Anmeldelse
Hvem har magten over den journalistik, der skal holde øje med samfundets øvrige magthavere?
Det er det grundlæggende spørgsmål i Danske medier i techgiganternes tid, der den 25 august bliver udgivet som en del af Magtudredningen 2.0. Bogen er skrevet af bl.a. David Nicolas Hopmann, professor ved Center for Journalistik på Syddansk Universitet og medlem af forskningsledelsen bag Magtudredningen 2.0.
Svaret er ikke entydigt. Men bogens gennemgående konklusion er, at de private publicistiske medier står svagere end tidligere. De har mistet annonceindtægter, er blevet mere afhængige af betalende brugere og offentlig støtte og må samtidig indrette sig efter distributionskanaler, algoritmer og forretningsmodeller, som kontrolleres af globale teknologivirksomheder.
Det gør bogen relevant langt ud over den traditionelle mediedebat. Set med OPS-briller beskriver den et område, hvor en demokratisk samfundsopgave løses af en blanding af offentligt ejede institutioner og private virksomheder, mens en afgørende del af infrastrukturen kontrolleres af en tredje gruppe private aktører uden en dansk public service-forpligtelse.
Staten træder længere ind på markedet
Bogen viser, hvordan den statslige støtte til private medier er vokset gradvist gennem mere end 60 år. Mediestøtten er ikke længere alene et supplement til en bæredygtig forretning. For en stadig større del af mediemarkedet er den blevet en central del af det økonomiske grundlag.
Det skaber et grundlæggende dilemma. Staten støtter medierne, fordi journalistikken har en demokratisk funktion, som markedet ikke nødvendigvis finansierer tilstrækkeligt. Men medierne skal samtidig kunne undersøge og kritisere den stat, de økonomisk bliver mere afhængige af.
Armslængdeprincippet skal beskytte den redaktionelle frihed, og bogen hævder ikke, at politikerne griber direkte ind i journalistikken. Til gengæld får det politiske system større definitionsmagt. Gennem medieaftaler, støttevilkår og kriterier for støtte er politikerne og Medienævnet med til at afgøre, hvilke udgivelser og former for journalistik der anses for støtteværdige.
Det er en af bogens stærkeste iagttagelser: Staten behøver ikke bestemme indholdet i den enkelte artikel for at få større magt over medielandskabets struktur.
Techgiganterne kontrollerer vejen til brugerne
Samtidig har Google, Meta og andre platforme fået det, forfatterne betegner som strukturel magt. Medierne producerer fortsat journalistikken, men platformenes algoritmer har fået stigende betydning for, hvilke historier borgerne ser, og hvilke medier der får trafik og annonceindtægter.
Når en platform ændrer sin algoritme, kan et dansk medie miste en betydelig del af sin rækkevidde uden selv at have ændret produktet. Medierne bliver dermed afhængige af virksomheder, hvis forretningsmodeller ikke bygger på journalistikkens demokratiske betydning, men på brugerdata, annoncer og kampen om opmærksomhed.
Bogen indledes med Googles forsøg i 2024, hvor en del af brugerne ikke fik vist nyhedsmedier i søgeresultaterne. Den beskriver også, hvordan Googles AI Overviews sammenfatter information fra blandt andet journalistiske medier, så brugeren i mindre grad behøver at besøge den oprindelige udgiver.
Eksemplet illustrerer præcist magtforskydningen. Techvirksomheden kan ikke alene prioritere mediernes indhold. Den kan også placere sit eget produkt mellem journalistikken og læseren.
Et offentligt-privat blandingsmarked
I bogens afsluttende del opstiller forfatterne tre mulige principper for fremtidens støtte.
Den første er en videreførelse af den almindelige mediestøtte, hvor private medier modtager støtte med udgangspunkt i deres redaktionelle omkostninger. Den anden er en puljemodel, hvor offentlige midler gives til bestemte journalistiske produktioner eller indholdstyper.
Den tredje kalder forfatterne for “supersygehus-tankegangen”. Her definerer staten en konkret samfundsopgave og placerer den hos en offentlig institution eller sender den i udbud, så private medier kan konkurrere om at løse den. Det kan eksempelvis være lokaljournalistik, EU-dækning, faktatjek eller nyheder til bestemte befolkningsgrupper.
