Sønderborg Kommune vil fortsat lade én privat leverandør stå for det private alternativ til kommunens egen hjemmepleje. Kommunen har besluttet at sende opgaven i et nyt udbud, efter at den har gennemført markedsdialog med flere interesserede virksomheder.
Det fremgår af en pressemeddelelse fra kommunen.
Den nuværende private leverandør er CaRas, som vandt kommunens seneste udbud i 2021. Dengang valgte kommunen at samle den private hjemmepleje hos én leverandør frem for de hidtidige to. Den eksisterende kontrakt udløber 1. februar 2028.
Det er endnu ikke oplyst, om CaRas vil byde på opgaven igen.
“Vi vil sikre, at borgere, som modtager pleje, fortsat kan føle sig trygge ved at vælge en privat leverandør, som skal imødekomme de samme krav til tryghed og høj faglig kvalitet som det kommunale tilbud. Med et udbud kan vi stille tydelige krav til de leverandører, der skal løfte opgaven, og vi kan se på både kvalitet og pris, når vi udvælger dem,” siger Stefan Lydal, formand for Social-, Senior- og Handicapudvalget.
Ældreloven stiller bredere krav
Det kommende udbud adskiller sig fra den hidtidige hjemmeplejekontrakt ved at skulle afspejle ældrelovens krav om sammenhængende helhedspleje.
Leverandøren skal kunne levere personlig pleje, praktisk hjælp og genoptræning i sammenhængende forløb. Samtidig stilles der krav om sundhedsfaglige kompetencer, journalføring, dokumentation og koordinering af indsatsen.
Ifølge kommunen har flere virksomheder deltaget i markedsdialogen, og alle har vist interesse for opgaven.
“Derfor går vi med én udbyder, som kan tilbyde hele paletten, så det bliver et reelt alternativ til den kommunale hjemmepleje for den enkelte borger, når de vælger en privat leverandør,” siger Vivi Brit Nielsen, næstformand for Social-, Senior- og Handicapudvalget.
Med beslutningen fastholder Sønderborg altså den udbudsmodel, der blev valgt i 2021, men på et nyt og bredere grundlag. Hvor det tidligere udbud omfattede hjemmepleje og en række tilknyttede sundheds- og rehabiliteringsydelser, skal den kommende kontrakt sikre et samlet helhedsplejetilbud efter ældreloven.
Den nye kontrakt forventes at træde i kraft 1. februar 2028.





