbuddet

Ringsted Kommune offentliggjorde oprindeligt udbuddet i maj, men annullerede proceduren i juni.

Efterfølgende gennemførte kommunen en teknisk høring af det reviderede materiale, hvor virksomhederne blandt andet blev opfordret til at pege på uklarheder og unødigt høje risici.

Kommunen ønsker at indgå aftale med én privat leverandør. Kvalitet vægtes med 60 procent og pris med 40 procent.

Om den nye kontraktmodel, det justerede materiale og afgrænsningen af sygeplejen får betydning for virksomhedernes interesse, er endnu uvist.

Men med tilbudsfristen den 14. oktober bliver Ringsted et af de konkrete steder, hvor samspillet mellem ældrelovens helhedspleje og sundhedsreformens opgavefordeling møder det private leverandørmarked.

Vil du læse resten af artiklen?

Prøv OPS-Indsigt gratis i 4 uger

Få adgang med det samme - ingen binding - ingen kreditkort 4 ugers gratis prøveperiode

Log ind