Det er en interessant model, fordi den tydeliggør mediepolitikkens OPS-dilemma. Et udbud kan skabe konkurrence og specialisering, men det rejser samtidig spørgsmål om, hvor præcist staten kan beskrive journalistikkens opgave uden også at komme til at påvirke dens indhold. Derudover kan krav til rækkevidde, erfaring og troværdighed favorisere de store, etablerede mediekoncerner.
Erfaringerne med Radio24syv og Radio Loud viser desuden, hvor hurtigt politisk interesse kan komme tæt på redaktionelle og driftsmæssige beslutninger.
Sprogmodellerne står uden for analysen
Bogen er velskrevet, overskuelig og rig på relevante eksempler. Dens datagrundlag rækker ifølge forordet frem til begyndelsen af 2026. Derfor er det også påfaldende, at ChatGPT, OpenAI og de øvrige generative sprogmodeller ikke får en selvstændig plads i analysen.
AI er ikke helt fraværende. Google AI Overviews omtales, ligesom bogen behandler AI-baserede anbefalingssystemer og personalisering hos blandt andre DR og TV 2. Forfatterne spørger også kort, om et medie med udelukkende AI-genererede nyheder skal kunne modtage mediestøtte.
Men ChatGPT nævnes ikke. Heller ikke sprogmodellernes mulige betydning for journalistisk produktion, research, redigering, ophavsret, beskæftigelse og mediernes direkte relation til læserne bliver systematisk undersøgt.
Det er en mærkbar mangel i en bog om techgiganternes magt over medierne. Generativ AI er ikke blot endnu en distributionskanal. Sprogmodellerne kan bearbejde journalistiske oplysninger, sammenfatte dem og aflevere et færdigt svar, uden at brugeren nødvendigvis besøger eller identificerer det medie, der har frembragt oplysningerne.
Samtidig står brugen af ChatGPT og andre sprogmodeller og vibrerer i den journalistiske branche. Den forbindes på én gang med effektivisering, kvalitetsløft, fejl, forfladigelse og mulig udhuling af journalistiske arbejdsfunktioner. Det er netop en magt- og markedsdiskussion, som naturligt kunne have været foldet ud.
Et paradoks uden en enkel løsning
Fraværet af sprogmodellerne ændrer ikke ved, at bogen leverer et nyttigt overblik over en grundlæggende transformation af det danske mediemarked.
Dens vigtigste bidrag er beskrivelsen af det dobbelte afhængighedsforhold: De private publicistiske medier bliver mere afhængige af offentlig finansiering, samtidig med at både private medier og public service-institutioner bliver mere afhængige af globale private platformes infrastruktur.
Det efterlader et vanskeligt paradoks. Staten skal støtte journalistikken tilstrækkeligt til, at den kan udfylde sin demokratiske funktion, men uden at få redaktionel magt over den. Samtidig skal staten og EU regulere de techvirksomheder, som er blevet en del af demokratiets informationsinfrastruktur, men som hverken har et demokratisk mandat eller en forpligtelse til at sikre dansk journalistik.
Bogen giver ikke en enkel løsning, og det er heller ikke dens opgave. Den dokumenterer til gengæld overbevisende, at den fjerde statsmagt ikke længere alene kan forstås som en række redaktioner og mediehuse. Den må også forstås gennem de offentlige støtteordninger, algoritmer, platforme og private infrastrukturer, som afgør, hvilken journalistik der kan produceres, og om den når frem.
Men analysen ville have stået stærkere, hvis den også havde taget det næste skridt: fra techgiganterne som distributører af journalistik til techgiganterne som producenter af svar, der kan gøre både mediet og journalisten mindre synlig.
FAKTA:
Titel: Danske medier i techgiganternes tid
Forfattere: Hanne Bruun, professor i medievidenskab og journalistik ved Aarhus Universitet; David Nicolas Hopmann, professor ved Center for Journalistik på Syddansk Universitet og medlem af forskningsledelsen bag Magtudredningen 2.0; samt Therese Waalen Sandberg, cand.mag. i journalistik fra Center for Journalistik på Syddansk Universitet
Udgiver: Aarhus Universitetsforlag/Magtudredningen 2.0
Omfang: 104 sider
Pris: 99,95 kroner
Udgivelse: 25. august 2026
